Kulturkanon i undervisningen
 

12 højskolesange

Den folkelige sang, som vi kender den, er grundlagt med højskolesangbogen. Den samler de sange, som i kraft af sangbogen og dens anvendelse, netop blev en så stor del af et fælles nationalt sangrepertoire. Sangene er præget af situationer og begivenheder fra historien, landet og naturen. Som billede indgår naturen også i utallige af de sange, der kom efter.

 

Højskolesangbogen er født ind i en sammenhæng med tanker om ”det at holde skole”, om folkeoplysning og det folkelige fællesskab, men den har også været brugt og fortolket af eftertiden og udviklet sig dermed. Sangene styrker bl.a. fællesskabet ved at omhandle det fælles rum - landet og historien.

 

Går man længere tilbage, har den danske folkelige sang sine rødder i folkeviserne og folkemusikken. Livet på landet havde ingen anden underholdning end den, man selv kunne etablere. Sangene havde en fortællende karakter med mulighed for indlevelse, og de kunne formidle budskaber om hændelser og om almenmenneskelige forhold som kærlighed og død.

 

Med romantikken i begyndelsen af 1800-tallet genopdages eventyret og folkeviserne i Danmark, og dette blev en vigtig inspirationskilde for forfattere og digtere. N.F.S. Grundtvigs var optaget af det nationale, den danske folkevisetradition og ikke mindst den nordiske mytologi, og hans ideer om folkeoplysning inspirerede til oprettelsen af folkehøjskolerne, hvoraf Rødding blev den første - oprettet i 1844.

 

Højskolebevægelsen med det grundtvigianske grundsyn på fællesskab og oplysning af folket søgte netop at udbrede historier fra fortiden som en styrkelse af det nationale kulturelle fællesskab, og her var bl.a. sangen er et unikt redskab, hvilket fortsat kan siges at være gældende.

 

Sangen er emotionel og opbygger stemninger, og interessen samlede sig på den tid dermed også om udbredelsen af folkelig sang som led i opbyggelsen af en national identitet. En af de tidligste udgivelser af sange til dette formål er fra 1852: 100 Melodier til "Nye og gamle Viser af og for Danske Folk" – en forløber for højskolesangbogen.

 

National identitet er et forestillet fællesskab, hvor man oplever at have noget til fælles med en større gruppe mennesker, som man ikke kender personligt. Erindringspolitik er bestræbelser på at styrke et sådant fællesskab ved fx at betone fælles erfaringer, historier og symboler.

 

Netop faget historie kan bidrage til at undersøge disse fællesskaber både i tid og rum og dermed være med til, at eleverne kan forholde sig kritisk til og styrke og nuancere deres egne og andres forestillinger om fællesskaber.

 

N.F.S. Grundtvig har bidraget med et stort antal tekster til den danske sangtradition - ”Et barn er født i Betlehem” er vist kendt af de fleste, men i tidens løb har sangen og musikken ændret sig – ligesom det samfund, hvori den har haft en funktion. Med det folkelige gennembrud og realismen som litterær retning i slutningen af 1800 tallet ændres indholdet og sproget, hvilket ”Jens Vejmand” af Jeppe Aakjær er et eksempel på.

 

Med sangene fra højskolesangbogen åbnes en vej for faget historie til autentiske tekster fra forskellige perioder med direkte signaler fra tiden om tanker og følelser, om mennesker, landet, naturen og religionen. Det er lyriske billeder, der fortæller og billeder, der har budskaber og holdninger. Med andre ord et rigt materiale for arbejdet med erindringspolitik.

 

Man kan med fordel, som baggrundsstof, læse om digtere og perioder på http://www.da-net.dk og www.kalliope.org.

 

Se også materialet på kulturkanonens hjemmeside.

 

 

Filip Madsen og Jens Aage Poulsen