Kulturkanon i undervisningen
 

Fortælleren og forfatteren

Det åbne i individuationsmotivet og det åbne i fortællingsfilosofien hos Karen Blixen stemmer således over ens. Det dækker over, at de kræfter, der er på spil i individuationen og i den kunstneriske proces, færdes på en scene, hvor de både er synlige og usynlige. Instinkt, drøm inspiration og billeddannelse bevæger sig ad veje, som er gennemløbet før. Der findes derfor også som tidligere nævnt en verden af kulisser og artefakter fra tidligere gennemløb i form af myter, arketyper, fortællinger, arkitektur og billeder, som man kan spejle sig i. Men individuationen skal jo gennemløbes forfra af hvert enkelt menneske i de omgivelser, hvor han eller hun står. Og her er der ikke længere nogen civilisatorisk større orden, der garanterer fælles erfaringer. Den blev afviklet i det 1800-tal, som Karen Blixen ynder at færdes i.

 

De individuationsfortolkninger, som Karen Blixen lægger frem, er forankrede i fortællingernes egen struktur og billeddannelse. De kan ikke reduktivt bekræftes gennem referencer til andre nyere teoridannelser, fx Jung, Freud eller Lacan. I den forstand ligger Karen Blixen som forfatter selv under for den usikkerhed og ironi, der præger hendes personer. Litteraturhistorisk set placerer forfatterskabet sig i en sensymbolistisk og modernistisk position, hvor det er forfatteren selv, der gennem sin kunst garanterer for sit tilværelsesudsagn.

 

Litteraturforskeren Charlotte Engberg slutter sin bog om Karen Blixen (Billedets ekko, 2000, s. 242) med følgende betragtning: Fortællingernes splintrede episke struktur, det ofte uklare forhold mellem indre og ydre virkelighed, nedbrydningen af vores almindelige forestillinger om tid, rum og kausalitet, den påfaldende forkærlighed for refleksion – som inkluderer overvejelser over eget stof og egne virkemidler – samt de talløse anvendelser af et vældigt kultur- og dannelsesunivers som sit stof er ikke bare kendetegnende for Blixens fortællinger, men typiske karakteristika ved videre dele af det 20 århundredes kunst.

 

Det er da også karakteristisk, at Vintereventyr som samling har en åben slutning. Læserne og Charlie Despard får til sidst i samlingen deres opbyggelige historie med et tilhørende delfisk svar: ”Verden hænger sammen, som to aflåsede skrin, hvoraf det ene gemmer nøglen til det andet.” - og selv dette budskab relativeres yderligere: Charlie sagde: ”Det var en meget god Historie,” og tilføjede: ”Jeg går hjem nu. Jeg tror, jeg kan sove i Nat.”

   Men da han havde røget sin Cigaret til Ende, rejste han sig ikke, men blev siddende tilbagelænet i Stolen, i dybe Tanker. ”Nej ,” sagde han lidt efter, ”ikke nogen virkelig god Historie. Men der var noget i den, som man kunne arbejde med. Man kunde faa en god Historie ud af den.”

 

Åbenheden, tvetydigheden, ironien går således hånd i hånd med fortællingernes udprægede stræben efter mening, orden og skæbne. Det sidste har lokket mange læsere til, som syntes, at der her var tale om en eksistentialistisk litteratur, som fremtvang svar ud af livet. Men alle, som har søgt mere faste fortolkninger end dem, som lå i fortællingerne selv, er blevet tilbagevist af Karen Blixen, da hun levede, selv de, der kom tæt på hende..

 

Megen Blixen-forskning har forsøgt at forstå det unikke ved forfatterskabet ved at sætte det i relation til det personlige og biografiske. Det har været fristende, fordi Karen Blixens livsskæbne rummer en sammensathed, der ækvivalerer forfatterskabets. Det har også været fristende, fordi Karen Blixen helt i tråd med sine fortællinger tog forfatterrollen på sig ind i sit private liv. Så meget at Baronessen og hendes stemme for nogle læsere næsten spærrede adgangen til fortællingerne selv. Den fare eksisterer næppe i dag. Og det vil da også være naturligt at efterkomme elevernes interesse for at høre nærmere om den forfatter, som står bag Vintereventyrs fortællinger. Her vil en visning af Christian Braad Thomsens film Karen Blixen - Storyteller (portrætfilm 1996, 90 minutter)

være en rigtig god og nem løsning. Filmen kan købes eller fås hos Statens Filmcentral. En anden mulighed vil være at besøge Karen Blixen-museet på Rungstedlund eller blot søge oplysninger via museets hjemmeside. Til den gruppe elever, der vil have en overskuelig og letlæst oversigt, vil jeg anbefale Tone Selboes bog Karen Blixen. En introduktion (1999).

 

Der findes fremragende enkeltanalyser rundt om i forskellige værker af forskellige af fortællingerne fra Vintereventyr. Den mest sammenfattende og grundige læsning af hele samlingen findes dog stadig i Robert Langbaums bog: Mulm, Stråler og Latter (1964).

 

Ønsker man et indtryk af de forskellige slags læsninger og analyser, der er lagt ned over forfatterskabet gennem årene, så finder man en meget fin, både loyal og kritisk, forskningsoversigt frem til 1999 i anden del af Bo Hakon Jørgensens disputats om Karen Blixen Siden hen (1999).

 

 

Se også materialet på kulturkanonens hjemmeside

 

Lars Tonnesen