Kulturkanon i undervisningen
 

Mytologiseringen

- at sætte tilværelsen i perspektiv

Med stor selvfølgelighed springer fortællingerne i Vintereventyr rundt på den europæiske geografiske, historiske og kulturelle scene. Med skibsdrengen Simon fra Middelhavet til Bodø i det nordligste Norge, med forfatteren Charlie Despard mellem Antwerpen og Paris, med den nygifte Jensine i Historien om en Perle mellem Gammel Strand og Hardangers fjelde, med Axel Leth på kurhotel i Baden-Baden, med Frederick Lamond i Heloise på flugt fra Berlin til Saarburg – og siden London og Paris. Og alligevel er samlingen her mindre eksotisk og global end Syv fantastiske Fortællinger. Fem af historierne bevæger sig i rent danske miljøer, men nu også med større spring bagud i historien. Ældst i Fra det gamle Danmark med den middelalderlige historie om kong Erik Glipping på Søborg Slot. Sorg-Agre har et indledende panorama, der i en storslået kortform aflæser det kulturhistoriske landskab fra middelalder til fortællingens egen tid i slutningen af 1700-tallet. I fortællingen Alkmene tages vi med til den jyske provins i det tidlige 1800-tal, som vi kender fra Blicher. Endelig er vi i Det drømmende barn og Peter og Rosa tilbage i det blixenske kerneland, Øresundskysten, med Bredgade og Charlottenlund, Søllerød og Helsingør.

 

Samlingens fortællinger er i deres handlingsmiljøer spændt ud i et ganske stort felt af tid og sted, historisk og geografisk. Men også af rum. Denne rumlige udvidelse sker på flere måder. På den ene side gennem de indskud af yderligere historier og markante diskussioner, som præger mange af fortællingerne, men også gennem en stadig indskrivning af mytologiske, litterære, bibelske og billedkunstneriske referencer. De personer, som fremvises, lades op, fx gennem den implicitte fortællers direkte perspektiveringer. Æneas Snell fra En opbyggelig Historie har således ikke bare et forjættende navn – han præsenteres direkte som mystisk og mytisk person: Han hed Æneas Snell, eller han kaldte sig saaledes, - for til trods for hans vennesæle og aabne væsen var hans Oprindelse og Fortid dunkel, selv for hans Venner. Det blev fortalt, at han engang havde været Præst og var blevet udstødt af Kirken. Senere hen havde han praktiseret som Læge i Hudsygdomme og havde haft fremgang i denne Profession. Han havde rejst baade i Europa, Afrika og Asien, og havde lært mange Steder og Mænd at kende. Ingen store, skæbnesvangre Hændelser, hverken lykkelige eller ulykkelige, syntes nogensinde at have mødt ham personlig. Men det var faldet i hans Lod at være til stede, hvor mærkelige Begivenheder, Dramaer og Katastrofer, fandt sted. Andre gange sker perspektiveringen personalt, som når den teologistuderende Frederick Lamond fortolker den unge, smukke Madame Heloïse, i historien af samme navn, ud fra sine museumsoplevelser i Berlin. For skønt hun var saa fuldendt og raffineret moderne i hele sin Fremtoning, var hun dog uden al Tvivl i Slægt med Tizians og Veroneses Gudinder. Hendes lange Slangekrøller skinnede med samme blege Guldglans som deres, hun førte sig med den samme kvindelige Majestæt som den, hvormed de dansede, vandrede eller tronede i deres Sæde, og hendes Hud havde samme underfulde Friskhed og Lysfylde som deres guddommelige, hvide Lemmer.” Historiens dramatiske scene ved den fransk-tyske grænse, sammenstødet mellem den tyske officer og den lille gruppe flygtninge anført af den smukke Heloise, hvor tarvelig udfordring om kropslig ydmygelse står overfor aristokratisk afvisning, bekræfter Fredericks antagelse og betagelse. År senere sørger den implicitte fortæller for at Frederick, nu som forlovet professor, i Paris på engang får bekræftet sin antagelse og radikalt må omfortolke den. På en varieté genkender og møder han Heloise som stripper, den blændende hovedperson i tableauet og balletten Dianas Hævn. I denne, men også i andre historier møder fortællingens mikrokosmos den store histories makrokosmos. Her den fransk-tyske krig, i Historien om en Perle den første slesvigske krig, i Fra Det gamle Danmark kongemordet i Finderup Lade, i Sorg-Agre overgangen mellem feudalisme og liberalisme.  De konkrete historiske referencer gives dog altid diskret, selvfølgeligt og lidt ubestemt. Det historiske dyrkes ikke for sin egen skyld som præcision. Den dyrkes som et vilkår, vi er underlagt, en stemthed, der giver vores liv og valg betydning. Alle fortællingerne er lagt bagud i den historiske tid. Deres personer og begivenheder er født med et historisk perspektiv. Samtidig berettes alle fortællingerne retrospektivt, formidlet af en fortæller men også i selve beretningen og beskrivelserne af miljøerne og personernes tanker betones tidens gang. Individet optræder altid på en større scene, hvor nogen er gået forud, og nogen vil følge efter. På denne scene får ting og omgivelser en særlig værdi, hologramagtigt spejler de traditionen. Landskaber, bygninger, kunstværker, fortællinger, beklædning, smykker, vers, navne rummer alle en oprindelig prægning, en akkumuleret erfaring, som kan genlæses og genbruges. I Sorge-Agre får denne tankegang sin flotteste gennemspilning. Men dette historiske er noget kategorialt for den blixenske fortælling og for Blixens tilværelsessyn. I alle fortællinger er aktører og begivenheder placeret i et særligt betonet tidsligt og historisk rum. Ikke fordi Karen Blixen er optaget af mentalitetshistorien, selv om de svundne miljøer og deres tankegang giver afsæt for en større tydelighed og anskuelighed. Tvært om. Det historiske perspektiv hos Blixen suspenderer nærmest den materielle historie og opretter en slags al-tid. Det historiske hos Karen Blixen er først og fremmest et kunstnerisk virkemiddel til at skabe et særligt tolkningsafsæt, et olympisk perspektiv. Der hvor liv kan fortættes og anskues – som fortælling.

 

Til denne historiske og tidsmæssige perspektivering og mytologisering føjer sig den naturmæssige. Naturmotivet slås an i Skibsdrengens fortælling. Havets element, månekraften er sammen med det erotiske en del af det magiske rum, som afsløres i denne indledende fortælling. Og gennem alle de øvrige fortællinger danner landskaber og scenerier et akkompagnement til historiens forløb og personernes oplevelser, der ofte overskrider det ydre og realistiske og stiliseres som symbol. Det kan ske i en næsten allegorisk udgave som i afslutningen af De standhaftige Slaveejere, hvor Axel Leth, hovedpersonen forstår de to søstres umulige projekt med at foregive på skiftende kursteder, at de er et fornemt par, en adelig frøken og hendes guvernante, ved at iagttage et vandfald:

 

Hans Blik hvilede paa Vandfaldet. Den klare Strøm sprang ud mellem Mosset og Stenene som en mægtig lysende Søjle. Dens ædle Form forblev uforandret, hele Dagen igennem, og om Natten, naar ingen saa paa den. Midt i Faldet var der en lille fremspringende Kaskade, hvor det nedfaldende Vand stødte mod en Klippesten, ogsaa den stod uforanderlig, som et frisk Brud i Faldets Marmor. Hvis han kom tilbage om ti eller tyve Aar, vilde det se ud som nu, som et harmonisk, blivende Kunstværk. Og dog var det her, fra Sekund til Sekund, nye Vandmasser, der slyngedes over Klipperanden, styrtedes i Afgrunden, knustes og forsvandt. Det var en fortsat Tilintetgørelse, en konstant Hvirvel, en uafladelig Katastrofe.

   Findes der, tænkte han, lidt svimmel ved at se paa Vandfaldet, i Menneskelivet en tilsvarende paradoksal Væren? Kan man der bestaa som dødsdømt, bevare Kontinuiteten i Nedstyrtningen, og hævde Ligevægten midt i en evig, klassisk Flugt og Bortilen?

 

Den unge fornemme pige som han forelsker sig i, må han afstå fra, for at hun ikke skal blive afsløret. Det sker i respekt for de to søstres fælles projekt, og for at pigen fortsat kan fremstå i den ideelle skikkelse som fornem, smuk og uopnåelig. I stedet opnår Axel en ny indsigt i tilværelsens muligheder. I andre fortællinger især i Fra det gamle Danmark og Peter og Rosa danner naturbeskrivelserne en fortsat spejlende strøm, der lyrisk understøtter de stemnings- og følelsesskift, som hovedpersonerne gennemløber, og symbolsk udpeger de halvt ubevidste energier og sjælebilleder, der driver dem.

 

Endnu er de blixenske fortællinger ikke udgivet med forklarende fodnoter. Det ville også virke fodslæbende i forhold til den selvfølgelighed og elegance, hvormed både fortæller og personer færdes i et omfattende spejlings- og referenceunivers. Den rimeligste pædagogiske løsning er at benytte den eksemplariske læsning til at hjælpe eleverne til i første omgang med overskud at se og nyde den iscenesættelse og perspektiveringskunst, der ligger på næsten alle niveauer i den blixenske fortælling. Sidenhen – som det så ofte hedder hos Blixen - må de så under perspektiveringen vende tilbage og se, at denne mytologiseringsteknik repræsenterer en kunst- og livsopfattelse, der bag elegancen og masken også rummer en udsathed, en ironi og strenghed, som er yderst moderne. De blixenske tekstskrin er alle historiske, fornemt dekorerede, smukt forede, fyldt med mange rum, flere nøgler, men også med en dobbeltbund.

 

Se også materialet på kulturkanonens hjemmeside

 

Lars Tonnesen