Kulturkanon i undervisningen
 

Bjarne Henning-Jensen

Bjarne Henning-Jensen (1908-1995) debuterede i 1943 med komedien Naar man kun er ung  som foregår blandt kunstnerbohemer i København og har Edvin Tiemroth i hovedrollen. (Det er den samme skuespiller som spiller Dittes nye ’far’ Lars Peter.) Han fik et dansk og internationalt gennembrud med filmatiseringen af første bind af Martin Andersen Nexøs 5 binds roman Ditte Menneskebarn (1917-21) i 1946.

Bjarne Henning-Jensen blev assisteret af sin kone Astrid og de havde på skift læst manuskriptet (som de selv havde skrevet) op for Andersen Nexø som havde godkendt det. Nordisk Film producerede Ditte Menneskebarn og den blev selskabets største succes i perioden 1945-48. Den indtjente 400.000 kr. i Danmark og 250.000 i udlandet.

 

Filmen havde dansk premiere 20. december 1946 og vandt Prix Internationale på Venedig-festivalen i 1947. Her blev den sammenlignet med den samtidige italienske neorealisme (se link 8).

”Men ingen af os anede, at det var neorealisme, vi interesserede os for livet uden for studierne, vi var hadere af dekorationer og elskede mennesker, usminkede… vi har aldrig siden anvendt sminke.”

(Bjarne Henning-Jensen i brev til filmkritikeren Bjørn Rasmussen, oktober 1967)

Om sin æstetiske metode fortæller instruktøren igen i et brev til Bjørn Rasmussen i 1957:

Jeg gennemfotograferede hele filmen med Leica først – for at finde de rigtige tidspunkter for scenerne og for at se landskabets virkning i kompositionen. Den blev (…) taget tidlig morgen og meget sen eftermiddag, det som gir den ejendommelige tone og hårdhed, men også uvirkelige, u-sommerlige stemning.”

 

Tidligere havde Bjarne Henning-Jensen lavet mange dokumentarfilm og kortfilm hvilket han vendte tilbage til – altid i samarbejde med Astrid Henning-Jensen. Han lavede ikke siden en så stor succes som Ditte Menneskebarn.

 

Baseret på Morten Piil: Danske filminstruktører, Gyldendal 2005

 

Se i øvrigt et interview med Bjarne Henning-Jensen på VHS: Svend Aage Lorenzen: Eventyret om dansk film 10, Det danske Filminstitut 1996 (15 min inde)

Se også materialet på kulturkanonens hjemmeside.