Kulturkanon i undervisningen
 

Fangenskab

Hvorfor blev Leonora Christina holdt i fangenskab – hvorfor så længe?

Efter at være blevet bortført fra England til Danmark i 1663 blev Leonora Christina uden videre indsat som fange i Blåtårn.

 

Der foregik intet, der blot kunne minde om en proces eller retssag. Det danske rige var under den tidlige enevælde langtfra et retssamfund i moderne forstand, men det betød ikke, at folk bare blev kastet i fængsel for et godt ord, hvis det passede kongen eller andre af rigets mægtige mænd. Når nogen var mistænkt for en forbrydelse, kunne der meget vel foregå en efterforskning, og det kunne også ende med en retssag, hvor vedkommende fik mulighed for at forsvare sig. Det skete slet ikke i Leonora Christinas tilfælde.

 

Årsagerne til den behandling, hun fik, skal søges i hendes mand Corfitz Ulfeldts handlinger. Han havde efter et langt og konfliktfyldt forløb indgået et forlig med kong Frederik den Tredje, hvori der indgik en række skrappe økonomiske betingelser samt indskrænket bevægelsesfrihed. Ulfeldt måtte således ikke forlade Fyn uden tilladelse.

 

Imidlertid fik parret af kongen lov til at tage på en kurbaderejse sydpå som følge af Ulfeldts dårlige helbred. Det blev dog ikke til meget kurophold, idet de i stedet tog til Nederlandene. Ulfeldt overholdt dermed ikke forliget og aftalen med kongen.

 

Nederlandene var på den tid var Europas dominerende politiske og økonomiske centrum. Det var her, de rigtig store penge var, og det var her, man kunne købe våben og skaffe sig lejesoldater. Hans motiver til at tage ophold her og hans aktiviteter på stedet gav derfor anledning til bekymring hjemme i København. Det var under opholdet i Nederlandene, at Ulfeldt sendte Leonora Christina på den skæbnesvangre rejse til London for at inddrive gæld, og som endte med hendes bortførelse til København og efterfølgende fængsling.

 

Mens hun var i London, tog Ulfeldt kontakt til Kurfyrsten af Brandenburg (området omkring Berlin) og foreslog, at han med Ulfeldts hjælp kunne styrte Frederik den Tredje og dermed blive konge af Danmark. Kurfyrsten var imidlertid ikke interesseret og lod oplysninger om Ulfeldts tilbud gå videre til Frederik den Tredje. Set fra kongens side var der tale om klokkeklart højforræderi, og han har formentlig været nervøs for, hvad Ulfeldts næste skaktræk ville blive. Derfor var det ret oplagt at forsøge at sikre sig Leonoras Christinas person, dels for at pumpe hende for oplysninger om Ulfeldts planer, dels for at have hende som gidsel. Det sidste kunne være en ”klemme” på Ulfeldt og dermed forventes at lægge en dæmper på hans aktiviteter.

 

Nervøsiteten i København blev ikke mindre af, at man havde efterretninger om mistænkelige troppebevægelser i Sverige. Det var kun tre år siden, at svenskerne med stormen på København (Se: http://www.numis.dk under artikler kan man læse i Møntavisen nr. 4 1978 ”Stormen på København 11. feb. 1659, hvor de ganske vist blev slået tilbage, havde været lige ved at erobre hele Danmark).

 

Det var også kun tre år siden, at Frederik den Tredje med noget, der bedst kan sammenlignes med et statskup, havde indført enevælde. Kongen havde revet sin håndfæstning i stykker og dermed brudt århundreders adelsvælde. I den situation måtte han meget naturligt frygte, at adelen ville forsøge at få sin gamle indflydelse tilbage. En adel der også talte adskillige af Christian den Fjerdes uægte børn og børnebørn samt adskillige svigersønner, dvs. Leonoras Christinas halvsøskende, svogre, nevøer m.fl. Det kunne således være meget praktisk at have hende siddende i Blåtårn – for alle eventualiteters skyld.

 

Eftertiden har ikke sat mange spørgsmålstegn ved Corfitz Ulfeldts rolle som landsforræder. Derimod har man ofte diskuteret Leonora Christinas eventuelle meddelagtighed. Selv siger hun i Jammers Minde, at hun under forhørene intet kunne fortælle, fordi hun intet vidste. De fleste senere historikere har været tilbøjelige til at tage dette for gode varer. Ud fra et efterretningssynspunkt ser det således ikke ud til, at Frederik den Tredje fik særlig meget ud af kidnapningen af Leonora Christina i England i 1663.

 

Corfitz Ulfeldt døde allerede i vinteren 1664, truslerne udefra mindskedes op gennem 1660’erne, og enevælden stabiliseredes ret hurtigt som rigets nye, tidssvarende styreform. De mulige politiske grunde til Leonora Christinas fængsling svandt således ind, og hun blev jo ikke holdt fanget for at afsone en straf, hun var idømt – så hvorfor skulle hun vente på at blive løsladt til 1685?

 

Den mest udbredte forklaring – og som Leonora Christina muligvis selv har bidraget til gennem Jammers Minde - er, at dronning Sophie Amalie nærede et voldsomt had til hende. Og at dronningen havde så stor indflydelse på sin ægtefælle og siden sin søn, der blev konge i 1670, at hun var i stand til at forhindre Leonora Christinas frigivelse frem til sin død i 1685.

 

Se også materialet på kulturkanonens hjemmeside.

 

 

 

Stig O. Carlsen