Kulturkanon i undervisningen
 

Udenrigspolitik

I begyndelsen af århundredet var Danmark under Christian d. 4. (1577-1648) en betydningsfuld Østersømagt. Landet rådede over områdets største flåde, og økonomien var i vækst. Kongen grundlagde nye handelsbyer og støttede byerhvervene bl.a. ved at oprette handelskompagnier. I 1625 greb han ind i Trediveårskrigen for at stå stærkere i forhold til Sverige; men led nederlag og mistede storpolitisk indflydelse, mens Sverige gik styrket ud af krigen. For at genoprette Danmarks position som Østersøområdets ledende magt indgik Christian d. 4 forhandlinger med Sveriges katolske fjender, og i 1643 besatte den svenske hær Jylland, hvorefter Torstensson-krigen mellem Sverige og Danmark, som siden 1523 havde været i union med Norge, var en realitet.

 

Svenskerne fik hjælp fra hollandske købmænd, der var interesserede i nedsættelse af Øresundstolden og derfor ønskede at mindske dansk dominans over Øresund. Den svensk-hollandske flåde sejrede, og under fredsforhandlingerne i Brømsebro 1645 måtte Danmark afstå bl.a. Gotland til Sverige og nedsætte Øresundstolden. Corfitz Ulfeldt, der var blevet rigshofmester i 1643, var hovedforhandler på dansk side ved Brømsebro.

 

Modsætningsforholdet til Sverige varede ved, også efter at Frederik d. 3. i 1648 blev konge. For at genvinde Danmarks position og de tabte besiddelser i Sverige erklærede kongen i 1657 Sverige krig og kastede hermed landet ud i de to Karl Gustav-krige fra 1657 til 1660.

 

Den første Karl Gustav-krig

Da den svenske konge, Karl d. 10. Gustav, syntes optaget med sine hære på polske slagmarker, erklærede Frederik d. 3. Sverige krig i 1657. Formålet var at styrke Danmarks internationale position og genvinde de besiddelser i Sverige, landet måtte afgive i Brømsebro. I årene inden Frederik d. 3.´s krigserklæring havde landet forsøgt med Corfitz Ulfeldt som forhandler at opnå alliancer med andre europæiske stater. Det var lykkedes at opnå aftale om gensidig hjælp med bl.a. Nederlandene i tilfælde af udenlandsk aggression.

 

Efter Frederik d. 3´s krigserklæring reagerede Karl d. 10. hurtigt og overraskende. Han foretog med sin hær et lynangreb op igennem Jylland, som hurtigt blev afvæbnet og besat. Trods dansk militær oprustning og anlæggelse af nye fæstninger i årene før Karl Gustav-krigene smuldrede det danske forsvar hurtigt. Der var heller ikke hjælp at hente fra Nederlandene, da alliancen kun indebar indgriben i tilfælde af en angrebskrig.

 

På grund af en usædvanlig streng vinter var de indenlandske danske farvande frosset til is. Det benyttede Karl d. 10. Gustav sig af, idet han med sin hær gik over isen til Fyn, (www.oresundstid.dk) Langeland og op gennem Sjælland mod København. Den danske konge måtte kapitulere og indlede fredsforhandlinger. De foregik i Roskilde (”Roskildefreden” 1658) og blev fra svensk side anført af Corfitz Ulfeldt, som i det forløbne årti havde raget uklar med Frederik d. 3. og allieret sig med den svenske konge.

 

Fredsforhandlingerne for Danmark var strenge. Landet måtte bl.a. afgive alle tidligere besiddelser øst for Øresund og forpligte sig til at forbyde ikke-nordisk flådetilstedeværelse i Østersøen. Endvidere tvang fredsaftalen den danske konge til at genind-sætte Ulfeldt i sine tidligere besiddelser.

 

Den anden Karl Gustav-krig

I månederne efter indgåelsen af Roskildefreden var der uenigheder mellem Danmark og Sverige om fortolkningen af fredsbestemmelserne, og freden var usikker. I sommeren 1658 valgte Karl Gustav at angribe Danmark på ny. Han havde problemer med at beskæftige sin store hær, men først og fremmest ønskede han med en ny krig at eliminere Danmark som Østersømagt og muligvis som stat. Denne gang indledte han et uvarslet angreb på Sjælland og gik med sin hær atter mod København, hvor han indledte en belejring.

 

Det københavnske forsvar var betydeligt stærkere end under den første Karl Gustav-krig. I månederne siden havde Frederik d. 3. imødegået stigende krav fra borgerne om mere politisk indflydelse og kritik af adelens privilegier, og det styrkede forsvarsviljen hos det københavnske borgerskab. Under belejringen af hovedstaden indgik borgerne og kongen i en fælles kamp mod svenskerne, og denne alliance fik betydning for forfatningsændringen i 1660.

 

Denne gang kom der hjælp til Danmark udefra. Dels var det utvetydigt en svensk angrebskrig mod Danmark, dels var andre europæiske lande ikke interesseret i et for stærkt Sverige, som kunne opnå fuld kontrol over Østersøområdet. Det ville true andre landes, bl.a. Nederlandenes handelsinteresser.

 

En nederlandsk flåde og en polsk/tysk hær kom Danmark til undsætning i løbet af efteråret 1658. I februar 1659 forsøgte Karl Gustav et stormløb mod København, men måtte trække sig tilbage og opgive belejringen. I august blev fredsforhandlinger under internationalt pres indledt, og det resulterede i en fredsaftale i København 1660 under deltagelse af engelske, franske og nederlandske mæglere. Fredsaftalen stadfæstede i stor udstrækning Roskildefreden, men sikrede dog fri sejlads i Østersøen for fremmede flåder. Endvidere kom Bornholm tilbage til Danmark, og Roskildefredens bestemmelser om rehabilitering af Corfitz Ulfeldt blev sløjfet. Han var i mellemtiden raget uklar også med den svenske konge.

 

De dansk-svenske Karl Gustav-krige havde formindsket den danske stat betydeligt og betydet udmarvning af den resterende del af landet: hungersnød, epidemier, ødelæggelse af produktions-apparatet, fattigdom og krigsgæld var resultatet.

 

 

Vibeke Blaksteen