Kulturkanon i undervisningen
 

Fortællingen

- Livets Veje

I forberedelsen til at læse Blixen er det stadig et sikkert pædagogisk scoop at præsentere den berømte fabel, Livets Veje fra Den afrikanske Farm om fiskeren, der vækkes om natten og jages ud af sit hus og trekantede have, rundt om søen, ned i en række grøfter og op igen, frem til et brud på en dæmning, som han reparerer, og hjem igen. Tilsyneladende en banal begivenhed indtil han den følgende morgen skuer ud af sit hus og ser ruten, som fortælleren samtidig har tegnet på tavlen, afbilde en stork!

   Man skal så også huske at få de reflekterende og perspektiverende betragtninger med som følger efter. ”Den mørke, trange Vej jeg løber paa, den dybe Grube hvori jeg nu ligger, paa hvilken Fugl kan de vel være Kløerne? Naar mit Livs Tegning er fuldført, skal da jeg, skal da andre Folk se en Stork? Her sætter Karen Blixen selv en perspektivering ind, som både er generel, men også personlig dækkende for den måde, hun selv evnede at begribe sit liv på og efter hjemkomsten fra Afrika omstille det til en virksomhed som forfatter. Og hun fortsætter:

   Infandum Regina jubes renovare dolorem: Troja i Flammer, syv Aars Landflygtighed, tretten gode Skibe gaaet tabt. Hvad skal der komme ud af det? ”Uovertruffen Elegance, majestætisk Værdighed og uforlignelig Sødme.”

   Man læser den kristne Kirkes anden Trosartikel med Forfærdelse. ”Ophængt paa Korset, nedtaget og begravet, nedfaret til Helvede, på den tredje Dag igen opstanden, siddende ved Guds, den Almægtiges højre Haand, hvorfra han skal komme at dømme Levende og Døde.” Hvor det gaar op og ned, mere frygteligt endnu end for Manden i Historien. Hvad kommer der ud af det? Den anden artikel i den halve Verdens Trosbekendelse.

 

Det er tydeligt at Blixens fortællekunst som hos H.C. Andersen fungerer på mange planer. Fra dey naivt humoristiske til det spirituelt og litterært eksistentielle. Samtidig er det påfaldende, hvordan al livsudfoldelse først får betydning som tegn, tekst og fortælling. Trojas fald og kampene om byen afføder Iliaden og Æneiden. Og selv Kristus lidelseshistorie ses ikke som en guddommelig åbenbaring og soning, men som udgangspunktet for en bekendende og bærende tekst for den halve menneskehed.

   Når Karen Blixen taler om Gud eller alluderer til de bibelske historier, sker det ud fra en personlig og eksistentiel tilgang. De opfattes som myte og fortælling på linje med andre myter, symboler og tegn, som vi kan spejle os i, når vi af vores livs mange tildragelser processuelt skal finde en bane og se en mening.

 

 

Se også materialet på kulturkanonens hjemmeside

 

Lars Tonnesen