Kulturkanon i undervisningen
 

Hvad er en kirke

 

Kirkebyggeri

De første kirker i Danmark var udført i træ, hvoraf ingen desværre er bevaret. Fra udgravninger ved man dog, at disse har haft udseende af forholdsvis små huse med fritstående klokkestabel. Trækirkerne blev med tiden afløst af stenkirker, hvoraf ca. 1500 står tilbage i dag. Disse tidlige stenkirker blev for en stor dels vedkommende bygget af stormænd, hvilket også er at se på kalkmalerierne i kirkerne. Ét af disse illustrerer ofte et ægtepar, der overrækker en kirkebygning til Gud. Først senere i 1100-tallet blev kirken opført kollektivt af den lokale befolkning, da man hér indførte tiende: en tredjedel til bispen, en tredjedel til præsten og en tredjedel til kirken. Op gennem middelalderen blev der gjort meget ud af kirkebygningen, idet man mente, at dette var Guds eget hus, hvorfor det selvsagt skulle fremstå smukkere end noget andet bygningsværk. Man var på denne tid overbevist om, at ulykker som krige og sygdom var nedsendt af Gud som en straf, og at det i disse tilfælde kun var kirkens mænd, der kunne hjælpe til med at modtage Guds tilgivelse/nåde.

 

Hover Kirke og Vestervig Kirke er gode eksempler på romansk byggestil. De er begge bygget ca. år 1100. Eksempler kan ses på: www.kulturkanon.kum.dk/ og www.vestervig-kirke.dk/

 

Omkring år 1250 strømmede en ny byggestil, kaldet gotikken, til Danmark fra Frankrig. Nu skulle kirken fremstå som skarp, spids og kantet. Tendensen var, at bygninger blev oprejst af pillebundter, der fortsatte videre op i søjler, buer og hvælvinger. Alt sammen skulle medføre, at blikket blev tvunget opad for herved at give en fornemmelse af overvældethed. Stilen blev i Danmark afløst af renæssancen omkring år 1530.

 

Link til billeder af Århus Domkirke, som efter ombygningen i perioden 1449 – 1500 blev ændret efter gotikkens idealer: www.aarhus-domkirke.dk/

 

I denne introducerende tekst går vi umiddelbart videre til den klassicistiske byggestil, idet Vor Frue Kirke i København er fra denne periode (se mere om denne i kommende afsnit). Klassicismen finder sted i perioden 1770 til 1850. Karakteristisk for denne stil er dens kopiering af græske søjler og romerske bygninger. Hele stilen er præget af rette linier. Vor Frue Kirke i København, hvis nuværende bygning blev indviet i 1829 er et fint eksempel på denne strømning og kan ses på:

 

http://www.kulturkanon.kum.dk/

Knap 100 år senere udvikles stilen funktionalisme, som bryder med de tidligere stilarter og sætter formål og funktion i højsædet, og som den, der skal bestemme formgivningen. Samtidig afprøver arkitekterne de mange nye muligheder, byggeindustrien kunne byde på.

Link til billede af Grundtvigs Kirke i København, 1921-1940: www.grundtvigskirke.dk/

 

Kanon-kirkerne

Vor Frue Kirke i København er en af Danmarks 10 domkirker. Den ligger i centrum af København, hvor der har ligget en kirke på stedet siden 1100-tallet, da København blev anlagt som by. Efter reformationen blev kirken tilknyttet Københavns Universitet og blev betragtet som landets hovedkirke. Kirkebygningerne på stedet har været nedbrændt og udsat for bombardement, og den nuværende kirke blev bygget efter englændernes bombardement af København i 1807. Den nye kirkebygning blev opført i perioden 1811-1829. I den anledning blev Bertel Thorvaldsen bestilt til at fremstille Kristus-figuren og de tolv apostle. De originale gipsmodeller står alle på Thorvaldsens museum.

 

Kristus-figuren er især blevet verdenskendt for dens anderledes fremstilling af Jesus, idet den hverken afbilder ham som korsfæstet eller som verdensdommer. Derimod er det den genopstandne Kristus med synlige stigmata, der meget ydmygt bøjer sit hoved for Guds børn/menneskene. En mulig inspiration til Kristus-figuren er maleriet ”De fem kloge og ukloge jomfruer” af Peter Cornelius, som man ved hang i Thorvaldsens hjem i Rom. Maleriets skildring af Jesus har en række fælles træk med den fremstilling, Thorvaldsen vælger at give sin Kristus-figur.

Søg fx i Googles billedbase på titlen: De fem kloge og ukloge jomfruer

De tolv apostle blev bestilt til at stå placeret i kirkeskibets nicher. Dette brød Thorvaldsen sig dog ikke om, idet han mente, at statuerne skulle kunne ses fra alle vinkler. Derfor støbte han dem ganske enkelt for store, så man i stedet måtte placere alle tolv statuer foran nicherne, som i stedet blev muret til.

Forrest i koret står kirkens døbefont placeret. Denne forestiller en knælende engel med en muslingeskal som dåbsfad. Denne statue er, som den eneste, ikke bestilt og betalt af kirken, men er en gave fra Thorvaldsen.

Vor Frue Kirke fik først status som domkirke i forbindelse med en deling af Sjællands stift i 1922.

Domkirken fungerer som en almindelig folkekirke. Der transmitteres morgenandagt i radioen på hverdage, men kirken er måske bedst kendt i forbindelse med bryllup og barnedåb i kongehuset.

 

Hover kirke er fra omkring år 1100 og dermed en af landets ældste stenkirker. Den er opført i Ringkøbing ved vestkysten og fremstår næsten uændret. Blot er våbenhuset opført omkring 1550 og vestgavlen ommuret efter et uvejr i 1771. Kirken er istandsat i 1960’erne. En væsentlig årsag til at netop denne kirke er udvalgt som kanon-værk er dens opbygning, der i sin simple form minder om de første kirker i Danmark, trækirkerne.

 

Kirke og kristendom

Hvor forskellig Vor Frue Kirke og Hover Kirke end fremstår, så er de dog ens på væsentlige punkter. De er rammer om kristendommen og ikke hellige bygninger. Siden Grundtvig har der i Danmark ikke været tradition for at tænke kirkebygninger som helligsteder. Man kan tale om, at kirken er stemningsfuld. En folkekirkepræst vil typisk fremhæve, at sindet bliver stemt i retning af højtidelighed, når man træder ind i et kirkerum, fordi livet og døden, tiden og evigheden er faktorer, som fylder sindet med undren og ærefrygt; men hellig – i betydningen mødet med det transcendente eller det storslåede og frygtindgydende – er kirkerummet ikke. Der er f.eks. ikke renhedsforskrifter eller særligt strikse adfærdskodekser. Våbenhusets funktion er ikke længere, hvad navnet hentyder til, nemlig at kirken var fredhellig, og våben dermed ikke måtte bringes ind i selve kirkerummet. Kvinder kan i dag komme i kirken umiddelbart efter børnefødsler og skal ikke længere overholde bestemte renhedsforskrifter. Mænd blottede traditionelt hovedet i respekt, men heller ikke dette forlanges overholdt. I selve kirken kan konfirmander ’lege præst’ og forrette særlige gudstjenester og holde alternativ altergang med cola og chips. Der eksperimenteres i vid udstrækning med kirkerummet for at gøre det attraktivt for nye generationer, ikke mindst for dem, for hvem kirken og troen ikke er det naturlige centrum.

 

Denne afsakralisering af kirkerummet skyldes bl.a. Grundtvig, som med ’sin mageløse opdagelse’ når frem til, at det hverken er præsten eller skriften, som er det centrale i kristendommen, men trosbekendelsen, som den er blevet udtalt af levende mennesker ned gennem tiderne. Sammen med prædikenen, salmesangen, dåb og nadver udgør den kernen i kristendommen, som den udfoldes i Danmark i nyere tid.

 

Dette kirkesyn giver Grundtvig udtryk for i flere af sine salmetekster. I salmen ”Kirken, den er et gammelt hus”, DDS nr. 323, beskriver Grundtvig det syn på kirken, som præger det danske samfund i dag: ”Kirken står om end tårnene falder - den er bygget af levende sten – ordet helliger huset”. Det er menighederne og deres fællesskab i dåben og nadveren, som er det centrale i kristendommen og ikke bygningerne. Det er i det perspektiv derfor nøjagtigt det samme, der foregår i Vor Frue Kirke i København og i Hover Kirke. Det vigtigste inventar er alteret, prædikestolen, døbefonten og orglet.

 

 

Mette Hansen og Anne Rosenskjold