Kulturkanon i undervisningen
 

Præsentation

Flemming Flindt og Georges Delerue: ”Enetime” (1963)

”Enetime” er et stærkt fysisk udtryk med en idé bagved. Den tilsyneladende meningsløshed i det moderne, rodløse menneskeliv efter Anden Verdenskrig fik udtryk i det absurde teater, der som danseteatret er anaturalistisk.

 

Flemming Flindt hentede sin inspiration hos den rumænsk-franske forfatter Eugène Ionesco, hvis skuespil ”La Leçon” (1951), han i 1963 ’oversatte’ til dans. Matematik og sproglæreren, der går amok og dræber den ene elev efter den anden – 40 om dagen – bliver til en danselærer, der kvæler eleven, når de når til variationerne på tåspids.

 

Situationen er grotesk – den rene galskab – men samtidig dæmonisk. Og den er let forståelig i det sceniske spil og med mange oversættelsesmuligheder på symbolplanet:  Fra den lille terror i alverdens klasseværelser over seksuelle magtkampe til ondskab på et højere plan.

 

Formmæssigt er ”Enetime” et opgør med den klassiske ballet. Eleven vil danse ”Svanesøen”, men Flindt bryder med de skønhedsregler, den klassiske ballet hviler på. Og samtidig undsiger ”Enetime”s hele idéudsagn den harmoniske menneskeopfattelse, den klassiske ballet ofte er udtryk for. Ikke mindst hos August Bournonville, som er den tradition, Flemming Flindt er opvokset i på Det Kongelige Teater. Flindt bruger et formsprog, der i traditionel balletæstetik betragtes som grimt. Han leder efter det fysiske udtryk, der kan fortælle hans historie. Bevægelsesmæssigt spænder balletten fra helt dagligdags bevægelser over det stiliserede, næsten marionetagtige til det dramatiske og endog det lyriske, da eleven og læreren i et glimt finder ro i begyndelsen til en klassisk pas de deux, der straks bliver afbrudt.

 

Med ”Enetime” sparkede Flemming Flindt voldsomt til ballettraditionen på Det Kongelige Teater. Ballet skulle være mere end nydelige sylfider i letter tylsskørter. Ballet skulle også være pågående drama om galskab, sex og farlige kræfter i menneskesindet. Og det hele skulle udtrykkes i en helt ny æstetik.

 

Se også materialet på kulturkanonens hjemmeside

 

 

Erik Aschengreen