Kulturkanon i undervisningen
 

Lysets mester

Arkitekten Poul Henningsen – eller blot PH - (1894-1967) hører til det 20. århundredes mest markante danske personligheder. Han blev verdensberømt for sit nøje gennemtænkte og matematisk beregnede system, der ved hjælp af skærme af metal og glas skabte indirekte belysning i rummet, som var funktionelt og behageligt sammenlignet med glødelampens hårde og blændende lys. PH sammentænkte funktionaliteten med æstetikken, så lamperne fik et bevidst skulpturelt design.

 

PH’s første tegninger af de berømte lamper er fra midten af 1920’erne. I 1924 indledte han et samarbejde med lampefabrikken Louis Poulsen & Co, og der blev fremstillet nogle lamper, som blev præsenteret i den danske pavillon på verdensudstillingen for dekorativ kunst i Paris i 1925.

 

PH-lamperne var og er dansk kvalitetsdesign. Men de blev også hurtigt forbundet med god smag, status og endda snobberi. Som kulturradikal og samfundskritiker var det ikke lige disse træk, som PH satte mest pris på. Ikke desto mindre stammede hovedparten af PH’s indtægter netop fra lamperne, og de gjorde det muligt for ham at udfolde sig på en række andre områder.

 

Danmarksfilmen

Poul Henningsen var en af hovedmændene bag kulturradikalismen, der tog fart i 1920’erne og 1930’erne, og som kort kan beskrives som en revitalisering og videreudvikling af Brandes antiborgerlige radikalisme i slutningen fra 1880’erne. Fra 1926 til 1928 udgav PH tidsskriftet Kritisk Revy. Som andre af tidens kulturradikale var PH i en periode tiltrukket af kommunismen, som den kom til udfoldelse i Sovjetunionen. Det kom bl.a. til udtryk i bogen Hvad med Kulturen? fra 1933. I 1930’erne deltog han i udgivelsen af tidsskrifterne Plan og Kulturkampen, der i høj grad var påvirket af Danmarks Kommunistiske Parti.

 

Trods PH’s åbenlyse kommunistiske sympatier vejede hans gode internationale ry tungere, og derfor bad Udenrigsministeriet ham i 1932 om at producere en Danmarksfilm. I dag vil de fleste mene, at filmen tegner et varmt billede af den tids Danmark som et velfungerende samfund med en arbejdsom og uddannet befolkning, der forstod at udvikle og bruge ny teknologi i såvel landbrug som industri.

 

Men den borgerlige presse var hård i sin kritik af filmen – eller måske rettere mod PH selv. Således hævede Dagens Nyheder den 30. april 1935: ”Danmarksfilmen blev en fiasko. Allerede på forhånd kunne man have sagt til sig selv at han var uegnet. En af de sidste der kunne skabe en Danmarksfilm. Thi dertil kræves før noget andet kærlighed, kærlighed til landet og til opgaven. Det er her filmens fatale fejl ligger. Man har valgt en mand uden fædreland.”

 

Den hårde medfart, som Danmarksfilmen fik, betød, at PH holdt op med at producere dokumentarfilm. I 1960’erne kom Danmarksfilmen til ære og værdighed igen, og andre – bl.a. Klaus Rifbjerg – tog tråden op og producerede nye Danmarksfilm.

 

Besættelse og befrielse

PH’s samfundskritik kom også til udtryk i hans bidrag til københavnske revyer fra 1930’erne, hvor bl.a. Op og ned med Jeppe, der var en ”omvendt” og moderniseret udgave af Jeppe på Bjerget, skabte voldsom debat.

 

Under Besættelsen blev PH underlagt censur, og han blev nægtet adgang til radioen. I sensommeren 1943 valgte han at søge sikkerhed i Sverige.

 

I slutningen af krigen kom der hen ved ¼ mio. tyske flygtninge – hovedsageligt kvinder, børn og ældre - til Danmark. Efter Befrielsen blev disse flygtninge behandlet temmelig dårligt. I aviser og læserbreve blev der ikke lagt skjul på afskyen over for det tidligere ”herrefolks efterladenskaber” (Information 1945) PH kritiserede myndighedernes behandling og folks fjendtlige holdning til flygtningene. Det skabte et sandt raseri mod ham. Den kommunistiske forfatter Hans Kirk, som PH havde arbejdet tæt sammen med i 1930’erne, kaldte ham for en ”… Forkæmper for nazistiske Landsknægte og Værnemagere.” (Land og Folk 1945)

 

I efterkrigstiden blev den PH’s direkte samfundskritik mere afdæmpet. I flere udgivelser skrev han om erotikkens kulturhistorie, som uden tvivl var medvirkende til, at censuren på dette område efterhånden blev lempet for i slutningen af 1960’erne at blive helt ophævet. Opfinder- og udviklingstrangen var der stadig. Den kom bl.a. til udtryk i P.H.’s dragebog for børn fra 8-128 år, der udkom første gang i 1955, og som stadig er til inspiration for dragebyggere i alle aldre.

 

PH i undervisningen

Poul Henningsens liv og virke rummer flere tematikker, der umiddelbart er interessante og relevante i historieundervisningen, idet de konkret og nærværende åbner for problemstillinger, der kan perspektiveres til aspekter af det 20. århundredes politiske og kulturelle historie.

 

Se materialet på kulturkanonens hjemmeside.

 

Filip Madsen og Jens Aage Poulsen