Kulturkanon i undervisningen
 

Det politiske spor

- i dansk kultur- og scenekunst i det 21. århundrede.

 

(Henvender sig til fagene billedkunst, dansk, dramatik, engelsk, historie, mediefag, musik.)

 

Den 4. juli 2006 genopstår Solvognen ved Teatergruppen Trundholm Mose – stedet hvor det arkæologiske fund blev gjort. Der arrangeres en demonstration mod USA, der har interneret fanger på Guantanamobasen. Iklædt orange fangedragter og sorte hætter over hovedet vil optoget bevæge sig gennem København som Guantanamokoret. Man vil bl.a. synge Amazing Graze. Mange af medlemmerne tilbage fra 70´erne af vil deltage.

Er det nu et af flere tegn på, at det politiske teater er på vej tilbage? Nedenstående artikel fra 2004 kan måske bidrage til at eleverne får en fornemmelse af dele af nutidens politiske scenekunst, og om den står i gæld til ”Solvognen”.

 

At (om)skabe verden - rejsende i dansk dramatik[1]

 

”Life is good in Denmark – which is why it can´t produce any decent drama.”[i]

 

Turist i dansk dramatik.

I London dominerede i slutningen af 90érne fænomenet In-Yer-Face-Theatre med dramatikeren Sarah Kane som den, der om nogen inkarnerede tidsånden – personificeret i de psykotiske, lidende og selvmordsplagede skikkelser, som vi møder i de fem skuespil, hun nåede at skrive, inden hun i 1999 tog sit eget liv. Det britiske publikum blev i de år konfronteret med og vænnet til, at lemlæstede kroppe og afskårne kønsdele var en fast bestanddel af teatret. I Danmark var Dr. Dante det teater, der kom tættest på den form for realisme med Lars Kaalunds ”I en kælder…”.

 

På den baggrund er der i  efteråret 2003 ifølge Sarah Kanes landsmand, John O´Mahony ikke meget at komme efter i dansk teater - bortset fra en enkelt 23-årig elev på Dramatikeruddannelsen under Århus Teater, Anna C. Bro, hvis dystopiske midtvejsprojekt, ”Jægergårdsgade”[ii] han betegner som både forfriskende og lovende.

 

John O´Mahony tilbragte faktisk kun en lille uges tid i Danmark som udsendt korrespondent for britiske The Guardian. Formålet var at skrive om dansk teater som et led i avisens serie om de andre europæiske landes scener. Han var ikke imponeret, hvilket fremgår af ovenstående citat og den ublide overskrift ”Rot of Stages”, som han eller The Guardian – med en fiffig allusion til Shakespeares Hamlet - gav artiklen.

 

Det var først og fremmest de danske scener, der var udset som undersøgelsesobjekt, men journalisten fik også løbende stillet danske skuespil i oversættelse til rådighed. På sin turné har han således set eller læst værker af veletablerede dramatikere som Ole Bornedal, Nikoline Wedelin, Jokum Rohde og Astrid Saalbach. Ingen af dem fandt han interessante eller realistiske nok.

Heller ikke Martin Tulinius´ hyldest til Marcel Duchamp ”Dada” på det mere eksperimenterende Teater Kaleidoskop  – kun et enkelt grotesk moment i form af et benspjættende dansenummer, der ledsagede en hyldest til selvmordet, kunne udløse lidt ros.

Alt i alt synes journalisten at mene, at kedelige, ordrige skuespil er det deprimerende resultat af et (alt for) velfungerende,  dansk velfærdssamfund. Og dog – i sidste øjeblik finder han den ene undtagelse, der bekræfter reglen, Anna C. Bro.

 

På sporet af et andet Århus

Hans ophold i Danmark faldt sammen med, at man på Det kgl. Teater, Odense Teater, Århus Teater og Aalborg Teater kunne opleve en usædvanlig nyskabelse, idet de seks nuværende elever fra Dramatikeruddannelsen ved Århus Teater hver fik opført en enakter, i det man kaldte et Midtvejs-projekt. Her overværer han  blandt andet ”Jægergårdsgade”. Skuespillet er centreret omkring en ung, incestramt kvinde, hvis far anklager hende for at være skyld i moderens død. Første gang vi hører om hende, er hun 13 år. Inden stykket er slut, har hun begået selvmord, 20 år gammel. I følge O´Mahony er det første gang han oplever, at det danske sprog ”sounded hard, stark and beguilingly poetic”.

I en samtale med Anna C. Bro undrer journalisten sig over, hvor hun, der i hans øjne er typisk dansk middelklasse – og dermed efter hans opfattelse handicappet som dramatiker - henter sin inspiration. Hemmeligheden er research  i lokalmiljøet i den gade, der i Århus ligger lige bag ved banegården og blandt de mennesker, der lever et andet og mere udsat og skrøbeligt  liv end flertallet af velfærdsdanskerne, erfarer journalisten. Ud fra det materiale hun har samlet, er ideen til skuespillet opstået.

Konklusionen i den hårdt pumpede engelske artikel synes at være, at i et velfærdssamfund som det danske, må dramatikeren  rejse ud eller søge uden for sig selv (og sin velorganiserede virkelighed),  hvis der skal komme et ”decent Drama” ud af anstrengelserne.

 

John O´Mahony er langt fra at være noget sandhedsvidne. Han er en omrejsende journalist - uden kendskab til det danske sprog eller faglig indsigt i teater og drama, der efter en lynturné på nogle få danske teatre fælder en hurtig dom på et spinkelt grundlag. Om hans kritik har hold i virkeligheden er derfor uinteressant, men at han ikke har blik for mangfoldigheden og de mere udfordrende hjørner af dansk teater og dramatik er åbenlyst.

 

På sporet af dansk mentalitet

Kritikken af velfærdsdanskernes selvtilstrækkelighed synes han imidlertid at dele med en af de mest lovende og produktive unge danske dramatikere, Thor Bjørn Krebs. I samarbejde med Teater Grob instruerede han i november 2003 på PLAN-B i Huset i Magstræde sin egen politiske revykomedie ”Europamestrene” og gav således fra scenen sit kritiske bidrag til den værdikamp som kulturminister Brian Mikkelsen tidligere på året fløjtede i gang. Her blev dansk smålighed, menneskeligt underskud og angsten for de fremmede spiddet på en sarkastisk måde og i en nærgående form, som fremkaldte erindringer om Poul Henningsens kulturradikale revyer fra besættelsestiden og Klaus Rifbjerg, Leif Panduro og Jesper Jensens politiske studenterrevyer[iii] fra 1960érne.

 

Tidligere har Thor Bjørn Krebs med ”Kunsten at vedligeholde en far” (2001) på en underholdende måde gjort op med den danske familie- og kolonihaveidyl, der i stykket dækker over højeksplosive konflikter og glemte visioner, der især kommer til udtryk i faderens figur. Hvad blev der dog af alle hans drømme om at lave verden om ?  

 

I slutningen af 2003 har også forestillingen ”Om Tommy” premiere på Caféteatret. Her går Thor Bjørn Krebs yderligere et skridt i retning ad en politisk beskrivelse af virkeligheden. Her i form af hvilke menneskelige omkostninger de politiske og militære beslutninger kan have for de unge, danske soldater, der i et romantisk håb om at redde verden, konfronteres med drab, gidseltagninger og afmagt. Stykket er således baseret på en række samtaler og interviews med hjemvendte soldater fra Eks-Jugoslavien og med overordnede fra Den Danske Internationale Brigade, ligesom dokumentarprogrammer, undersøgelser og rapporter om de psykiske eftervirkninger af deltagelse i militærtjenesten ligger til grund for hans tekst. Han kalder selv sit skuespil for et dokumentardrama. Stilen og tonen er hentet fra Faktaprogrammer og Docu-soaps på TV, scenografien er bygget op omkring et TV-studie, og således får han også påpeget det tvetydige i den rolle medierne spiller, når det virkelige livs menneskelige tragedier, der er ekstra godt stof, skal formidles.

 

Medierne synes i det hele taget at spille en større og større rolle for danske dramatikere. Både på scenen og udenfor. Der synes at være en tendens til at medier og genrer, kunst og virkelighed ikke er så skarpt afgrænsede som tidligere. I TV ser man det i form af reality-tv som ”Robinson” og ”Big Brother”, hvor den tilsyneladende ægte virkelighed og de tilfældigt opståede konflikter viser sig at være resultatet af en drejebog. Og med base i eksperimentalscenen ”Das Beckværk” på Gladsaxe Teater har dramatikeren og multikunstneren i dansk teater, Claus Beck-Nielsen, iscenesat sin helt egen hybride form for virkelighedsindgribende og bogstavelig talt grænseoverskridende politisk teater ”Det nomadiske parlament”, hvori der blandt andet indgår happenings, installationer, avisreportager og en hjemmeside, og hvor tilfældet ser ud til at spille en større rolle end i reality-tv.

 

På sporet af demokratiet

Da den dengang knap så kendte skuespiller, dramatiker og teateranmelder Claus Beck-Nielsen for nogle år siden iscenesatte sig selv  i rollen som identitetsløse Claus Nielsen med hukommelsestab og manglende personnummer på Vesterbro i København og levede blandt hjemløse, flygtninge og narkomaner, blev mange mennesker – herunder især socialarbejdere - forargede. Ja, nogle gik så vidt, at de opsagde deres abonnement på dagbladet Information, der sammen med Ekstra-Bladet havde stillet spalteplads til rådighed for det, mange mente var et uetisk ”fupnummer”.

Claus Beck-Nielsen er ikke enig. For ham som for mange andre modernistiske kunstnere er grænsen mellem værk og virkelighed porøs. I et interview med Rolf Sindø[iv] om rollen som Claus Nielsen prøver han at forklare:

 

”Den misforståelse, og i det hele taget al den forvirring, der følger Claus Nielsen på hans vej gennem verden, skyldes sikkert, at jeg bevæger ham gennem forskellige virkelighedsniveauer, genrer, medier, kunstarter, og forsøger at placere ham i en slags uafgørlighedszone, så at man aldrig kan sige præcis, hvad han er eller i hvilken kategori – virkelighed, fiktion og så videre – han hører hjemme. Men når jeg har bevæget mig derud i zonen mellem kunsten og al-anden-verden, så bliver jeg pludselig mødt med kravet om at respektere de etiske regler, som gælder i al-anden-verden.”

 

Det specielle ved den happening eller manifestation, som værket ”Claus Nielsen” udgør, er, at dramatikeren, der også er skuespiller, sætter sig selv og sin identitet i spil ude i virkeligheden og i samarbejde med medierne - med alle de personlige omkostninger, som det kan have.

 

I 2004 gør han så opmærksom på sig selv igen – i den selvvalgte rolle som bastarden i dansk dramatik. I mellemtiden har han skrevet og fået opført skuespillet ”Ci-vi-li-sa-tion” på Det kgl. Teater, og han har i forlængelse af Irak-krigen påbegyndt forestillingen ”Parlamentet”, dels med en efter hans målestok forholdsvis traditionel forestilling på ”Das Beckværk” http://www.dasbeckvaerk.dk/ , dels med debatarrangementer om demokrati og iscenesættelse ”Parlamentet i Buddinge”, og dels med en nu nedlagt hjemmeside, hvor man kan kommentere krigen og værket. På Kongens Nytorv i København har han i foråret 2003 under navnet Nielsen og sammen med Rasmussen[v] opstillet en blå Altima container, der fungerede som samtalerum om demokrati, kunst og iscenesættelse. Dette samtalerum anbringes omkring nytåret 2004 i en mindre og mere mobil version, kaldet ”Det Nomadiske Parlament” og flyves sammen med Nielsen og Rasmussen til Kuwait hvorfra de vil over grænsen til Irak og etablere deres samtalerum i Basra, Amara og Bagdad.

Scenen er altså flyttet ud i virkelighedens Irak, et land i undtagelsestilstand. Dialogen udspiller sig mellem de måske fiktive ”Nielsen og Rasmussen” og virkelige mennesker, der tilfældigvis er til stede når samtalerummet kommer forbi. Claus Beck-Nielsens reportager og fotos fra ”missionen”, som den meget tvetydigt kaldes, folder sig ud over en hel side i de fire januarudgaver af Weekendavisen – et moderne læsedrama? 

Er det skuespil eller virkelighed? Er det liv eller politisk kunst? Er det ren mediebåret galskab? Og er læseren og irakerne helt til grin? Eller er virkeligheden blevet overhalet indenom og verdensfreden et skridt nærmere på grund af en genial politisk og fredselskende missionær forklædt i rollen som Nielsen – alias dramatikeren Claus Beck-Nielsen?

 

Livet er for godt i Danmark –, konkluderede journalist John O´Mahony efter et par dages turistrejse med det blinde øje og døve øre rettet mod dansk teater og drama. Anna C. Bro, Thor Bjørn Krebs og Claus Beck-Nielsens værker dementerer dette udsagn. Som rejsende begiver de sig af sted med åbne sanser – parate til at reflektere over det de oplever. De engagerer sig lokalt, sætter sig selv på spil globalt, og med deres skuespil (om)skaber de nogle af de tunge menneskelige og demokratiske problemer, som moderne mennesker slås med -  i og udenfor Danmark – til dialog og samtaler om virkeligheden.

Det er vedkommende. Nogle gange er det også kunst.

  • Lad eleverne læse og iscenesætte nogle af de skuespil – eller scener fra spillene – som er nævnt i ovenstående materiale. Lad dem sammenligne det politiske i disse spil med Solvognens ”Julemandshær”.
  • Claus Beck-Nielsen er uddannet skuespiller på Cantabile2 - http://www.cantabile2.dk/ - han er musiker, forfatter og teaterkritiker. Analyser et af hans kunstværker ud fra forskellige (kunst)faglige synsvinkler. Kan man se spor af ”Julemandshæren” i hans måde at arbejde tværæstetisk på?
  • Diskuter om ”Ci-vi-li-sa-tion” af Claus Beck-Nielsen er et politisk skuespil, og i givet fald: hvordan harmonerer det med kravene til Det kgl. Teaters repertoire? Kunne man invitere  Solvognen til at spille på nationalscenen? http://www.kglteater.dk/ og www.wikipedie.dk - søg under opslag Det kgl. Teater.

 

Se også materialet på kulturkanonens hjemmeside.

 

 

[1] The Guardian 11.oktober 2003

[1] Udgivet af Forlaget Drama i ”Seks danske enaktere” (2003)

[1] ”Gris på gaflen”

[1] ”Hybrider – fra traditionsbevidsthed til radikaliserede litterære udtryk” Syddansk Universitetsforlag (2003)

[1] Thomas Skade-Rasmussen Strøbech, uddannet i statskundskab og litteraturvidenskab

 

 

Peter Elung-Jensen



[1] Artiklen er skrevet af Hedvig Gerner Nielsen og offentliggjort i Nordisk litteratur 2004. Den gengives med forfatterens tilladelse.

[i] The Guardian 11.oktober 2003

[ii] Udgivet af Forlaget Drama i ”Seks danske enaktere” (2003)

[iii] ”Gris på gaflen”

[iv] ”Hybrider – fra traditionsbevidsthed til radikaliserede litterære udtryk” Syddansk Universitetsforlag (2003)

[v] Thomas Skade-Rasmussen Strøbech, uddannet i statskundskab og litteraturvidenskab