Kulturkanon i undervisningen
 

Programmet

Hele Martin Andersen Nexøs tekst til programmet:

Romanen om Ditte Menneskebarn er beretningen om proletarkvinden, sådan som hendes tilværelse med få undtagelser formede sig helt op i begyndelsen af dette århundrede -: om hendes endeløse slid, hendes utrættelige omsorg, hendes aldrig glippende offervilje. Så ubemærket hendes liv forløb, har hun måske bidraget mere til udfaldet af underklassens endeløse kamp for menneskeværdighed end hendes mandlige partnere; gennem århundreders ørkenvandring blev det hende, der måtte bære den tungeste ende af tilværelsen. Allerede som småtøs, der selv trængte til moderømhed, måtte hun som regel være mor for endnu mindre søskende; og siden fulgte det hende livet igennem: kravet om moderkærlighed. Ditte – menneskebarnet – har i sin aldrig svigtende forsorg, sin liden på andres vegne gjort sig fortjent til navnet Menneskehedens Moder, dens mater dolorosa. Er det muligt andet end at elske hende, og give hende en glorie, en helteglorie, i sit hjerte? Kommer noget andet heltemod overhovedet op mod det mod, den udholdenhed, og tapperhed, hvormed hun har båret byrden af de hårde, onde tider for menneskehedens store flertal? Om dette menneskebarn og hendes utallige søstre kan man sige, deres mod tiltog i styrke der hvor mandens glippede og som drev ham på værtshus, ved nederlaget.

 

Hende - smertens, men også fortrøstningens moder-  ville jeg sætte et minde med min bog. Og har med glæde konstateret, at også filmen løser denne opgave smukt.”

Martin Andersen Nexø om filmen ved dens premiere i programmet.