Kulturkanon i undervisningen
 

Tyende

Tyende er tjenestefolk på landet

Ditte og hendes familie er fattige. De må ernære sig som de nu kan, og børnene må arbejde som tyende. Ditte kommer ud at tjene på Bakkegården da hun er blevet konfirmeret. Tyendet fik kost og logi i en tid hvor det at sulte var helt almindeligt. (Sørine taler om at Ditte ligger dem til last.) Det var et problem for fattige familier at mætte en ekstra mund. Børn måtte derfor hjælpe til. Helt ned til 9 års alderen blev de sendt hjemmefra for at tjene. I nogle tilfælde (som bl.a. i Dittes) fik man lidt løn.

Tyendet – drenge, karle, piger var den lavest rangerende gruppe på landet. De var fæstet (ansat) for et halvt år ad gangen. De havde en (skudsmåls)bog med datoerne for ansættelse og afskedigelse. Manglede den sidste dato, måtte man ikke ansætte den unge. Det vil sige at hvis man løb af pladsen, kunne man ikke finde ny plads hvor man for sin arbejdskraft fik mad og tag over hovedet.

 

Som Søren Mørch skriver i Den ny Danmarkshistorie1880-1960:

”Arbejdstiden var lang, om sommeren ofte 11-12 timer. Ferie var utænkelig og søndagsfriheden gik på skift mellem folkene, dyrene skulle jo passes.”

Tyende havde ikke valgret idet mænd skulle ”have egen husstand” for at kunne stemme; kvinder fik først stemmeret med grundlovsændringen i 1915.

Husbonden havde revselsesret. Det vil sige han - eller hun (Bakkegården styres jo med hård hånd af Karen) havde ret til at slå unge mænd under 18 og piger under 16.

 

Tyendeloven blev lavet for at beskytte tyendet i 1854 (den havde dog som oftest den modsatte effekt) og blev ophævet i 1921.

 

I årene 1868-1900 udvandrede 47.656 karle (man har ikke tal for pigerne) fortrinsvist til Nordamerika fordi der ikke var udsigter til at de kunne få deres egen gård. Derfor ville de være henvist til at være daglejere (som er landarbejdere med egen husstand med uden jord nok til at kunne leve af det). Sådan som Lars Peter er det.