Kulturkanon i undervisningen
 

Resume af Jammers Minde

Kongedatteren Leonora Christinas beretning har en prolog (Se: www.adl.dk, og søg på forfatteren eller værket, fortalen ligger på side 95), rettet til de børn som hun nåede at få inden hendes mand, Corfitz Ulfeldt, flygtede ud af landet og hun sat fast i Blåtårn, hvor hun boede fra 1663 til 1685.

 

”Ja, visseligen ere mine Lidelser store og mange, de ere tunge og utallige”.

 

I første del berettes detaljeret om de første tre ugers tilvænning til fangenskabet og de utallige trængsler og prøvelser, Christina bliver sat på. Hver gang klarer hun frisag, dels fordi Gud står hende bi, dels fordi hun er bomstærk og mener sig uskyldig i alle anklager. Christina identificerer sig med Det Gamle Testamentes Job, der måtte udstå syv lidelser. Det er godt skuldret af en af samfundets fineste kvinder, pludselig at skulle leve under absolut usle kår; alligevel gør den skrivende sig ikke for god: ”Jeg bekiender mine Svagheder” og ”jeg er et Menneske og fuld af menneskelige Skrøbeligheder”.

 

Anden del (Se: www.adl.dk) skildrer årene 1663 til 74 og tredje del den resterende tid op til 1685. Hvor første del er minutiøs, er de to næste mere episodiske, den sidste tredjedel i særdeleshed. Det er for længst blevet hverdag i cellen og Christina har lært at leve med det hele. Hun kan få et glasskår til at blive en kniv; snilde og intelligens forenes, og hun har også fået overtaget på de forskellige vogtere og plejere. Fremstillingen er jordnær hverdagslig; vi hører om hvordan lopper og andet utøj kan tackles, alt imens Christina opdrager på sine omgivelser. Efter 1671 bliver forholdene forbedret en anelse. Christina får lov at købe bøger og papir og bogen rummer digte, der helt er i forbilledet Thomas Kingos ånd. Den skrivende fryder sig til gengæld, når det går hendes fjender ilde. Og der er mange af dem, som ikke har Christinas viljestyrke. Den skrivende har overskud til at være cool: ”Jeg havde Rolighed inden mine Døre og forlystede mig med Læsen, Skriven og anden Hænders Arbeid, begyndte at knytte og sye paa mit Liigtøi, hvortil jeg havde kiøbt Kattun, hvidt Taft og Traad”.

 

Men Christina dør som en fri kvinde.

 

Hun bliver løsladt i 1685 og anden og tredje del af Jammers Minde er skrevet efter, at de 22 års trængsler er ophørt. Men det fremgår ikke af teksten. Givetvis fordi selvbiografien har skullet fungere som et forsvarsskrift, der skal dokumentere blodig uretfærdighed, der begås mod en heroisk kvinde og moder.

 

 

 

 

Eksempler på Leonora Christinas udskæringsarbejder fra Blåtårn (Frederiksborgmuseet)

 

 

 

 

Se også materialet på kulturkanonens hjemmeside

 

 

 

Erik Svendsen