Kulturkanon i undervisningen
 

Anmeldelser

Anmelderne skrev:

”Omgivet af Guds skønne Natur udvikler dette uskønne Liv sig: den bakkede Kyst, den hvælvede Himmel, Enge og Marker – hele dette Stykke rige Danmark med Fattigdommens  Forbandelse over saa mange. Disse Naturbilleder er vore Filmsfotografer her som altid Mestre i at optage.”

Social Demokraten 21.12.1946

 

”Ditte Menneskebarn som film er blevet en tragisk idyl, romanen er næsten alt andet….. Hertil er flere årsager: den overmåde smukke fotografering…

Svend Kragh-Jacobsen i Berlingske Tidende 21.12.1946

 

Mærket P skrev i Børsen 21.12.1946 blandt andet:

Ditte Menneskebarn er en roman, og filmen bærer i mangt og meget præg af at være en filmatisering, men i dette tilfælde gør det ikke noget. Emnet og miljøet må behandles så bredt som i en roman, hvis der ikke skal gå noget af den særegne stemning tabt. Og Ditte Menneskebarn er en bred film. Bjarne Henning-Jensen har sat den i scene med stor vægt lagt på det ugribelige, der fra sprog i ord og ordets klang skal føres over til det talte ord og billede, og det er i forbavsende grad lykkedes ham at gennemføre denne forvandling.

 

Filmens første del er så henrivende fin i samspillet mellem den lille pige Ditte, Jette Ziegler Kehlet og bedstemoderen, Karen Poulsen, at man frygter fortsættelsen ikke vil stå mål dermed, men det gør den, og det i høj grad takket være Tove Maës. Den unge skuespillerinde ejer ikke blot ydret, men også sindet til det lille menneske som naiv og troskyldig tager de første skridt ad den underlige vej der er livet.

 

Karen Lykkehus har næppe nogensinde ydet bedre kunst end her som Dittes mor Sørine, der kommer så galt af sted. Det er ikke noget rart menneske, hun viser os, men skildringen er sand og ærlig. Det virker som en selvmodsigelse, at Edvin Tiemroth er den eneste, der med sin elskelige Lars Peter virker lidt romanagtig, næsten usandsynlig sympatisk. Han er blevet et begreb, menneskelig godhed og tålmod personificeret.

 

I øvrigt vil det være overflødigt at nævne flere navne, for selv de mindste roller er en smuk sten i den store mosaik. Herman D. Koppels musik er god, og verner Jensens fotografi ofte smuk. Hans billeder omfatter meget, men passer i Nexø-stilen.

Ditte Menneskebarn er en smuk og god film, og den vil få stor og fortjent, langvarig succes.