Kulturkanon i undervisningen
 

Solvognen og Hotel Pro Forma

”I brugsen spiller man musik, på Glyptoteket læser man digte, i teatret viser man billedstof. Ingen steder er det til at være i fred for noget andet.

 

Det skal være så godt med det grænseoverskridende. Jeg elsker grænser. Jeg har haft det svært med Kirsten Dehlholms teater gennem årene. Jeg kan lide amatørteater, hvis det altså er mine egne børn der spiller med. Men jeg har aldrig forstået hvad der skal der skal få én til at se på amatørskuespillere man ikke er i familie med. En god bekendt spillede med i en af Kirsten Dehlholms forestillinger på Glyptoteket, så jeg var indenom og kigge på. Og konstatere at han ikke kunne stå stille og kigge et bestemt sted hen uden at lade sig distrahere. Det distraherer mig. Jeg går i teatret for at se skuespillernes kunst. Resten tager jeg med som en nødvendig omkostning.

 

Bildte jeg mig ind, indtil jeg så Kirsten Dehlholms Orfeus på Det kgl. Teater i søndags. Det er lang tid siden jeg har haft det så godt i et teater. Og det er ikke fordi der er skuespillere med. Og slet ikke nogen af min familie. Jeg sætter mig for at finde ud af om det er hende eller mig der er sket noget med.”[1]

 

”Det sceniske udtryk er fundamentalt for alle mennesker. Det finder sted overalt som hverdag og kunst. Det er en  form for transmission af menneskets følelsesliv og tanke.”

 

Med dette citat af Per Aage Brandt indleder Kirsten Dehlholm artiklen ”Undersøgelser af verden”. Hun fortsætter: ”Forestillingen begynder med rummet, stedet. Stedet er en bygning med en tradition, en historie, et formål. Allerede der begynder forventningen, afvisningen, betænkeligheden eller lysten. Stedet medvirker til valg af publikum, mennesker der hver dag udsættes for utallige tilbud om kunst, kultur og underholdning, og som vælger til og ud fra normer, vaner, behov samt opmærksomhed eller manipulation via medierne.”[2]

 

Se endvidere på denne adresse hvad der kendetegner moderne performanceteater http://www.hotelproforma.dk/ . På Hotel Pro Formas adresse kan man finde artikler, anmeldelser, musik som eleverne kan orientere sig i. I forbindelse med Solvognens ”Julemandshær” vil følgende arbejdsopgaver være relevante:

 

  • Både Solvognen og Hotel Pro Forma anvender amatører – ikke professionelle skuespillere. Lad eleverne sammenligne amatørernes rolle i fx Hotel Pro Formas ”Snehvides Billede” med ”Julemandshæren”
  • Lad eleverne diskutere hvordan bestemte bygninger og rum indgår i ”Julemandshæren” og Hotel Pro Formas forestillinger.
  • Lad eleverne diskutere hvilken betydning det æstetiske og (kunst)politiske har i de to forestillinger
  • Lad eleverne trække nogle sammenlignende perspektiver til de økonomiske, sociale og politiske forhold i 70´erne og 90´erne

 

Skabende arbejde:

  • Lad eleverne arbejde med moderne montage af sidestillede æstetiske elementer: billede, rum, lys, lyd, spillere, musik.
  • Lad eleverne arbejde med udvalgte rum med særlig betydning, særlige traditioner fx på skolen, i byen.
  • Lad dem vælge et digt - fx af Per Aage Brandt - som de kan recitere i rummet iført kostumer og masker
  • Lad dem lave en procession, en parade med langsomheden og gentagelsen som fundament
  • Lad eleverne invitere et publikum til deres performanceteater.

 

Se også materialet på kulturkanonens hjemmeside

 

Peter Elung-Jensen

 



[1] Thomas Bredsdorff i Politiken, 9.10.1993

[2] I bogen Hotel Pro Forma (2004)