Kulturkanon i undervisningen
 

En kanon for scenekunst

Teater og scenekunst findes kun i nuet. I mødet mellem tekst, skuespillere, iscenesættelse og publikum – samlet i et lille mørkt rum i et kort stykke tid. Bagefter er det forbi. Øjeblikket er forsvundet, og det vil aldrig kunne opstå igen.

 

En kanon for scenekunst er derfor lidt af en selvmodsigelse. Hvordan kanonisere og bevare dét, der ikke længere findes? Hvad nytter det at få lyst til at opleve og opsøge dét, der for længst er forsvundet?

 

Anderledes er det med f.eks. kanonen for billedkunst, film, musik eller litteratur – de værker findes stadig og er lige til at kaste sig over. Men scenekunsten er flygtig af væsen. Den findes kun i nuet.

 

Vi vil aldrig kunne opleve Osvald Helmuth eller Dirch Passer optræde live. Vi vil aldrig kunne opleve Julemandshæren i aktion eller overvære en koncert fra punkgruppen Sort Sols første år. Det er for sent. Vi vil kun kunne læse om dem, se fotografier eller film, høre lydoptagelser, opsøge hvad der findes af dokumentation.

 

På kanonlisten er der så til gengæld en række skuespil, vi kan læse som litterære tekster – og som vi også kan være heldige at komme til at se på scenen. Klassikere, der kan genopstå i nye versioner, nye bearbejdelser og nye opsætninger.

 

Så vi vil ganske vist aldrig kunne opleve Holbergs ”Jeppe på Bjerget” som den blev spillet ved premieren i efteråret 1722 – men vi kan læse den og vi kan opleve nye iscenesættelser af den, af Oehlenschlægers ”Aladdin”, Nathansens ”Indenfor murene” eller Ørnsbos ”Majonæse”. Nye opsætninger, der forhåbentlig vil overbevise os om hvorfor netop de værker hører hjemme på en kanon over Danmarkshistoriens ypperste scenekunst.

 

Men selve det magiske møde mellem publikum og forestilling sker kun i det flygtige nu.

 

 

Se også materialet på kulturkanonens hjemmeside

 

Tore Leifer