Kulturkanon i undervisningen
 

Undervisning - folkeskolen

Det helt specielle træk ved scenekunst er, at den kun eksisterer i mødet med sit publikum, som kroppe og stemmer i tid og rum. En fastfrysning af dele af eller hele værket er ikke den rene vare, ligesom den tekst som evt. ligger til grund for opførelsen i sig selv kan være et enestående litterært mesterværk – og alligevel blive underkastet både brutal beskæring og meget fri fortolkning i en aktuel opførelse.

 

Således også med Aladdin eller den forunderlige Lampe. Ingen nulevende har set eller kan fortælle os om Bournonvilles førsteopførelse (1839), men vi har bl.a. maskinmesterprotokol, et program og en farvelagt tegning af Aladdinfiguren fra denne opførelse, vi har fotos og Carl Nielsens musik fra 1919-opførelsen, vi har Kaspar Rostrups TV-version med musik af Fuzzy – gemt i DR´s arkiver, der måske bliver digitaliserede, vi har Sebastians musik og Gladsaxe Teaters opførelse, vi har Baggaardteatret og Odense Teaters samarbejde fra 2004 fastholdt på en video – og vi har meget meget mere. 

 

Nedenstående paradigmatiske eksempler forudsætter, at lærer og elever på et eller andet tidspunkt i forløbet enten læser eventyrene om ånden i lampen eller glasset, dele af skuespillet, har set eller hørt  (klip fra) en opførelse af skuespillet fx på www.kulturkanon.dk eller ved at søge på fx Google under opførelser af Aladdin.

 

Merete Gerner Larsen