Kulturkanon i undervisningen
 

Sociale forhold

1600-tallets Danmark så væsentligt anderledes ud end i dag. Det var et tyndt befolket land med store uopdyrkede områder og 70-80 købstæder fordelt rundt i landet. I midten af århundredet var befolkningstallet ca. 825.000, langt størstedelen af befolkningen var bønder og boede i landsbyer, mens København havde omkring 25.000 indbyggere.

 

Århundredet var præget af krige, og det påvirkede befolkningens levevilkår. Først Trediveårskrigen, som Christian d. 4. deltog i fra 1625, og siden Torstensson-og Karl Gustavkrigene) mellem Danmark og Sverige.

(Se evt. www.oresundstid.dk, 1600-tallet og søg på Karl Gustav).

 

I kølvandet på krigene fulgte misvækstår, hvor produktionen blev ødelagt, pestepidemier hærgede, og befolkningstallet faldt. En konsekvens af krigene var også stigende skattetryk, som især gik ud over bønderne. Da landet i overvejende grad var et landbrugsland, påvirkede fejlhøst og landbrugskrise også levevilkårene i byerne på grund af svigtende handel med landbrugsvarer og lav efterspørgsel efter håndværksprodukter.

 

Produktion og befolkning

Landets hovedproduktion var landbrugsvarer, især korn og brød, beregnet til hjemmemarkedet. Kun en mindre del blev eksporteret til udlandet. Bønderne udgjorde ca. 75 % af befolkningen, men ejede omkring midten af århundredet kun ca. 6 % af jorden; langt hovedparten ejedes af kongen og adelen. Bønderne var fæstebønder, som arbejdede på godsejernes jorde (hoveri) og samtidig betalte leje (landgilde) for en mindre del af jorden, som de kunne dyrke til eget brug.

 

Produktionsforholdene var generelt ustabile og udsatte for omskifteligheder i form af sygdomme, dårligt vejr og skiftende konjunkturer. I løbet af århundredet blev Danmark mere integreret i den europæiske økonomi og dermed påvirkelig overfor internationale konjunkturskift.

 

Den store sygdomsrisiko, krigene og den dårlige hygiejne, ikke mindst i byerne, var medvirkende årsager til, at middellevealderen i perioden var lav, kun ca. 30 år. Den eneste form for fødselsregulering, man kendte, var en relativ høj vielsesalder, og der blev født mange børn pr. ægtepar. En stor børnedødelighed reducerede dog børneflokken.

 

Kvindernes forhold afhang af den stand, de var født i. For middel- og underklas-sekvinderne prægede de mange børnefødsler og hårde husarbejde deres dagligdag. I adelen var dagligdagen lettere, og der var plads til privatundervisning for godsets døtre, bl.a. i sprog, musik og dans. Juridisk var kvinden ikke jævnbyrdig med manden, idet hun var underlagt først farens, siden ægtemandens myndighed. Ugifte kvinder blev underlagt en værge, mens enker havde økonomisk og juridisk myndighed. Arvereglerne for de to køn var heller ikke ens, idet sønners arv skulle tilgodeses før døtrenes.

 

Der var ikke uddannelsesmuligheder for piger, men man kunne se f.eks. enker efter håndværksmestre eller adelige lede arbejdet eller godsets forvaltning. Offentlige embeder, f.eks. i administrationen og de rådgivende organer omkring kongen var forbeholdt mænd.

 

Stænderne

Befolkningen var inddelt i 4 stænder (samfundsklasser): bønder, borgere, gejstlige og adelige. Adelen var den absolut mest magtfulde både økonomisk og politisk, det gælder i forhold til de øvrige stænder og indtil forfatningsændringen også i forhold til kongen. Herefter mindskedes adelens magt, og styreformen ændredes fra valgkongedømme med udstrakt adelsmagt til enevældigt arvekongedømme. I princippet var alle stænderne repræsenterede i stænderforsamlinger, som skulle rådgive kongen, men indkaldelsen til stænderforsamlingerne skete sjældent, og fra ca. 1600 blev bønder ikke indkaldt.

 

Bønderne

Hovedparten af bønderne var fæstebønder, dvs. havde et fæsteforhold til godsejeren. Kun en mindre del var selvejere, og andelen af selvejere mindskedes i løbet af århundredet. Fæstebønderne boede i landsbyerne, og fæsteforholdet til godsejeren indebar en række pligter. Bonden skulle arbejde på godsejerens hovedgård, det såkaldte hoveri, og en stor del af årets arbejdsdage i forbindelse med såning og høst var fæstebønderne bundet til at arbejde for godsejerne. Derudover betalte fæstebønderne landgilde i form af naturalier eller penge som leje for et mindre stykke jord, de kunne dyrke til eget forbrug. Størrelsen af landgildet blev aftalt i en fæstekontrakt. Dyrkningen af bøndernes jord foregik i fællesskab med øvrige bønder i landsbyen, det såkaldte landsbyfællesskab.

 

Der var store sociale forskelle mellem bønderne. Øverst i hierarkiet var de ganske få selvejerbønder og derefter den store gruppe af fæstebønder, som havde hus og tilhørende jord, de kunne dyrke. Herunder kom gruppen af bønder uden jordtillæggende, de såkaldte husmænd, som arbejdede fuld tid på godsejernes jorde, og længere nede i hierarkiet befandt sig de såkaldte inderster og landarbejdere, der ikke havde eget hus, men boede til leje hos fæstebønder eller godsejere. De arbejdede ofte som løsarbejdere i så- og høsttiden. Nederst i hierarkiet på landet var kriminelle, prostituerede og subsistensløse af forskellig slags.

 

I løbet af århundredet skete der en forarmning af fæstebøndernes livsvilkår. I modsætning til adelen skulle bønderne betale skat, og krige og dårlige konjunkturer forøgede skattetrykket og forringede dermed bøndernes vilkår. Samtidig var der i århundredet en tendens til øget stordrift på godserne og dermed større hovedgårdsjorde, hvilket betød stigende hoveripligt for bønderne. En stadig større del af fæstebønderne blev husmænd og landarbejdere.

 

Se evt. et eksempel på hoverireglement for fæstebønder på Lolland ved at går ind på www.grytner.dk og se i Ravnsborg lokalhistorisk Forening i deres blad nr. 14, her ligger følgende tekst: ”Hoverireglement – fæstebøndernes tilhørsforhold.”

 

Borgerne

Bybefolkningen boede i landets købstæder eller i hovedstaden København. Der var generelt i perioden en vandring fra land til by, men en modvægt til dette var, dels at mange købstæder især i Jylland blev ødelagt under svenskekrigene, dels af befolkningstallet generelt gik ned især i sidste halvdel af århundredet.

 

Borgerne udgjorde forskellige socialgrupper. De mest velstående og indflydelsesrige var storkøbmænd, hvorfra borgmestre og rådmænd blev rekrutteret. Middelklassen bestod af detailkøbmænd, der solgte varer til de lokale markeder og håndværksmestre som skomagere, smede og tømrere. Underklassen i byerne bestod af de mange menige militærfolk, svende, lærlinge, tjenestefolk og løsarbejdere, allernederst  bl.a. det store antal prostituerede. Især underklassen led under byernes dårlige boligforhold og hygiejne.

 

Handel og håndværk var organiseret i lav, som regulerede antallet af mestre og dermed produktionen af varer. Periodens handelspolitik var fra midten af århundredet merkantilistisk, hvis formål var beskyttelse af indenlandsk produktion, især ved hjælp af toldbeskyttelse mod udenlandske varer og forskellige former for erhvervsstøtte. De første fabrikker (bl.a. tekstilfabrikker) og handelskompagnier som Ostindisk Kompagni blev oprettet for at fremme det indenlandske erhvervsliv, men uden blivende succes.

 

Politisk fik især den øverste del af borgerskabet stigende indflydelse i løbet af århundredet, bl.a. i forbindelse med forfatningsændringen i 1660. Enevælden betød, at adelens gamle monopol på embeder forsvandt, og mange borgerlige blev embedsmænd knyttet til det voksende statsapparat omkring kongen.

 

Gejstligheden

Den gejstlige stand (ca. 5 % af befolkningen) var knyttede til den evangelisk-lutheranske kirke, der var blevet statskirke ved Reformationen i 1536. Også her var der store sociale forskelle: det øverste lag bestod af de teologiske professorer, der var ansat ved Universitetet i København. Store godser fulgte typisk med deres embede, og de havde forskellige privilegier bl.a. skattefrihed. Betydningsfulde var også bisperne, der var kirkens øverste ledere, og som boede på bispegårde rundt om i landet. Den menige gejstlighed bestod af sognepræster, latinskolelærere og degne, hvis vilkår varierede meget fra egn til egn, og som ofte delte forhold med de borgere og bønder, de levede iblandt.

 

I løbet af århundredet fandt der en vis økonomisk integration sted mellem borgerstand og gejstlige, idet mange præster engagerede sig i købstædernes økonomiske interesser.

 

Præsterne blev fra midten af århundredet pålagt at registrere fødsler, vielser og dødsfald i kirkebøger, hvilket førte til, at de lokale gejstlige i stadig stigende grad varetog statslige opgaver.

 

Adelen

Adelen var periodens absolut gtigste stand, hvis politiske magt imidlertid aftog efter forfatningsændringen i 1660. Adelen bestod af ca. 0,2 % af befolkningen, ejede ca. 50 % af Danmarks jord (den anden halvdel blev ejet af Kronen) og besad en række privilegier: adelige havde monopol på politisk indflydelsesrige embeder (bl.a. i rigsrådet), de var fritaget for skat, og adelsgods måtte ikke afhændes til ikke-adelige).

 

Det var derfor adelige, der stod i spidsen for administrationen både lokalt (som f.eks. lensmænd) og i København (f.eks. i Det danske Kancelli). På deres godser havde de hals- og håndsret over deres ansatte og kunne f.eks. pålægge fæstebønder straf for forseelser.

 

Der var imidlertid store forskelle indbyrdes i adelsstanden, og magtkampe og intern uenighed steg i løbet af århundredet. Generelt fandt der en koncentration sted af magt hos højadelen, hvorfra rigsrådets medlemmer rekrutteredes, og op mod magtforskydningerne i 1660 blev der skabt en adelselite bestående af få familier. Der opstod et modsætningsforhold mellem adelseliten, som dominerede rigsrådet, og lavadelen, som mistede politisk indflydelse, og hvis økonomi var påvirket af de generelle dårlige konjunkturer.

 

Se også materialet på kulturkanonens hjemmeside.

 

 

Vibeke Blaksteen