Kulturkanon i undervisningen
 

Præsentation af værket

”Julemandshæren” (1974) - Teatergruppen Solvognen

”’Glædelig jul,’ råbte julemændene og begyndte at ta varerne ned fra hylderne og gi til folk. ’Nu får I lidt af det tilbage, som I har stået på fabrikkerne og lavet.’

[…] Og sikke en trængsel der blev, alle folk puffede og skubbede og ville gerne ha julegaver med hjem. Og de blev så glade og muntre, at de begyndte at synge julesange midt i butikken.

’Det er tyveri!’ råbte en inspektør, som kom løbende og begyndte at rive gaverne fra folk.

’Vel er det ej,’ sagde julemændene, ’vi gir jo bare tingene tilbage til dem, som har lavet dem.’

Og folk tog imod gaverne ligeså hurtigt, som julemændene kunne lange dem ned fra hylderne. Aldrig før havde der været så god julestemning i et stormagasin.”[1]

 

Teatergruppen Solvognens aktion i december 1974 – med 100 julemænd der op mod jul gæstede København for at demonstrere godhed, uddele gaver og protestere mod arbejdsløsheden – er et eksempel på scenekunst, der fandt sted i nuet og aldrig kan genskabes. Men det var en del af aktionen, at den for det første gav genlyd i medierne, blev omtalt i tv og aviser, og at den for det andet blev bevaret for eftertiden i børnebogen ”Da julemændene kom til byen” og Jon Bang Carlsens dokumentarfilm ”Dejlig er den himmel blå”. Citatet her foroven er hentet fra børnebogen om ”Julemandshæren”s aktion.

 

Ideen opstod i efteråret 1974, planlægningen strakte sig over et par måneder, ofte i den dybeste hemmelighed af frygt for politiets aflytning. Der blev syet 120 julemandsdragter og lavet 120 skæg, så var der altid nok til alle. Nye socialistiske julesange blev indøvet, og julemændene skulle også lære at marchere og gå i takt. ”Julemanden, som er god, vil uvægerligt komme i modsætning til et samfund, der er ondt. ”Julemandshæren” vil fremstå som den ærlige, socialistiske gruppe, der aktionerer på arbejdernes side. ”Julemandshæren” skal angribe ondets rod, ’Den Private Ejendomsret’, gennem den teatralske aktions rammer.”[2]

 

Den 18. december ankom selveste Julemanden med helikopter til en mark uden for Holbæk, hvor borgmesteren med hornorkester sørgede for en festlig velkomst. Samtidig væltede pludselig hæren af julemænd ud af Oslofærgen, der lige havde lagt til kaj i det indre København nær Amalienborg. Julemændene kommer velsagtens fra Nordpolen eller Grønland, så nærliggende er det at de kommer med båden nordfra. Et stort optog af julemænd bevæger sig gennem byen til Rådhuspladsen, de har små juletræer og flag med, som de giver til dem de møder. Senere på dagen besøger julemændene et plejehjem, hvor de synger sange for de gamle og giver dem gaver.

 

Næste dag bliver julemændene en tand rødere. De besøger københavnske skoler, afbryder undervisningen og uddeler den socialistiske ”Historiebogen” til eleverne, så de kan lære om kapitalisme, kolonialisme og udbytning af den tredje verden. En skoleinspektør tilkalder politiet, og så bliver der ikke flere skolebesøg den dag. Senere er der optræden på Rådhuspladsen med kendte musikere og skuespillere.

 

Men næste dag er det slut med gaverne og godheden, nu gælder det kampen mod kapitalismen og arbejdsløsheden. General Motors har lukket deres bilfabrik i Danmark, og arbejderne er blevet fyret. Maskinerne skal sendes til Iran, hvor arbejdskraften er billig og hvor bilerne skal laves fremover.

 

Julemændene trænger ind på fabrikkens grund, direktøren bliver vred og ophidset, men julemændene mødes med de allersidste bilarbejdere, som fra næste dag er arbejdsløse. Der bliver fest i kantinen med øl, dans og snak, indtil politiet kommer og tvinger julemændene ud fra fabrikken med førergreb.

 

Solvognens egen erklærede strategi var ikke-vold. Ingen måtte slås, ingen måtte forsvare sig mod politiet. Og derfor lod politiet også altid julemænd og andre aktionerende gå igen ret hurtigt. De havde jo ikke rigtig gjort noget. ”Tænk så fredelige tider det var dengang! Vi spillede vores roller og politiet kom troligt og spillede deres”, skriver Nina Rasmussen, som var en af Solvognens grundlæggere og frontfigurer.[3]

 

Næste dag er det så Arbejdsretten der står for tur, der hvor arbejdskonflikter bliver afgjort. ”Arbejdsretten er en klassedomstol. Riv den ned!”, lyder parolerne. Og julemændene går i gang med trykluftbor og hakker for at rive Arbejdsretten ned. Derefter griber politiet selvfølgelig ind og overmander julemændene.

 

Søndag den 22. december er en ganske særlig dag. Det er nu, julemændene vil gå ind i Magasin og give varerne tilbage til arbejderne og de arbejdsløse. Politiet er på vagt, men 48 julemænd i civil går ubesværet ind i Magasin, sætter sig roligt og venter på tegn til at tage julemandsdragten på præcis kl. 11. Pludselig er der julemænd i hele bogafdelingen, de tager bøgerne ned fra hylderne og giver dem til kunderne. ”Glædelig jul”, siger de. ”Værsgo’ og tag!” Men så kommer politiet, arresterer julemændene og fører dem ud. Der er fuldt af mennesker udenfor, og ifølge beskrivelserne holder publikum med de rare julemænd mod politiet. Folk synger julesange for at vise deres sympati. Politiet er i knibe, må tilkalde forstærkning og politihunde. Nina Rasmussen fortæller: ”Små børn græder hjerteskærende, og der synges stadig julesange da julemændene køres bort.”[4]

 

En lille gruppe julemænd undgik arrestation i første omgang og gik hen for at dele gaver ud i stormagasinet Illum; så blev også de arresteret. Men tyveri var der jo ikke rigtig tale om, ingen julemænd havde taget noget til sig selv. Så efter nogle timer bliver alle julemændene løsladt igen.

 

Og næste dag går julemændene hen i en af byens største banker for at bede om et rente- og afdragsfrit lån på 50 millioner kroner, så de kan bygge huse til de boligløse. ”Vi kræver kapital til folkets behov”. Igen kommer politiet og fjerner julemændene. De sidste juletræer og flag bliver delt ud. Det er lillejuleaften, og julemændenes besøg i København er forbi. Hvad tænker de mon om alt det, de har set?

 

Børnebogen fortæller: ”’Det har da heller aldrig været så svært at være julemand før,’ sukkede en af de ældre julemænd. ’Ja, vi har måttet slås med politiet, inspektører og direktører. Der er noget galt hernede, og det kan vist ikke nytte, at vi kun kommer til jul.’”[5] Men bogen klinger ud med yndig hvid julesne og det socialistiske håb om at folket – både arbejdere og arbejdsløse, børn og gamle – vil lave samfundet om, så det hele bliver godt.

 

Solvognens julemands-aktion medførte en pris på 20.000 kr. fra Statens Kunstfond for ”en bevidst og kunstnerisk værdifuld udvidelse af litteraturbegrebet, en sproglig handling, som direkte involverer publikum i et kritisk og skabende forhold til traditionen.”[6] Det udløste ramaskrig blandt borgerlige politikere og i flere aviser, og på mystisk vis nåede pengene ikke frem til teatergruppen. Checken blev tilsyneladende ”væk” i Kulturministeriet, vel nok fordi Solvognen stod anklaget for overtrædelse af politivedtægten og forstyrrelse af den offentlige orden. Men da julemændene blev frifundet i byretten i maj 1975, kom pengene endelig til udbetaling. Frifindelsen blev dog anket til Østre Landsret af anklagemyndigheden, og året efter fik de 45 sigtede julemænd hver en bøde på 200 kr.

 

Solvognen var en teater- og aktionsgruppe der blev dannet i 1969 for at eksperimentere med lys, musik og lyd, og som senere fik base i fristaden Christiania. Blandt deres mange gadeteater-aktioner var demonstrationer mod EF (det nuværende EU), USA og den vestlige forsvarsalliance NATO. I juni 1973 var der NATO-topmøde i København, og Solvognen sendte 100 (selvfølgelig falske) NATO-soldater ud i byen for ”at vænne civilbefolkningen til Nato’s forstærkede indsats mod samfundets subversive og anarkistiske elementer”.[7] Blandt andet prøvede en gruppe af Solvognens NATO-soldater at besætte Radiohuset, som ofte blev beskyldt for at være fuldt af ”røde lejesvende”. Og folk i byen kom i tvivl. Hvad foregik der egentlig? Var det rigtige NATO-soldater der var ved at besætte København? ”Vi ville ud på gaden og i kontakt med mennesker, vi ville bryde de traditionelle teaterrammer. Og på gaden har du jo kæmpemæssige kulisser helt gratis til disposition. Og du kan benytte institutionerne og medierne som led i teatret. Politiet spiller jo f.eks. næsten altid med.”[8]

 

I 1974 fulgte ”Julemandshæren”, og så kom Rebildfesten i 1976. Hvert år fejres den amerikanske uafhængighedsdag den 4. juli af dansk-amerikanere og andre i Rebild Bakker i Nordjylland, og i 1976 var det oven i købet USA’s 200-års-dag. Vejret var pragtfuldt, 40.000 mennesker var samlet, dronningen var der, ligesom statsministeren og den dansk-amerikanske komiker Victor Borge. Stærk politibevogtning, hjemmeværn og helikopter. 250 millioner tv-seere via satellit over hele verden. Midt i festlighederne, midt under dronningens festtale, dukkede Solvognen med forfatteren Ib Michael i spidsen op på bakkekanten som fjerklædte indianere til hest. Målet var at sætte fokus på verdens undertrykte folk, aktionen skulle have bestået af en lang række optrin og 400 fredsduer skulle have fløjet over Rebild Bakker, men politiet reagerede voldsomt, gennembankede og arresterede de demonstrerende.

 

Ud over aktionsteatret lavede Solvognen også totalteater i Den Grå Hal på Christiania. Stykker som ”Elverhøj”, ”Soldaterkammerater” og ”Købmandsliv”, der blev store succeser og var med til at skabe et nyt teatersprog i Danmark. Lyd, lys og teatermagi for fuld udblæsning.

 

Solvognens sidste forestilling var i 1982, hvorefter gruppen blev opløst. Medlemmerne havde efterhånden hver især fundet andre veje og udtryksformer. ”Hver ting har sin tid – og Solvognens tid var forbi.”[9]

 

1970’erne var en storhedstid for det politiske teater med grupper som Skifteholdet, Fiolteatret, Jomfru Ane Teatret, Solvognen og Røde Mor. Nye former for teater opstod – debatteater, arbejdspladsteater og aktionsteater.

 

I 1964 havde Socialforskningsinstituttet undersøgt danskernes fritidsvaner, og tallene viste, at kun 3 % af danskerne gik regelmæssigt i teatret. Det var lidt af et chok for kulturlivet. Kunne det virkelig passe? Og hvordan kunne man prøve at skabe teater, der var tilgængeligt for en bredere befolkning? ”Hvem spiller vi egentlig teater for?”, spurgte man sig selv.

 

Nogle så løsningen i at skabe opsøgende, politisk teater der satte problemer under debat og tog afsæt i almindelige menneskers dagligdag. Debatteater der tog ud og spillede i fagforeninger, vælgerforeninger, på højskoler, i butikscentre og ude på den enkelte virksomhed. Teater om demokrati på arbejdspladsen og i skolen, teater om ungdomsarbejdsløshed, forurening, undertrykkelse og medlemskabet af EF. Teater der skulle være afsæt for debat og ”bevidstgørelse”.

 

Teatergruppen Skifteholdet arbejdede ud fra en erklæret socialistisk målsætning, og samarbejdede f.eks. med de strejkende typografer på avisen Politiken om at lave et stykke om strejker. Fiolteatret spillede bl.a. politiske stykker af den store tyske dramatiker Bertolt Brecht og italieneren Dario Fo.

 

De nedslidte syersker i tekstilindustrien var dengang et vigtigt debatemne. Forfatteren Bente Hansen tog arbejde på en tekstilfabrik i Herning for at prøve det på sin egen krop, og skuespillerne tilbragte tre uger på fabrikken før de lavede forestillingen ”Kvinderne fra Herning”.

 

Strejkende smede, stilladsarbejdere og skraldemænd levede selv revy og teater med slagord mod kapitalen og kapitalisterne. Kunstnerkollektivet Røde Mor lavede ”rockcirkus” om det moderne samfund, og gøglerne Clausen og Petersen lavede gadecirkus, senere film. Kvindebevægelsen og rødstrømperne lavede aktioner og teater om kvindekamp og ligestilling.

 

Ingen tvivl om, hvem der var fjenden, når det f.eks. i sangene fra Solvognens ”Elverhøj” lød: ”Så vi må slås mod kapitalen, kæmpe mod de rige svin.” Indignationen og harmen var der ikke noget i vejen med, men det politiske budskab var ofte uendelig naivt og skåret ud i socialistisk pap.

 

Nogle gange blev grænsen mellem demonstration og teater flydende. Aktionsteater var en særlig måde at bruge nogle af teatrets virkemidler i det offentlige rum, som del af aktioner og demonstrationer, og her var skuespillerne ikke de eneste optrædende. Politiet var også med, de dukkede jo ofte op for at anholde julemænd og andre aktionerende, ligesom tilfældige forbipasserende kunne blive inddraget i aktionen. Og så var medierne og mediebrugerne en vigtig del af publikum. En aktion som Solvognens julemandshær eller indianerne ved Rebildfesten var nemlig ikke kun tiltænkt dem der lige var til stede. Nej, målgruppen var hele samfundet, som lærte aktionerne at kende gennem aviser, radio og tv. Og derfor er en aktion som ”Julemandshæren” også dokumenteret og bevaret for eftertiden både som børnebog og dokumentarfilm. Medieomtale, film og bog er en del af den samlede aktion.

 

Når forfatteren og dramatikeren Claus Beck-Nielsen i 2003 erklærer sit teater for ”irakisk territorium” og i 2004 vælger at rejse til Irak og USA med en lille metalboks fuld af mobilt ”demokrati”, og når han beskriver det i billeder, på nettet og i romanform, kan det opfattes som en videreførelse af det politiske aktionsteater. Virkelighed, fiktion, kunst og politik blandes, dramatikeren og hans ”stykke” bliver en overraskende aktion i samfundets politiske virkelighed.

 

Samtidig er der nogle der taler om en genkomst for det politiske teater lige nu. Nogle stykker handler direkte om George W. Bush eller grundlaget for Danmarks deltagelse i Irak-krigen. Andre stykker, f.eks. klassikere, fortolkes så man kan læse et aktuelt politisk budskab ind i dem, hvis man vil. Men de politiske paroler og de færdige løsninger fra 70’erne er væk. Som instruktøren Rune David Grue siger, teatret i dag ”handler mere om politik, end det udøver politik.”[10]

 

Nogle dramatikere og instruktører kalder det ikke ”politisk” teater, men foretrækker at tale om et ”humanistisk” teater, ”moralsk” teater eller virkelighedsteater. Nogle, som f.eks. Anna Bro, laver gerne research på stedet i månedsvis og skriver stykker med direkte afsæt i virkeligheden og virkelige mennesker i forstaden eller på asylcentret for flygtninge. Andre, som f.eks. Jokum Rohde, hævder derimod, at teatret ikke er egnet til at skildre netop politik og virkelighed.[11]

 

For os der ikke har oplevet 1970’ernes politiske teater, men kun har læst og hørt om det, kan det være svært at finde ud af, hvordan det egentlig var. Og hvor godt eller dårligt det egentlig var. Ordene ”politisk teater” får mange til at løbe skrigende bort i dag, ligesom ordet ”70’erne” har fået en uheldig klang af politisk frelsthed og naivitet.

 

Og selvfølgelig var det næppe stor teaterkunst, når velmenende skuespillere kom ud med debatteater om skiftehold og mindsteløn, eller når stilladsarbejdere og skraldemænd lavede teater om deres arbejdsforhold. Men ikke alt var kedeldragter og politiske paroler. Der var også grupper der arbejdede med fantasi og humor, med lys og lyd og magisk scenekunst.

 

Solvognen lavede både fantasifuldt aktionsteater ude i gaderne og sceneteater med base i Den Grå Hal på Christiania. Et sanseligt og visuelt teater med vægt på lys, lyd og oplevelse, som var noget af et nybrud i datidens teaterliv. Der var hos Solvognen et politisk budskab om at samfundet burde laves om, men der var helt sikkert også en stor magi og poesi – som for eksempel i ideen om at lade 100 julemænd sætte byen på den anden ende.

 

Læs mere her:

  • Da julemændene kom til byen med Solvognen. (Børnebog), Demos 1975.
  • Jørgensen, Aage (red.): Det alternative teater i Danmark, Drama 1983.
  • Kvam, Kela; Risum, Janne og Wiingaard, Jytte (red.): Dansk Teaterhistorie 2. Folkets teater, Gyldendal 1992.
  • Lundqvist, Britta: Teatret til venstre. Politisk teater i Danmark, Fremad 1984.
  • Rasmussen, Nina: Solvognen. Fortællinger fra vores ungdom, Rosinante 2002.

 

 

Se også materialet på kulturkanonens hjemmeside

 

Af Tore Leifer



[1] Da julemændene kom til byen, 1975. (Uden sidetal).

[2] Solvognens manuskript til Julemandsaktionen, citeret efter Aage Jørgensen (red.): Det alternative teater i Danmark, 1983, side 82.

[3] Nina Rasmussen: Solvognen, 2002, side 210.

[4] Do., side 213.

[5] Da julemændene kom til byen. (Uden sidetal).

[6] Citeret efter Britta Lundqvist: Teatret til venstre, 1984, side 62.

[7] Citeret efter Britta Lundqvist: Teatret til venstre, 1984, side 62.

[8] Interview i Politiken, 6. april 1975. Citeret efter Aage Jørgensen (red.): Det alternative teater i Danmark, 1983, side 86.

[9] Nina Rasmussen: Solvognen, side 405.

[10] Kulturo nr. 20, 2005. Mine kursiveringer.

[11] Interview i Berlingske Tidende, 20. januar 2005.