Kulturkanon i undervisningen
 

Forfatningsændringen 1660

De svensk-danske Karl Gustav-krige og de efterfølgende fredsslutninger havde efterladt landet stærkt geografisk formindsket og økonomisk forarmet. Samtidig synliggjorde krigene indre politiske modsætninger mellem stænderne og skubbede til magtbalancen i landet, så en forfatningsændring blev konsekvensen. Danmark ændrede sig fra at være et valgkongedømme med stærk adelsmagt til at blive et arveligt enevældigt kongedømme, hvorved magtbalancen forskubbedes til fordel for en stærk central kongemagt med hovedsæde i København (se: www.oresundstid.dk)

 

Rigsrådet og kongen

Rigsrådet var det mest magtfulde regeringsorgan indtil forfatningsændringen i 1660. Det var kongen, der under hensyntagen til sædvaner og adelige privilegier nedsatte rigsrådet, og dets medlemmer rekrutteredes fra højadelen. Grundlaget for rigsrådets magt var dets ret til at vælge en ny konge og til at udforme en håndfæstning, som satte rammerne for kongens magtudøvelse.

 

Under Christian d. 4. var magtbalancen mellem rigsråd og konge i perioder i kongens favør. Kongens indtægter var gode, bl.a. på grund af Øresundstolden, og Christian d. 4. gik imod rigsrådets ønske ind i Trediveårskrigen. For at sikre sig støtte fra rigsrådet manøvrerede Christian d. 4. strategisk ved at indsætte sine svigersønner, bl.a. Corfitz Ulfeldt i rigsrådets embeder. I 1643 blev Ulfeldt rigshofmester, leder af rigsrådet, og dermed kongens nærmeste rådgiver og højre hånd. Ulfeldts og hans kone, Leonora Christinas magtposition vakte misundelse i andre adelige kredse og hos Hertug Frederik, Leonora Christinas halvbror og den senere konge.

 

 

 

 

Christian d. 4. døde i 1648, og de første måneder derefter var Corfitz Ulfeldt landets ubestridte leder. Da Frederik d. 3. blev valgt af rigsrådet som ny konge, markerede rigsrådet sin magt. Den nye konge måtte underskrive arvekongedømmets hidtil mest restriktive håndfæstning. Den gav rigsrådet vetoret i mange beslutninger og blev kulminationen på adelsvældet i Danmark. For Frederik d. 3. blev det en vigtig strategi at mindske ”svigersønnernes” indflydelse i rigsrådet, især Corfitz Ulfeldts. Senere muliggjorde udenrigspolitiske forandringer og indenrigspolitisk magtforskydning, at hele rigsrådsinstitutionen kunne stå for skud.

 

Baggrunden for forfatningsændringen

Den umiddelbare baggrund for indførelsen af enevælde var de sociale og politiske forandringer, som svenskekrigene førte med sig.

 

De voldsomme ødelæggelser og store udgifter til krigsførelse efterlod landet med stor gæld. Forsøget på at finde udveje for gældsbyrden var den officielle anledning til den indkaldelse af stænderforsamlingerne, som Frederik d. 3. foretog i 1660, og som var startskuddet til forfatningsændringen. I befolkningen havde de dårlige tider ført stigende utilfredshed med adelen og rigsrådet med sig, bl.a. fordi dele af adelen havde allieret sig med svenskerne. I perioden mellem de to Karl Gustav-krige steg utilfredsheden blandt borgerne i København. De gjorde adelen ansvarlig for landets dårlige situation og krævede indgreb i adelens privilegier, krav, som Frederik d. 3. var positivt stemt over for. Den senere alliance mellem borgere og kongen under Københavns belejring forstærkede borgernes selvfølelse og ønske om at få del i den politiske indflydelse, ligesom kongen kunne udnytte borgernes velvilje i magtkampen med rigsrådet. Samtidig var en del af långiverne i forbindelse med statens store gæld velhavende borgere, og det forøgede borgerskabets magtposition.

 

På lidt længere sigt havde en tendens til centralisering, bl.a. i forbindelse med skatteopkrævning, skabt grobund for en stærk centralstat.

 

Også andre steder i Europa var udviklingen gået mod enevældig kongemagt, bl.a. i Frankrig.

 

En af 1600-tallets naturretsfilosoffer, Thomas Hobbes, beskrev enevælden som den ypperste statsform. Ifølge Hobbes var menneskets naturtilstand præget af kaos og egoistisk magtkamp, og for at sikre orden og fremskridt i samfundet må folket frivilligt overlade al magt til en enevældig monark, som herefter hersker til folkets og helhedens bedste. (Se: www.frederiksborgmuseet.dk gå til Short guide)

 

Indførelsen af enevælde

Forfatningsændringen fra valgkongedømme (se: http://www.kongehuset.dk) og adelsvælde til enevældigt arvekongedømme skete i flere faser. I august 1660 indkaldte Frederik d. 3 til stænderforsamlinger for at løse landets økonomiske krise, indkaldt blev de privilegerede stænder, adel og gejstlige, og én af de såkaldte ufrie stænder, nemlig borgerne. Bønderne derimod ikke.

 

I første fase blev kongedømmet gjort arveligt. Toneangivende i denne fase var gejstlige og borgere, der sammen udfordrede den svækkede adel og pegede på en styrkelse af kongemagten, ikke mindst set i lyset af Frederik d. 3`s indsats under den anden Karl Gustav-krig, hvor han var blevet et patriotisk symbol i kampen mod svenskernes belejring. For at understrege nødvendigheden af ændringen og indirekte true rigsråd og adel satte kongen København i militær undtagelsestilstand. Ophævelsen af rigsrådets ret til at udfærdige håndfæstning var en konsekvens af indførelsen af arvekongedømme.

 

Stænderne havde været inddraget i afskaffelsen af valgkongedømmet, men næste fase i forfatningsændringen: indførelsen af enevælde, skete uden stænderforsamlingens medvirken. Dette skridt var et resultat af Frederik d. 3´s udnyttelse af sine manøvremuligheder overfor et svækket rigsråd i en periode, hvor folkestemningen var adelsfjendtlig og kongetro.

 

Der blev udfærdiget en enevoldsarveregeringsakt, som proklamerede, at kongens magt var absolut. Regeringsakten var udformet som en slags ”herskerkontrakt”, som i overensstemmelse med Thomas Hobbes naturretstanker stadfæstede folkets frivillige overdragelse af al magt til kongen. I 1664 udarbejdede Peter Griffenfeldt Kongeloven, der blev grundlaget for den enevældige kongemagt. Kongeloven fastslår magtens udelelighed, samlet i kongens person, understreger forestillingen om folkets frivillige overdragelse af magten og betoner, at enevælden er i overensstemmelse med Guds vilje. Kongeloven er Europas eneste nedskrevne, enevældige grundlov.

 

Konsekvenser af forfatningsændringen

Indførelsen af enevælde medførte en begyndende opløsning af det hidtil gældende forhold mellem stænderne, især mellem adelen og borgerne. Adelen mistede de fleste af sine privilegier, bl.a. skattefriheden og monopolet på embeder. Til gengæld fik borgerlige adgang til offentlige embeder, ikke mindst i forbindelse med udbygningen af statsadministrationen.

 

Den gamle adel, som bl.a. havde domineret rigsrådet, mistede efterhånden sin dominans i de rådgivende organer tæt på kongen. Til gengæld skabte det nye system nye adelige titler, således at den enevældige konge gennem adling af f.eks. indflydelsesrige borgere kunne knytte disse til sig og dermed stadfæste sin magt.

 

I årene efter enevældens indførelse, bl.a. under Griffenfeldts indflydelse, blev både lokal- og statsadministration skabt om efter nye strukturer. Forfatningsændringen betød en kraftig udbygning af det centrale embedsmandsbureaukrati omkring kongen i København, og det gjorde hovedstaden og hoffet dominerende politisk, økonomisk og kulturelt. Den centrale kontrol over lokaladministrationen i købstæder og amter (tidligere len) voksede, og med sin merkantilistiske politik strammede kongen grebet om byerhvervene. Det store flertal af befolkningen, bønderne, var fortsat fæstebønder og underlagt godsejerne, der nu måske var borgerlige.

 

Se også materialet på kulturkanonens hjemmeside

 

 

Vibeke Blaksteen