Kulturkanon i undervisningen
 

Neorealisme

Neorealismebetyder hverdagsrealismens indtog i filmen. Italiensk film havde i 30’ernes og 40’ernes været præget af eskapisme og statsstyret propaganda for fascismen. De unge filmskabere måtte derfor efter krigen opfinde en ny måde at lave film på der passede til de nye omstændigheder. Mange studier var blevet ødelagt under krigen og det største i Rom, Cinecittá, blev brugt som kaserne hvilket tvang instruktørerne udendørs for at filme. De brugte gaderne, almindelige mennesker og rigtige historier i deres film. Det gav filmene friskhed, ungdommelighed og autenticitet i formen og social sandhed og næstekærlig humanisme i indholdet.

De ændrede ved måden historien blev fortalt på. Som mest benyttede manuskriptforfatter Cesare Zavattini beskriver det:

 

”Når man tidligere gennemtænkte ideen til en film om, lad os sige, en strejke, opfandt man straks en handling. Og strejken blev baggrundenstæppe for filmen. I dag … beskriver vi selve strejken… vi har en ubegrænset tillid til ting, fakta og mennesker.”

 

Sight and Sound, Vol. 23, nr. 2, okt. 1953