Kulturkanon i undervisningen
 

Hvor har vi Jammers Minde fra?

Da Leonora Christina døde i 1698 i Maribo Kloster, var det ikke nogen hemmelighed, at der blandt hendes ejendele befandt sig et større håndskrift, som hun havde arbejdet med under sit fangenskab i Blåtårn. En af hendes døtre var lidt i tvivl om, hvad hun skulle stille op med det, men besluttede at sende det til en bror, der opholdt sig i udlandet. Hendes følgebrev, der hverken er dateret eller underskrevet, er bevaret. Med moderne retskrivning ser det sådan ud:

 

”Denne bog handler om, hvad vores salige fru Moder er hændt i hendes fængsel. Jeg har ikke kunnet resolvere mig til at brænde den, ihvorvel at dens læsning har givet mig liden fornøjelse, eftersom de adskillige hændelser alle betreffer hendes bedrøvelige tilstand. Endelig er det ikke unyttigt at vide, hvorledes det med hende er forfaret, mens det ikke er fornødent, at den kommer i fremmede hænder, thi det kunne hænde sig, at den kunne glæde dem, som endnu kunne være til overs af vores hadere”

 

Siden gik håndskriftet i arv i Ulfeldtslægten i Tyskland og Østrig. Da slægtens mandslinje uddøde, nedarvedes håndskriftet i den østrigske greveslægt Waldstein. Selv om de ikke kunne læse håndskriftet, var Waldsteinerne klar over, hvor det stammede fra, og betragtede det som et slægtsklenodie.

 

I Danmark kendte man ikke til håndskriftets eksistens. I 1868 hørte den danske gensandt i Wien om det og lånte det af daværende grev Waldstein. Han tog det med til København med henblik på at få bekræftet dets ægthed. Det var ikke vanskeligt, da der er overleveret adskillige breve og andre papirer med Leonora Christinas håndskrift, som man kunne sammenligne med. Allerede i 1869 blev Jammers Minde udgivet i bogform og blev udsendt i flere ret store oplag i de følgende årtier. Håndskriftet vendte i første om-gang tilbage til sine ejere. I dag befinder det sig på Frederiksborg Slot.

 

Se et foto af manuskriptet her.

 

Se også materialet på kulturkanonens hjemmeside.

 

 

Stig O. Carlsen