Kulturkanon i undervisningen
 

Oehlenschlægers vej til scenekunsten.

(Henvender sig til fagene billedkunst, dansk, dramatik, engelsk, historie, musik, mediefag)

 

I forfatterens ungdomserindringer (”Erindringer 1-4” 1850-51) fylder skuespillet og scenekunsten meget. Han læser dramatikere som Goethe og Schiller, Ewald og Wessel, spiller skuespil allerede i skolen, indskriver sig på Det kgl. Teater, hvor han en tid får undervisning i fægte- synge- og danseskolerne og møder et stort antal af samtidens skuespillere, dramatikere og kritikere. Nedenstående citatmosaik kan give et indtryk af HVOR meget scenekunsten fyldte.

 

Allerede i barndommen  iscenesætter han sanselige oplevelser, har blik for ånden i naturen og sans for både det komiske og det tragiske – endnu dog kun til eget brug:

”Førend jeg forlader min barndom, må jeg endnu omtale noget, der dels årligt, dels kun én gang gjorde afbræk og forandring i mit sædvanlige liv. Det årlige var Dyrehave-rejsen(…)De fattige fiskerhytter så jeg igennem Ewalds trylleglas, og armoden forekom mig, forbunden med kækhed, nøjsomhed og eventyrlige bedrifter, langt ædlere end den mæskede ro; hvilket den unægtelig også er.(…)Men når jeg havde leet over Mester Jakel og Harlekin, der åd blår, gik jeg ind i den dybe skov og forvildede mig lidt på egen hånd.(…)Det andet eventyr, der afbrød min sædvanlige levemåde, var enkedronning Juliane Maries begravelse i Roskilde Domkirke. (…) Det var min første rejse, i en streng frost, og jeg sov om natten på et tagkammer på palæet, hvor jeg gennem en sprække så stjernerne på himlen, men jeg så også det prægtige optog med enkedronningens ligvogn; jeg så første gang den herlige kirke og dens begravelser, som jeg i senere år gentaget har besunget.”

I skoletiden går det løs med iscenesættelser, hovedroller og en udstrakt brug af fantasien – nu med publikum som vidne:

 

”Jeg har glemt at fortælle, at jeg endnu, mens jeg gik i Efterslægten, havde fået et privatteater indrettet hos en af Wincklers skolekammerater, Bødtcher, hvis fader var forvalter på det Laurvigske jernmagasin. I faderens fraværelse tillod moderen os gerne at spille i de store rummelige værelser. Jeg fik en lille trup samlet af Bødtcher, hans søster og et par andre, og nu spillede vi for en del af vore skolekammerater. (…) Det første var Den politiske Kandestøber, hvori jeg var Herman von Bremen, det andet Jeppe på Bjerget, hvori jeg var Jeppe. Hvor maskineriet svigtede, måtte fantasien komme til hjælp. Således, da jeg ingen galge havde at blive hængt i som Jeppe, hængte jeg mig med armene i døren til tilskuernes værelse, da den blev lukket op; og da jeg blev træt af at hænge, sprang jeg ned, uden at standse i scenen eller i spillet, som om slet intet underligt var foregået, hvorved jeg også reddede illusionen for tilskuerne. Winckler var Henrik og Jacob Skomager; men jeg kunne aldrig få ham til at være ordentlig; han legede med legen. (…) det vil sige, fordi han ikke satte sig ind i rollen, som vi, og spillede alvorlig med.”

 

En professionel instruktør og lidt mobning øger lidenskaben for arbejdet med rollen foran et publikum:

”Engang spillede vi et stykke, Slaven i Tunis, hos den fortræffelige skuespiller, instruktør Schwarz. Jeg spillede hovedrollen, slaven, der sukkede i sine lænker og længtes efter sin familie. Der var et helt selskab voksne folk tilstede som tilskuere. Jeg spillede den stakkels slave ret rørende, damerne græd og hr. Schwarz roste mig. Det kunne mine legekammerater ikke lide; i en stor monolog søgte de at bringe mig ud af fatningen ved at vrænge ad mig i kulissen og ved at hviske øgenavne ind til mig. Men det hjalp intet! Jeg følte kun derved min ulyksalighed dybere, og det passede just fortræffeligt for min rolle. Hr. Schwarz roste mig på ny, da stykket var tilende, og denne ros har vel bidraget sit til min beslutning et par år derefter.”

 

Oehlenschlæger tror nu at han vil være skuespiller og begynder på Det kgl. Teater under Rosings vejledning. Det varer dog ikke længe før han finder ud af, at det ikke er her, han skal finde sin berømmelse:

 

”Men jeg mærkede snart, at jeg intet kald havde til skuespillerkunsten. Den fordom, som den endnu havde at bekæmpe, generede mig slet ikke; den tirrede tværtimod min stolthed til trods og foragt; men to ting var mig modbydelige: subordination og udenadslæren. Det var mig utåleligt at lære kedsommelige roller, skrevet i et slet sprog; jeg ville i grunden helst være rent fri, se de andre spille og more mig med som tilskuer at gå på teatret og på syngeskolen i den vrimmel af unge mennesker, smukke piger – kort sagt: det var den vordende digter, der trængte til at kende teatret, som en bygmester sine murfolk og tømmerfolk. Men det vidste jeg endnu ikke dengang.”

 

Diskuter på baggrund af ovennævnte citater og evt. Illustreret Tidende nr. 281 Oehlenschlæger, Adam, som skuespiller, af Edgar Collin – en lettere kritisk beskrivelse.

  • Hvad tiltrækker henholdsvis afskrækker Oehlenschlæger ved skuespilkunsten?
  • Hvordan arbejder han med rollen?
  • Hvordan ser han på forholdet mellem skuespiller og tilskuer?
  • Hvordan ser samtiden på ham som skuespiller?
  • Hvilke spor kan aflæses i Aladdin?

 

 

Se også materialet på kulturkanonens hjemmeside

 

Peter Elung-Jensen og Johanne Winding Nordestgaard