Kulturkanon i undervisningen
 

Novellens triade

- Fortæller, begivenhed og pointe

Til det udstyr, som kan være eleverne til stor hjælp i deres rejse gennem fortællingerne, hører naturligt en genreovervejelse. Hvad er en historie, en fortælling, en novelle, et vintereventyr? Karen Blixen benytter selv udtrykket fortælling og beskrev sig som ”story-teller”. Der er dog ikke megen mundtlighed over den blixenske fortælling. Der er i stedet tale om højt stiliserede, stofligt tunge og særdeles raffinerede beretninger. De forskellige samlinger af fortællinger har så fået en underbestemmelse, som i højere grad er signalerende end definerende: ’fantastiske fortællinger’, ’skæbnefortællinger’ og her altså ’vintereventyr’. Titlen refererer til William Shakespeares ord A sad tale’s best for winter. Mest eventyrlig er den første historie Skibsdrengens Fortælling, mest vinterlig Peter og Rosa, både vinterlig og eventyrlig er slutfortællingen En opbyggelig historie. Fælles for alle fortællingerne er det vinterlige i overført betydning som en tragisk grundtone.

 

I Alkmene har vi en jegfortæller, upålidelig, som hos Steen Steensen Blicher. Men det sædvanlige hos Blixen og alle samlingens øvrige fortællinger er en alvidende fortæller, som beretter historien. Undervejs optræder der dog ofte andre fortællere med deres mindre historier og fortællinger. Der skiftes dog sjældent stil. Grundlæggende holdes den samme kultiverede og disciplinerede fortællemåde, uanset hvem fortællingen lægges i munden på. I den forstand er der tale om en klassisk fortælling, en klassisk novelle. Og det er også her i denne tradition fra 1001 nats eventyr, over Boccaccios Decameron og videre til den romantiske novelle hos Heinrich von Kleist og E. T. A. Hoffman, at Karen Blixen har fundet sine forlæg.

 

Ifølge Søren Baggesen i Den Blicherske Novelle (1965) kendetegnes den klassiske novelle af tre forhold. Det første er, at der er tale om fortalte begivenheder. Handlingen har udspillet sig, og nu berettes der om den i en overskuende og fortolkende beretning. Fortælleren bliver et vigtigt bindeled mellem det fortalte og læseren. Identifikationen forskyder sig fra personerne og begivenhederne til fortællingen, og undertiden også til fortælleren. Ofte er der en ramme uden om den egentlige fortælling.

   Det andet punkt er, at novellen fokuserer på en afgørende begivenhed, som mennesker kommer ud for, som de reagerer på og søger at fortolke. Begivenheden kan opleves som ekstrahumane kræfters indslag i menneskelivet, men den kan også være mere tilfældig, men så alligevel omvæltende og afslørende. Det er karakteristisk for den klassiske novelle, modsat den moderne novelle, short story’en, at den beskæftiger sig mere med menneskenes vilkår end med menneskene selv.

   Endelig som det tredje er der pointen. Hvor begivenheden er ”determinationspunktet”, den afgørende forstyrrelse og indgriben, der er pointen ”tolkningspunktet”, dvs. der hvor begivenheden bliver placeret og fortolket. Som Søren Baggesen skriver: I kraft af sin centrering i menneskets vilkår tenderer novellen mod en perspektivform, som åbner sig mod en helhedstolkning af tilværelsen.

 

Denne triade: fortæller, begivenhed og pointe er en både åben og enkel model, som kan hjælpe eleverne til at få et overblik over hver enkelt fortællings grundkomposition. Den kan præsenteres under den eksemplariske læsning. Modellen kan herefter bruges af de enkelte elevgrupper til at få hold på netop deres fortælling. Efterfølgende kan den også bruges i den fælles opsamling og karakteristik. De tre grundbegreber kan benyttes til at få et sammenlignende overblik over den kunstneriske mekanik, der indgår i fortællingernes varierede gennemspilning af en bestemt tilværelsesindsigt.

 

Hvordan melder begivenheden sig? Ofte i en forholdsvis banal hændelse eller skikkelse. Men når den først har vist sig, afslører den sin sande natur gennem de sind, der reagerer på den.

   En vandrefalk bliver fanget i et netværk og hjælpes fri, en mand går forkert på et hotel og lægger sig i sengen hos en fremmed dame, et perlehalsbånd går itu og efter reparationen er der en perle mere i, en mand opdager, at hans elskede egentlig er en anden, end hun udgiver sig for, en mand møder en jordisk gudinde, en barnløs kvinde adopterer et drømmende barn, et indskrænket miljø udfordres af et guddommeligt barn, en konge finder en ring, en ung mand oplever et fugletræk, en ung mand møder et tragisk offer, en kriseramt forfatter møder en opbyggelig historie.

 

I de fleste historier er det rimelig nemt at identificere begivenheden og fastslå determinationspunktet. Det er også en oplagt øvelse at vise, hvordan fortællingen i sit forløb er bygget op omkring en klar pointestruktur, der både rummer den obligate overraskelseseffekt og en tilhørende perspektiverende fortolkning. Noget sværere er det derefter for læseren at fastslå og vurdere indholdet af fortolkningen. Hvad er det egentlig, der foregår i disse vintereventyrlige fortællinger, og hvad er det for en forløsning og forståelse, personerne og fortælleren når frem til.

Det er tydeligt, at fortællingernes afsluttende fortolkninger ikke knytter an til andre religiøse eller filosofiske forståelser. Som det fremgår af det afsluttende citat fra Livets Veje, så er indebyrden af Kristi lidelseshistorie ikke åbenbaringen af det guddommelige og forsonende, men det, at der kommer en tekst ud af det! - en trosartikel som er til trøst for halvdelen af verdens mennesker. Afslutningen hos Karen Blixen sker ikke som en åbenbarelse af en højere værdi, men som åbenbarelsen af en sammenhæng for personerne, der giver mening, en stork! I den blixenske historie består såvel personernes som læserens forløsning i, at vi er deltagere i en fortælling, den der bliver bevidst for personerne, og den der dermed samtidig færdiggøres for læseren. Forløsningen garanteres af fortælleren, der har indsat sig selv som skaber af fortællingen.

   Garantien kan opleves på to måder. Dels æstetisk: Fungerer beretningen? Kan vi følge personerne både i deres oplevelser, fejltagelser og i pointens afsluttende indsigter? Er den motiveret handlingsmæssigt, stemningsmæssigt, symbolsk? Dels psykologisk og erfaringsmæssigt: Kan vi genkende og anerkende det, der foregår? Dette sidste har at gøre med den tolkningstematik, som forener alle historierne. Først på det personale plan, hvor alle aktørerne i Vintereventyrs fortællinger kastes ud i kriser, gennem hvilke de skal finde sig selv. Siden på det fortællemæssige plan, hvor læseren parallelt skal medtolke det, der sker i forhold til at forstå og anerkende fortællingen for sig selv.

 

Se også materialet på kulturkanonens hjemmeside

 

Lars Tonnesen