Kulturkanon i undervisningen
 

Selvbiografi som genre

En selvbiografi er en levnedsbeskrivelse af ens eget liv (se f.eks. Gøngehøvdingens levnedsbeskrivelse her). Det kan der være mange grunde til at den skrivende føler trang til. Man vil gerne fremstå i et så godt et lys som muligt, eller man vil bekende alle sine synder. Eller man føler et behov for at skrive om sit liv og på den måde blive afklaret. Man kan skrive til skrivebordsskuffen, til et fremtidigt publikum - eller man har måske et helt konkret publikum i tankerne. Se hvad Leonora Christina skrev herom i bogens fortale : http://www.adl.dk og søg på Leonora Christina.

 

Det er let at definere selvbiografien. I princippet er der tale om en genre som må rubriceres som fagtekst.

En selvbiografi skal handle om hvad der faktisk er sket. Men siden hvornår har et menneske uden tøven kunnet påstå at han eller hun er 100 % objektiv? Man ændrer syn på mangt og meget i løbet af tilværelsen og hvem har så ret: Den unge der i sin tid flaksede søgende rundt eller den ældre satte forfatter? Hvem er klogest: Det fortællende eller fortalte jeg? Det selvbiograferende jeg har flere jeg’er i sig. Og de fleste selvbiografier bruger fiktive greb – bruger dialog, dramatiserer scener osv. – og da mange forfattere desuden har det med at omskrive deres eget liv, begynder det sikre fundament under selvbiografien at vakle. Selv om forfatteren bedyrer at han eller hun taler sandt, så er den litterære stil fiktiv og dermed peger den på det opdigtede.

 

Undergenrer

Der er flere undergenrer i selvbiografien. I sine memoirer bestræber den skrivende sig på at fortælle om alle de historiske begivenheder der har omgivet den skrivende. Han kan vise at han har en vis andel i den store histories gang, men fremstillingen søger at skildre det almene frem for det skrivende jeg. Som regel er memoirer forfattet af store personligheder, der udmærker sig ved at have en vis beskedenhed. Ludvig Holberg fx.

 

En anden variant af den dæmpede fremstilling er udgivelsen af dagbogen. Den kan skrives med udtalt centrum i forfatteren selv, men kan også være en nøgtern registrering af hvad der sker i verden og hvilke tanker den skrivende har gjort sig. Dagbogen behøver ikke at være en rent subjektiv genre. Den kan være påfaldende upersonlig, som tilfældet er i Villy Sørensens dagbøger.

 

Selvbiografien kan nemt blive selvoptaget. Thorkild Hansens Søforhør udmærker sig ved at være et interview som Thorkild Hansen har lavet med – Thorkild Hansen.

 

Flydende grænser

En lang række forfattere har skrevet romaner, der er meget tæt på det selvbiografiske. Det gælder fx så forskellige navne som Johannes Ewald, Suzanne Brøgger og Christina Hesselholdt, og selv om Klaus Rifbjerg ikke har udgivet en selvbiografi, kan man hævde, at hele hans forfatterskab er selvbiografisk. Bøgerne er blot udstyret med mere eller mindre tynde fiktive gevandter. Det er en smagssag om man vil læse Henrik Stangerups Fjenden i forkøbet som fiktion, en roman, eller som en regulær selvbiografi. De færreste læsere har så stor viden om den selvbiograferende, at vi kan se hvordan og hvornår der fifles med det faktuelle, hvornår der digtes på den kølige sandhed.

 

Med andre ord: selvbiografien bliver let til en særlig form for romanskriveri. Og det er ret beset de færreste forfattere, der ikke trækker på deres egne livserfaringer. Sjældent er en roman ren fiktion, sjældent er den ren selvbiografi.

 

Indhold

Selvbiografien kan hylde den skrivendes lykke og talent. Eller fremhæve hvor massiv modstand han eller hun har mødt i sit liv. Den kan have den mere eller mindre skjulte dagsorden at vise, hvordan forfatteren klogelig har fundet sig allierede i sin søgen efter et godt liv. Den tendens finder man i forskellige selvbiografier, der fremhæver en ideologi eller en religiøs tilværelsestolkning som en redningsplanke (hos katolikken Johannes Jørgensen, den radikale Georg Brandes, socialisterne Harald Herdal og Martin Andersen Nexø eller hos Chr. Kampmann), som bestræber sig på at vise hvordan den skrivende er tættest på at finde sig selv i det øjeblik han springer ud som homoseksuel og bliver en del af en periodes seksualitetsfrigørelse). Før der gik ideologisk kamp i selvbiografien, var det en genre, som kunstneren brugte til at skildre sin dannelsesproces, hvad enten den var båret af en romantisk idealisme (H.C. Andersen eller Adam Oehlenschläger), eller en lang sej udviklingsproces (Henrik Pontoppidan).

 

 

 

Udviklingen

De første selvbiografier handlede mindre om den skrivende selv. De skildrede snarere hvordan individet måtte forstås i forhold til kræfter, der var langt større end det enkelte menneske. Augustins Bekendelser (397) demonstrerer Guds almagt og menneskets underdanighed. Den borgerlige kulturs individualisme ændrer fundamentalt ved den tankegang, selv om afløserne slår på, hvordan man gør klogt i at tilpasse sig borgerlige arbejdsværdier som disciplin, nøjsomhed, sparsommelighed, dyd og ære. Franskmanden Rousseaus Bekendelser (1765-70) hylder her over for det enkelte individs kvaliteter, i særdeleshed barnet, og han peger frem mod den romantiske selvbiografi, der kulminerer med dannelsesromanen (Meir Goldschmidt).

 

Selvbiografien har altid været en skattet genre hos læserne. Et helt liv bliver genfortalt og tit bliver det tolket. Der bliver tænkt over tingene og begivenheder bliver set i et bredere perspektiv. Der er noget afklaret over selvbiografien, som sjældent ses i andre litterære fremstillinger. Men det afklarede kan også være et nummer. Ja den selvbiograferede kan endog nu om dage erklære sig selv for død, som tilfældet er i Claus Beck-Nielsens (Internt link ved klik på ord: Litteraturhenvisninger) drillende bidrag til genren. (Se: http://potklass.dsl.dk, og søg på Claus Beck-Nielsen) Det betyder nu ikke, at selvbiografien går samme vej. Den selvbiograferede kan højlydt erklære sig som forhenværende, mens selvbiografien synes udødelig populær hos såvel forfattere som publikum.

 

 

 

 

Erik Svendsen