Kulturkanon i undervisningen
 

Beskrivelse af akterne

”Aladdin eller Den forunderlige Lampe” (1805)

Adam Oehlenschlæger

 

Magt og begær, ondskab og uskyld, en magisk lampe og en magisk ring. Det er et rendyrket eventyr-univers vi møder i Oehlenschlægers lystspil, inspireret af et arabisk eventyr fra samlingen ”Tusind og én nat”.

 

Troldmanden Noureddin vil have fingre i den magiske lampe og får den naive dreng Aladdin til at hente den til sig. Men det går absolut ikke som han har planlagt. Det bliver den fattige Aladdin der, tilsmilet af lykken, vinder både skatten og kærligheden – og ikke mindst: modnes som menneske.

 

Eventyrspillet foregår i Ispahan i Persien (det nuværende Isfahan i Iran), som Oehlenschlæger aldrig havde besøgt. Men han havde researchet grundigt og kendte det islamiske Mellemøsten fra en række bøger, hvis oplysninger han blandede med sin kunstneriske fantasi i et østerlandsk eventyrunivers.

 

Oehlenschlæger (1779-1850) var selv som en slags ung Aladdin da han som 25-årig udgav sit eventyrspil. Han var af ganske jævn familie, men med talentet og lykken på sin side blev han romantikkens hovedskikkelse i Danmark, og hans ”Aladdin” er blevet stående som romantikkens hovedværk.

 

1. Akt

Da stykket begynder, er Aladdin en doven pubertetsknægt på 17 år, som kun tænker på at drive rundt og more sig med de andre drenge, mens hans fattige forældre slider for at tjene penge til at holde sammen på hjemmet. Aladdins far (eller stedfar, viser det sig) er skrædder, og falder allerede i første scene død om af raseri og ophidselse efter et skænderi med Aladdin. Nu er der kun Aladdins mor tilbage, Morgiane, som forguder og forkæler sin søn. Hun har i sin tid fået Aladdin uden for ægteskab, og hans rigtige far var en fornem hærfører, en emir.

 

Scenen skifter, pludselig er vi i det mørkeste Afrika, hvor troldmanden Noureddin i sit mørke studerekammer gransker bøger og spådomskunst for at finde verdens største og dyrebareste skat: den magiske lampe, der giver sin ejermand ubegrænset rigdom og magt. I 40 år har han grublet, tænkt og ledt efter skatten. Nu er han nær målet.

 

Noureddin er en ”nattens grubler”, en kold og mørk figur uden blodets brusende varme. Som en hjerne uden krop og hjerte. Han har aldrig elsket, aldrig mærket kærlighed. En gold tænker, der har læst i alle bøger og samlet sig stor viden – men som er blottet for liv, kreativitet og skabende kraft. Han er den absolutte modsætning til drengen Aladdin, som kun lever i nuet, kun søger morskab og underholdning uden nogensinde at stoppe op og tænke. Men mødet mellem de to bliver afgørende – for dem begge to. For Aladdin på sin side behøver også mødet med Noureddins lærdom og hans kendskab til naturens inderste kræfter.

 

Aladdin, som er ligeglad med sin fars begravelse, er med i første række da en rig købmand som tidsfordriv kaster appelsiner ud fra sit hus til byens drenge. Den heldige Aladdin griber de første to uden problemer, og da de andre drenge holder på ham så han ikke kan bruge hænderne til at gribe den tredje – ja, så er hans held alligevel så stort, at den tredje appelsin lander lige i hans turban. En scene der er gået lige ind i det danske sprog med udtrykket ”en appelsin i turbanen” om ufatteligt held. Da træder Noureddin frem, som her har fundet sit redskab: en stærk og doven, sorgløs og altid heldig dreng på 17 år.

 

Noureddin udgiver sig for at være Aladdins onkel, vinder hans tillid og tager ham med langt uden for byen, til en vild og øde bjergegn. Her er den hule, hvor skatten er skjult. I hulen findes en magisk have med forunderlige frugter i stærke, klare farver, som lavet af glas – det er i virkeligheden de kostbareste ædelstene. Det ved Aladdin ikke, men troldmanden lover ham at han kan fylde favnen med de mærkelige frugter, når blot Noureddin får en gammel støvet kobberlampe. Dét er nemlig den allerstørste skat, den lampe der giver sin ejer magt til at herske over Lampens Ånd.

 

Kommer Aladdin først op af hulen med lampen i hånden, er det ham der bliver åndens hersker. Derfor må Noureddin få ham til at række lampen op, derefter vil han spærre Aladdin inde i hulen, levende begravet. Men planen mislykkes, Aladdin vil ikke give slip på lampen, så troldmanden ser ingen anden udvej end at lukke hulen til og rejse hjem til sit mørke studerekammer for at udtænke nye planer.

 

Heldigvis har Aladdin af troldmanden fået en magisk ring, og Ringens Ånd bringer den forvirrede dreng uskadt tilbage til den hjemlige hygge hos mor i Ispahan.

 

2. Akt

Aladdins mor, Morgiane, vil sælge lampen så de kan få lidt penge til mad, men da hun pudser den, kommer den vældige Lampens Ånd og står til deres tjeneste. Han fremskaffer en overdådig middag på fine fade af sølv og guld, og pludselig har Aladdin og hans mor både mad og penge nok. Heldigvis, for i mellemtiden har den overmodige Aladdin forelsket sig hovedkulds i ingen ringere end sultanens datter, prinsesse Gulnare, som han i dybeste hemmelighed har dristet sig til at se mens hun tog bad. Og hun har faktisk også lagt mærke til ham.

Aladdin får sin forskræmte mor til at gå op hos sultanen og bede om prinsessens hånd. De mange kostbare ædelstene fra hulen vil nok i det mindste vække sultanens interesse.

 

Sultanen bliver først noget overrasket over at se den gamle, fattige skrædderkone – men endnu mere overrasket bliver han, da han ser de uvurderlige ædelstene. Alligevel vælger han at borgtifte sin datter til sin betroede minister, vezirens, søn.

 

Aladdin får Lampens Ånd til at hente Gulnare på selveste bryllupsnatten. Han giver sig til kende for hende, og det viser sig, at hun også har elsket ham siden den dag de så hinanden første gang.

 

3. Akt

Det ender med at sultanen lover Aladdin og Gulnare at de kan få hinanden, hvis Aladdin vel at mærke kan komme med 40 guldfade fyldt af ædelstene, båret af 40 sorte slaver og fulgt af endnu 40 hvide slaver. Er det en umulig opgave, sultanen stiller Aladdin for at skræmme ham væk én gang for alle? Eller er det begæret efter guld og ædelstene der får sultanen til at love sin datter bort?

 

Med hjælp fra Lampens Ånd er det en smal sag for Aladdin at opfylde sultanens ønske, og oven i købet lader han ånden bygge et prægtigt palads lige over for sultanens. Et passende slot, hvor han og Gulnare kan bo.

Sultanen er tilfreds. Han spekulerer måske lidt over, hvorfra Aladdins ufattelige rigdom egentlig stammer – men han er egentlig ligeglad. Han har fået en rig og magtfuld svigersøn, han har selv fået guld og ædelstene i læssevis, og det må være godt nok. Han stiller ingen spørgsmål.

 

Indtil nu har Aladdins held og en række af tilfældigheder ført ham frem til hvor han står. Med penge og magt fra Lampens Ånd er han blevet sultanens svigersøn, medregent og arving til tronen. Men Gulnares kærlighed har han vundet selv, uden penge og uden hjælp fra andre. Blot ved at være den han er, ved sit udseende, sin udstråling, sit vovemod og ved sin kærlighed.

 

Guld, sølv og ædelstene kan ikke modne ham og gøre ham til et helstøbt menneske. Men det kan kærligheden – og det ansvar han nu får pålagt som sultanens svigersøn og hjælper. Her kan han blive til nytte for andre mennesker og for sit land, her kan han modnes og blive mand. Heldet er nemlig heller ikke nok. Ikke uden den rette sjæl, den rette ånd. ”Én har det ydre, som man kalder Lykke, / Én har det indre, som man nævner Ånd, / Forenet er den jordens største smykke.”

 

Imens er troldmanden Noureddin ude af sig selv af raseri og lægger planer for at få fingre i lampen og blive dens hersker. Hvad han ikke ved, er, at hans egen bror Hindbad også stræber efter lampen og planlægger at myrde Noureddin så snart han kommer tilbage med den.

 

4. Akt

Noureddin drager til Ispahan, hvor det lykkes ham at lokke den uanselige gamle lampe fra Gulnares amme. Aladdin har nemlig begået den fejl ikke at indvie Gulnare i lampens hemmelighed, og da Aladdin er ude af huset er det en smal sag for Noureddin at lokke den fra de intetanende kvinder. Straks påkalder han Lampens Ånd og befaler den at flytte hele slottet og Gulnare langt bort til Afrika.

 

Dét er Aladdins fald fra magtens tinde. Sultanen bliver rasende over sin datters forsvinden, Aladdin bliver arresteret, beskyldt for trolddom og lænket i et mørkt fangetårn mens han venter på at blive henrettet. Men da henrettelsen skal finde sted og bødlen hæver sit sværd, går folket i forbøn for ham. Aladdin, den klogeste af sultanens rådgivere, den modigste og stærkeste i kamp, den undertryktes hjælp og forsvar – han er uskyldig, råber folkemængden. Og sultanen giver sig. Henrettelsen bliver afbrudt. Men hvis ikke Aladdin kan finde Gulnare og bringe hende tilbage inden 40 dage, skal han dø.

 

Mens Aladdin sad fængslet er Morgiane død, og Aladdin besøger sin mors grav i en bevægende scene hvor han, som Ibsens Peer Gynt, vender rollerne om – så det nu er ham, sønnen, der synger vuggevise for sin mor og vugger hende hende til ro. Samtidig bliver Aladdin næsten vanvittig af sorg over sin mor og bekymring for sin elskede Gulnare. Han tror at have fundet lampen igen, og prøver at fremmane Lampens Ånd, Gulnare og paladset – mens folk på gaden griner ad den sindsforvirrede stakkel der står og fægter med hænderne i luften med sin indbildte lampe.

 

Nu er der kun én dag tilbage af den fastsatte frist, og i sin fortvivlelse er Aladdin lige ved at begå selvmord – men ved et tilfælde får han med sin magiske ring påkaldt Ringens Ånd. Den har ikke nær den samme kraft som Lampens Ånd, men to ting formår den dog: at bringe Aladdin hvorhen han vil og fortælle ham alt hvad han vil vide. Og straks bliver Aladdin ført til Afrika, til slottet hvor Gulnare bliver holdt fangen af Noureddin.

 

5. Akt

Aladdin og Gulnare myrder Noureddin med gift, og nu er lampen atter deres. Straks bringer Lampens Ånd paladset med dem begge to hjem til Ispahan, og alt er godt igen. Sammen drager Aladdin og Gulnare på pilgrimsfærd til Mekka for at lette deres hjerter og takke Gud for alt det gode, han har givet dem.

 

Men Noureddins onde bror, Hindbad, er på vej efter lampen. Han dræber en from gammel kvinde, der lever som eneboer uden for Ispahan. Han tager hendes tøj, forklæder sig som hende, og får på den måde adgang til Aladdins palads. Her lokker han Aladdin og Gulnare til overmod. Han roser deres smukke, kostbare palads – men én ting mangler, siger han. Et æg af fuglen Rok, den vældige mytiske fugl der er så stor og farlig at den kan bære elefanter i sin klo og fiske efter hvaler i det store hav. Det Rok-æg, hævder han, ”kunne være et betydningsfuldt / Symbol på Allah, på den stærke urkraft, / Som sidder midt i centret af sin himmel.” Og Aladdin og Gulnare lader sig lokke. Nu bliver Aladdin bragt til at falde igen.

 

For det første er det nærmest afguderi at trodse billedforbudet og ville smykke sit palads med ”et symbol på Gud, / Et helligt vink hvergang min fromhed blunder.” Lampens Ånd bliver ude af sig selv af raseri. Hvad er der sket med Aladdins tro? Hvorfor vil han spotte Gud på den måde? Og hvor vover han at bede om et æg af fuglen Rok, som ifølge Lampens Ånd er selve jorden, den store jordklode i det mørke himmelrum? ”Uforskammede! Fra tronen slog jeg dig i støvet ned – / Men jeg kender Hindbads ondskab og din ubesindighed.” Og i stedet for at straffe Aladdin og fratage ham magten – som Hindbad har regnet med – advarer Lampens Ånd i stedet Aladdin mod Hindbad og hans lumske planer.

 

Hindbad i forklædning bliver lokket til paladset, hvor Aladdin har muligheden for at myrde ham med et dolkestød. I stedet lægger Aladdin sin skæbne i Allahs hånd og udfordrer Hindbad til duel. En kamp der skal være ”Sandhed mod løgn, det gode mod det onde.” Men for at berøve Aladdin sejren, vælger Hindbad at dræbe sig selv.

 

Aladdin og Gulnare har overvundet det onde. Og da der samtidig kommer bud om at den gamle sultan er død, bliver Aladdin hyldet som den nye, elskede sultan over Persien. En gang gik han som de andre drenge rundt på slotspladsen og kiggede forundret op mod det prægtige palads – nu er han selv blevet landets enevældige hersker. ”Hvor sælsomt er dog menneskenes liv! / Hvor mystisk bryder alt sig blandt hinanden! / Et ringe spil i evighedens hånd.”

 

Og i bevidstheden om, at vi mennesker ikke er herrer over skæbnen, og at vores liv kun er et kort sekund i evighedens store perspektiv, går Aladdin og Morgiane først hen for at tage afsked med liget af hendes døde far. Derefter går de ud på kirkegården, og sætter sig eftertænksomt ved Aladdins mors grav, for foden af det gamle hyldetræ. Ydmyge over for skæbnen og den livsopgave der venter dem.

 

Et handlingsreferat yder ikke Oehlenschlægers værk retfærdighed. Det kan kun give en idé om den ydre handling, tematikken og moralen – men ikke om Oehlenschlægers fantasi og versekunst, hans poesi og humor.

 

I ”Aladdin” findes noget af det smukkeste i dansk poesi, og som modvægt til de ophøjede hovedpersoner har Oehlenschlæger desuden, ligesom sit forbillede Shakespeare, skabt et galleri af komiske og folkelige birollefigurer – fra Aladdins mor Morgiane, en kvinde af folket med sin jævne jargon og sine forvirret sammenblandede ordsprog og talemåder, til forskellige håndværkere og handlende som Aladdin møder på sin vej. Skikkelser taget lige ud af de københavnske gader og stræder, Oehlenschlæger kendte så godt.

 

Oehlenschlæger oversatte selv sit stykke til tysk og tilegnede det til tidens største digter, Goethe. ”Aladdin” kan også opfattes som et lyst og muntert modstykke til Goethes store værk ”Faust”. I Goethes ”Faust” indgår hovedpersonen en pagt med djævelen for at nå sine mål. Men Oehlenschlæger ville gerne vise, hvordan den sorgløse Aladdin – i modsætning til troldmanden Noureddin – kan stræbe efter lykken, uden at blive ødelagt af magtbegær og uden at give sig hen til det onde. Gennem modgang og prøvelser – og ikke mindst gennem kærlighed – modnes Aladdin og bliver et helt menneske, så han med klogskab og retfærdighed kan udøve den magt han har vundet. Troldmanden og hans onde kræfter blev besejret af ”naturens muntre søn”.

 

Centralt i stykket står den magiske lampe, som i de rette hænder kan blive et livets lys, og som kan opfattes som et symbol på talentet, fantasien og den kunstneriske skaberevne, den gave som kun ganske få besidder.

 

”Aladdin” udkom i bogform i 1805, og blev først opført på teatret længe efter, i 1839. Stykket er nemlig først og fremmest et læsedrama, ligesom et andet af nordisk litteraturs hovedværker, Henrik Ibsens ”Peer Gynt” (som udkom i 1867 men først blev opført på teatret i 1876). Værker der ikke i første omgang er tænkt for teatrets scene, men nok så meget for fantasiens. Vældige, vildtvoksende værker der kræver at man tager fantasien til hjælp og flyver verden rundt mens man læser derhjemme i lænestolen.

 

Blandt de kendteste sceneopførelser af ”Aladdin” er Det Kongelige Teaters store opsætning i 1919 med musik af Carl Nielsen. Stykket tog to aftener, og var så krævende for teatret, at der hele den sæson ikke blev opført én eneste opera. Til operaelskernes store fortrydelse.

 

I julen 1952 sendte Danmarks Radio (eller Statsradiofonien som det stadig hed dengang) ”Aladdin” som et af sine første tv-spil. Der var ikke ret mange seere, for næsten ingen havde fjernsyn dengang, det var helt nyt, og der var kun et par hundrede licensbetalere. Henning Moritzen spillede hovedrollen, Finn Methling instruerede – og spillet blev vel at mærke sendt direkte fra det lillebitte tv-studie, med alle de små fejl og fadæser der kunne opstå undervejs. Henning Moritzen fortæller: ”Vi kunne næsten ikke være der for TV-udstyr, og alligevel var der klemt stole ind til et levende publikum, også de var halvdøde af heden.” Og videre: ”Som Aladdin ønskede jeg mig bl.a. fasan, og meningen var, at sølvfadet med mad så skulle dukke op – sådan ’puf’. Men det, de forbløffede TV-seere så, midt i billedet, var en lille regissør, som kom kravlende på alle fire med det fad, som skulle dukke op ’ved et trylleslag’. Han havde sved på panden og høretelefoner, ja, det var virkelig mirakuløst.”[1]

 

I julen 1976 samledes 2-3 millioner danske tv-seere om en ny, stor tv-udgave i tre dele, instrueret af Kaspar Rostrup og med Nis Bank-Mikkelsen i hovedrollen. Spilletiden var over 4 timer, det var en af de hidtil dyreste produktioner i dansk fjernsyns historie, og den vakte stor opmærksomhed. ”Fantasifuld, poetisk, morsom, underholdende”, skrev anmelderen Knud Schønberg.[2] Nis Bank-Mikkelsen spillede dengang den unge Aladdin og fik sit store gennembrud – siden har han også med stor succes spillet den dæmoniske Noureddin.

 

”Aladdin” havde succes som musical på Gladsaxe Teater i 1995, bearbejdet og iscenesat af Flemming Enevold. En folkelig musical med farvestrålende kostumer af Jean Voigt og indsmigrende musik af Sebastian og Moonjam – men til gengæld uden poesi og uden lidenskab, som anmelderen Bent Mohn skrev i Politiken.[3] Kostumerne var eventyrlige, men de fleste anmeldere var enige om, at åndens magiske kraft var blevet væk.

 

Det var også Flemming Enevold der satte”Aladdin” op som friluftsteater i Ulvedalene i Dyrehaven nord for København i sommeren 2000. Stort orkester med Carl Nielsens musik, 200 statister, heste, æsler og en elefant kunne ikke dække over en ujævn forestilling. Den unge Thure Lindhardt var Aladdin, Frits Helmuth en fascinerende Noureddin. Men, som anmelderen Lars Wredstrøm skrev: ”Den overordnede idé med iscenesættelsen fortoner sig i det uvisse.”[4]

 

Senest lavede BaggårdTeatret i Svendborg sammen med Odense Teater i 2004 en udgave af ”Aladdin” især henvendt til børn og unge.

 

Men hvordan gør man ”Aladdin” vedkommende i dag – bag de flotte kostumer og alt det eksotiske eventyrhalløj? Hvilken historie er det, man vil fortælle? Hvem er den Aladdin, man vil skildre? Hvordan bliver forestillingen en vedkommende historie om hvordan vi, også i dag, lever sammen som mennesker – og hvordan vi vælger at bruge vores liv?

 

Forfatterinden Mette Winge opsummerer Oehlenschlægers morale i ”Aladdin” ganske fint: ”at et talent skal passes, bruges, men aldrig misbruges, og at den lykkelige ejer af et stort talent skal have et mål med det og et ønske – og nu bruger vi et umoderne ord – om at udføre en gerning, der er større end ham selv.”[5]

 

I velmente opdateringer og prangende musical-glimmer går alt for meget af Oehlenschlæger tabt, og hvad er så tilbage? Kun handlings-skelettet, eventyret fra Tusind og én nat uden Oehlenschlægers poesi og åndelige kraft.

 

Måske er Oehlenschlægers ”Aladdin” simpelthen bedst, ikke på scenen, men når man læser det på tryk. Som romantikkens hovedværk og et af de absolutte mesterværker i dansk litteratur.

 

 

Se også materialet på kulturkanonens hjemmeside

 

Tore Leifer


[1] Interview i B.T., 16. februar 2004. Se også Paul Hammerich: Fred og nye farer (Første bind af En Danmarkskrønike 1945-72), Gyldendal 1976, side 504-506.

[2] Ekstra Bladet, 27. december 1975.

[3] Politiken, 21. februar 1995.

[4] Børsen, 6. juni 2000.

[5] Politiken, 24. juli 2004.