Kulturkanon i undervisningen
 

At blive sig selv

Til at karakterisere denne gennemgående tolkningstematik i Vintereventyrs historier kan det være en fordel at indføre individuationsmotivet. Individuation skal her forstå som den gradvise gennembrydning af grundlæggende kræfter i den enkelte person. Den finder sted hele livet i en vekselvirkning mellem de instinktive kræfter og længsler, som man er udstyret med, og så de miljømæssige prægninger og hæmninger, som former, men også begrænser individets udfoldelser af dets væsen. Individuationen forløber i faser knyttet til det biologiske og sociale liv og kendes også fra populærpsykologien, fx som trodsalderen, puberteten eller midtvejskrisen. Der er tale om naturlige eksistentielle tilpasninger, som dog ofte sker i ryk. Har der været tale om ekstreme opvækstforhold eller særligt undertrykkende prægninger, kan individuationen også ske mere eksplosivt, som voldsomme kriser, depressioner, opbrud, forvandlinger og erkendelser. Vintereventyr giver en lang række fortrolige skildringer af sådanne individuationsprocesser. De begivenheder, som indtræder i de forskellige hovedpersoners liv i Vintereventyr, kommer som kaldet, fordi de modsvarer et stor indre længsel. De er dermed med til at forløse en indre, ofte ubevidst konflikt, som skaber ny frisættende energi, der fører til et andet liv eller til en anden forståelse af det liv, personen fører. Frisættelsen og den ny forståelse er uomgængelige og også befriende, men ikke nødvendigvis lykkeskabende. Tværtom, undertiden er den tragisk og dødelig.

Her skal motivet eftergås i en række af fortællingerne.

 

Skibsdrengens Fortælling

Den indledende historie Skibsdrengens Fortælling fungerer som en slags ouverture til dette individuationsmotiv. Det er en halvt realistisk, halvt eventyrlig historie. Den er stramt komponeret i en klar symmetri, der demonstrerer tilværelsens dybeste kræfter og en højere gengældende retfærdighed. I første halvdel redder skibsdrengen Simon midt i Middelhavet en vandrefalk fri af skibets takkelage højt oppe i stormasten. Efter kampen for at få den fri hugger den ham i fingeren, og han slår den i hovedet, stopper den under blusen og bugserer den ned på dækket. Herfra får den lov at flyve bort. To år senere som letmatros forelsker han sig under en landlov i Bodø i en ung piges dejlige runde ansigt. Drevet af fuldmånen og længslen efter pigen sniger han sig næste aften atter i land. Han begæres af en stor russisk sømand, kæmper sig fri med en kniv og når såret frem til pigen, hvor han får sit kys, men er truet af afsløring og forfølgere. Han reddes af en mystisk og synsk lappekvinde, der viser sig at være forbundet med både månen og den vandrefalk, Simon frelste for to år siden. I en nøje repetition af de første begivenheder stikker hun sig i fingeren med Simons dolk for at forklare Simons blodige tøj, og frigør ham derved listigt fra forfølgerne. Hun tager kniven fra ham og lover ham et langt liv på havet som en tro sømand, idet hun frisættende betaler det oprindelige slag tilbage, så det sortner for drengens øjne. Og her slutter fortællingen så: Saaledes kom Skibsdrengen tilbage til sit skib ”Hebe”, der skulde lette Anker næste Dag ved Middagstid, og levede så længe, at han kunne fortælle denne historie.

   Et naturligt elevspørgsmål vil være: Fik Skibsdrengen så også den pige, som han havde stræbt sådan at nå frem til, og som sværger, at hun nu aldrig vil gifte sig med andre end ham? Vi ved det det ikke. Det vigtige var, står der, at Skibsdrengen når tilbage til ”Hebe” (gudinden for ungdom og skønhed!) og får et liv til at fortælle denne historie.

   Fortællingen er en syndefaldshistorie. Den handler om indgangen til det erotiske, som er forbundet med perversion, blod og død. Men det erotiske er også en positiv kvinde- og naturmagt. Nora, den unge pige, er én figuration af denne magt, lappekvinden en anden og stærkere, månen og skibet Hebe igen andre figurationer. Det vigtige er ikke den enkelte kvinde, pointen er i stedet, at den erotiske kraft findes i tilværelsen, og at man har mødt den og anerkendt den. Mødet løfter skibsdrengens liv op på et højere niveau. Han er indgået i tilværelsens komplementære orden. Hans eksistens har fået ny betydning, fordi den rummer en historie, der kan og skal fortælles. En historie som fortæller os om, hvordan man kan omgås de erotiske kræfter og slippe godt fra det. Her ligger tolkningspositionen.

 

Fra det gamle Danmark

I Fra det gamle Danmark møder vi Kong Erik Glipping i en urolig nat. Den kun 27 årige konge føler sig udlevet i forhold til de fornøjelser og pligter, en konge kan dyrke. En fjern stjerne, Venus eller Mariastjernen, drager hans sind væk fra verden, indad og opad. Han suspenderer dagens forretninger og rider fra slottet til kysten fulgt af ungdomsvennen, præsten Sune. Besøget gælder deres fælles læremester, den gamle vender og troldkarl Grantze. På grænsen mellem vand og land, mellem præsten og troldkarlen og i en indre opbrudstemning slår begivenheden til. Den fisk, Gratnze skal til at ryge og servere, rummer en fornem fingerring. Selskabet diskuterer dette enestående tilfælde. Sune fastslår, at ringen er i Sandhed en Gave fra Skæbnen selv, men han afstår fra at tyde tegnet. I stedet siger han: Dette ved jeg, at alle Begivenheder faar deres Betydning gennem de Menneskers Sindelag, som de rammer, og ingen udvortes Hændelse er den samme for to Mænd på Jorden. Sune ser nærmere på ringen med dens blå sten og genkender den som Fru Ingeborgs, hustru til Marsken Stig Andersen. Den er tabt under en sejltur ved Hjelm, som Sune deltog i, samlet op af en fisk, som gik under båden. Jf. ’Den blå historie’ fra Den unge Mand med Nelliken. Det besynderlige tilfælde skaber overmodsfantasier hos Kongen, men også billeder af den berømmede smukke Fru Ingeborg med de blå øjne. Historien slutter med Grantzes flertydige ord: Se, Herre! Fisken har svømmet og er blevet fanget, nu er den ristet og tilberedt. Nu staar der kun tilbage for dig Herre, at æde den. Tiden er inde, dit Maaltid venter på dig.

   Få måneder senere dræbes Kong Erik Glipping i Finderup Lade, som de fleste nok ved. Marsk Stig Andersen og en række andre adelsmænd anklages for mordet. Motivet bag mordet er formentlig et magtopgør, men folkelige kilder har også tilskrevet Stig Andersen et jalousimotiv.

   Det usandsynlige fund af ringen skaber en retning for Kongens vaklende sjælstilstand, en frisættelse af jegets eroskræfter, men rettet udefter mod magtudøvelse og seksualitet. Som den synske Grantzes ord antyder, og som den vidende læser også ser, så er det en fatal pointe og tolkning, som Kong Erik giver begivenheden.

 

Det forhold, at tekstens udsigelse inkluderer et beredskab og en viden hos læseren, gælder hos Blixen ikke bare de tekstlige spor og allusioner, det gælder også som her en bestemt ydre viden. Hvis den ikke aktiveres, ser man ikke skrinets dobbeltbund og får ikke fat i den nøgle, der ligger der og giver indsigt i fortællingens tragiske ironi og i illusioners natur.

 

Sorg-Agre

Samlingens vel mest kendte fortælling Sorg-Agre rummer en lignende inddragelse af læserens forståelse. På fornem vis får Karen Blixen sammenkædet den perspektivsættende indledning om Herregårdenes og de store slægters historie, den unge arving Adams tilbagekomst til barndomshjemmet hos den barnløse onkel, den gamle godsejer med den unge frue og så den dramatiske historie, hvor en mor gennem at meje en mark på en dag kan løskøbe sin mistænkte søn fra en dom for ildspåsættelse. Handlingen afvikles over den ene varme sommerdag, hvor moderen præsterer det umulige, men dør af det. Parallelt med denne ydre handlingstråd udfolder der sig en række store diskussioner mellem Adam og ”Herren”, onklen, der har opsat straffen og løskøbelsesmuligheden. Liberalismens og oplysningstidens nye friheds- og menneskerettighedsideer sættes over for feudalismens tænkning, individualisme og humanisme over for slægt og overordnet bestemmelse, dyd over for magt og nødvendighed. Adam oprøres først over onklens magtvilkårlighed, senere ændrer han delvis opfattelse. Eftermiddagens diskussioner drejer sig nu om det tragiske over for det komiske. Onklens synspunkt er: – den selv samme Skæbne, der, idet den rammer Bonden eller Borgeren tager tragisk Skikkelse, bliver over for en sand Aristokrat, opløftet til komik. Paa den Esprit og paa den Gratie, hvormed vi da accepterer vor Skæbne, skal vor sande aristokratiske Natur kendes. Som yderligere en handlingstråd fortælles der om den unge frue og om Adams opvartning af hende. Samtidig med at det bliver tydeligere, at bondekonen måske nok når at meje ageren, men formentlig også vil dø af det, skærpes Adams oprørslyst og vilje til at rejse igen til det nye Amerika. Alligevel ender det med, at Adam bliver – for en tid. Den dramatiske begivenhed på ageren bliver også begivenheden for ham. Tolkningen og pointen, der fører frem til Adams fortsatte forbliven på herregården, meddeles diskret og indirekte.I stedet bliver det realiseringen af ofret, konens og sønnens tragiske historie og navnet Sorg-Agre, som dramatisk slutter fortællingen. Også for Adam er der et nødvendigt offer at bringe, indser han i løbet af dagen, men det i den komiske genre og i slægtsmæssig anonymitet. Med opvartningen af den gamle onkels unge kone kan han sikre slægtens fortsættelse på herresædet. Han finder hjem, han finder sin bestemmelse, men må efterfølgende udvandre.

 

Det drømmende Barn og Alkmene – to adoptionshistorier

For en række af fortællingerne gælder det, at der er en tydelig modstilling mellem et borgerligt og kristent miljø præget af anstændighed og respektabilitet og så nogle kræfter, der kommer indefra eller udefra, og som bunder i instinkter, drift og natur. Både i Alkmene og i Det drømmende barn møder vi ægtepar, som er strandet i en barnløshedssituation, der også har en mere symbolsk betydning. Til begge ægtepar og deres hjem kommer på forunderlig vis, som den omvæltende begivenhed, et helt anderledes adoptivbarn. I Det drømmende barn dør adoptivbarnet Jens dog kort tid efter, men hans væsen har i den grad fornyet og forrykket de livsværdier, som skibsrederparrets tilværelse var baseret på, at de begge omfortolker deres tidligere liv og væsen og får tildelt et nyt fortsat liv. Mere tragisk går det for adoptivbarnet Alkmene. Hendes omgivelser fascineres af hende, sider af deres væsen får nyt liv også hos barndomsvennen og fortælleren Vilhelm, men de er så bundne af deres hæmmende miljø, at de kvæster Alkmene, som bliver til en tragisk potenseret figur besat af gerrighed. Uforstående følger forældrene og Vilhelm dette udviklingsforløb uden at se deres medskyld og paralleliteten i deres eget forskertsede liv.

 

Peter og Rosa

I Peter og Rosa følger vi det opbrud, som sker i den unge mand og piges væsen. Begge er præget af præstegårdsmiljøet, Rosa som præstens datter, Peter som en slags stedsøn i huset. Peters forældre er døde, Rosas moder døde ved datterens fødsel. Peter og Rosa er opvokset sammen som to søskende, men nu er kønnet og livsforventningerne kommet imellem dem. Men det er også disse adskillende kræfter, der igen forener dem. Udløst af foråret og et fugletræk bestemmer Peter sig for at stikke af for at blive sømand. Rosa sladrer, men hjælper alligevel Peter til flugt. Sammen søger de mod Helsingør, men drukner undervejs på isen i det dragende hav i en mærkelig bekræftelse af Peters sømandsdrømme og deres fælles kærlighed. Men måske også straffet af Rosas forræderi og halve væsen.

 

Individuationsmotivet gør sig gældende i alle Vintereventyrs historier. Mennesket udfordres på forskellige tidspunkter i sit liv af kræfter udefra eller indefra. En hidtidig orden anfægtes og en ny retning og en ny balance skal findes. Skiftende sjælstilstande finder deres spejlinger og afklaringer i mennesker, begivenheder og omgivelser. Men der gives intet facit og ingen garanti. Det enkelte menneske skal selv finde den konfiguration, der bedst dækker hans livssituation og de væsenskræfter, der behersker ham. Næsten alle historier ender tragisk, men i forskellige tonelejer. Den enkeltes persons bestræbelser kommer næsten altid til kort i forhold til den større historie og det større rum, der omgiver ham eller hende. Forløsningen ligger i bestræbelsen og i anerkendelsen af, at bestræbelsen ofte bliver belønnet på en helt anden måde af tilværelsen end den, man oprindelig havde ønsket sig, tydeligt i fx Historien om en Perle.

 

 

Se også materialet på kulturkanonens hjemmeside

 

Lars Tonnesen