Kulturkanon i undervisningen
 

De to skrin

I Blixens fortællinger er den fysiske handling meget begrænset. Der er kun i begrænset omfang indre dialog, formidlet af fortælleren, og ingen direkte bevidsthedsstrøm. Dermed er der ikke lagt op til umiddelbar indleven og identifikation. Der er i stedet tale om en åbning af albums, en fremvisen af portrætter, tableauer, landskaber, forevist af en fortæller, som stille og roligt folder en mangfoldighed af historier og dialoger ud, som gemmer sig i de fremlagte billeder. En rigdom af landskaber, miljøer, scener, konversationer og anekdoter, der knopskydende, spejler og belyser hinanden. Ikke bare fortællingens indhold, men også måden, det formidles på, stilen og arrangementet, tonefaldet og fortællerrollen, er afgørende. I samlingens sidste fortælling skildres en fortællescene direkte. Ja hele fortællingen har kunstværket og kunstnerens vilkår som emne. En fræk måde at åbne læsningen af Vintereventyr kunne derfor være at begynde bagfra. En opbyggelig historie diskuterer metamæssigt den fortællingsfilosofi, som præger samlingen og hele Blixens forfatterskab.

 

En opbyggelig historie

Fortællingen starter undtagelsesvis in media res. Charlie Despard, Digteren, kom ind på en lille Kafé i Paris og traf der en Ven og Landsmand, der stilfærdigt spiste til Middag ved et bord i Vinduet. Vi er i Paris, det sner, i gadelygterne er der gasflammer, vi er slutningen af 1800-tallet. Den implicitte fortæller beretter om Charlie Despard, hans baggrund og udseende og derefter kommer turen til vennen, Æneas Snell. En begavet konversation mellem de to englændere om kunstens og kunstnerens vilkår udfolder sig. En konversation, der udspringer af Charlie Despards aktuelle krise og tvivl, og som står med sin egen gyldighed, men samtidig får et ekstra indhold ved at referere tilbage til samlingens anden fortælling Den unge mand med nelliken, hvor vi mødte en yngre Charlie Despard i en anden lignende krisesituation. Denne scene og dialog danner optakt og ramme for det, der er titelhistorien. Diskussionen om kunstneren og hans publikums gensidige afhængighed af hinanden får nu en ny belysning ved at den implicitte fortæller fokuserer ind på Æneas Snell og den historie, han fortæller. Han førte Servietten til sin lille Mund, foldede den sammen og lagde den paa Bordet. ”Jo, jeg kan fortælle dig en Historie,” sagde han. Han sad en Stund ubevægelig, og ransagede sin Hukommelse. I disse få Minutter forvandledes han, skønt han forholdt sig så stille. Den satte, ansvarsbevidste Intendant falmede langsomt bort, og i hans Sted sad i Stolen en dyb og farlig lille Skikkelse, samlet, årvågen og ubarmhjertig: Fortælleren der hører alle Tider til, ja der er så gammel som selve Menneskeheden. ”Jo”, sagde han til sidst og smilede. ”Jeg kan fortælle dig en opbyggelig historie”. Med blid melodisk Stemme tog han fat på sin Beretning.

 - ”dyb og farlig” - ”samlet, årvågen og ubarmhjertig”. Hos Karen Blixen er fortælling ikke underholdning. Ikke at en fortælling ikke må rumme underholdende træk, men det er kun de ydre gevandter. At fortælle er et eksistentielt projekt, det er at skabe et mønster og en mening ud af et kaotisk og disparat liv uden at springe noget over. Derfor er Charlie Despard så desperat, da vi møder ham. Han er i et tomrum mellem to bøger i sit liv. Derfor er Æneas Snell så forvandlet. Hvis vennen skal overbevises, så skal fortællingen være sand og præcis.

   Historien er ifølge Æneas selvoplevet. Men den er også kalkeret over fortællingerne i 1001 nats eventyr. En ung prins i 1800-tallets Teheran vandrer om natten rundt i byen i en tiggers skikkelse for at få det sande billede af lovens og retfærdighedens forvaltning i landet. Dette neutraliseres af hans embedsmænd, der beskytter både sig selv og prinsen gennem agenter og modererende forholdsregler. Samtidig kompliceres sagen af, at en tigger begynder at optræde som den forklædte prins. Med Æneas som ledsager lykkes det prinsen at møde sin dobbeltgænger en nat på et torv. Han forstår på den ”ægte” tigger, at forholdene er værre, end han har fået indtryk af, men også at tiggeren eksisterer som en slags nødvendig spejling af ham selv. Tiggeren kan forblive tigger, men illuderer samtidig at være den omsorgsfulde forklædte prins. Prinsen kan så hellige sig sin prinserolle. Jo mere prinsen udmærker sig ved indtage en provins, nedlægge en løve, skrive et digt eller tage Sultanen af Zanzibars datter til ægte, jo mere forherliges og ophøjes tiggeren i sin rolle som forklædt og lyttende landsfader. ”Herre” siger tiggeren, ”du og jeg, Fyrsten og Tiggeren, de rige og de fattige her i vor Verden, er to aflåsede Skrin, hvoraf det ene gemmer nøglen til det andet!”  Denne dualisme, som et princip om gensidig afhængighed, gennemlyser hele tilværelsen hos Blixen og optræder rundt om i alle samlingens historier. Den forfølges også i andre varianter i Den opbyggelige historie: Manden og Kvinden er to aflaasede Skrin, og den ene indeholder Nøglen til det andet. Livet og døden er også to sådanne skrin, siger tiggeren. Og sådan var det også, at Charlie Despard formulerede sig om kunsten i den indledende diskussion. Kunstværket eksisterer ikke uden publikum, og uden kunst bliver vi ikke et publikum, der kan se og reflektere: - hvert eneste Kunstværk er paa samme tid sin egen Idealisation, og sin egen Karikatur, et Vrængbillede af sig selv! Og det er Publikum der hvert Øjeblik afgør, hvilket af de to det skal være.

   Teksten og læseren er således også to aflåsede skrin, hvoraf det ene gemmer nøglen til det andet.

 

Denne læsningens og fortællingens relative sandhed må man som dansklærer tage pædagogisk højde for. Men det er en sandhed, som det også er værd at præsentere eleverne for direkte. Det er at tage dem alvorligt, det er at give dem en forpligtende rolle. What you see, is what you get. Og man ser kun det vigtige, hvis man er samlet, årvågen og ubarmhjertig. Og den tilværelse eller den fortæller, der sender dig ud på en fortolkende vandring, er både dyb og farlig. Så be prepared. Fortælling og læsning drejer sig om forførelse og erkendelse.

 

Samtidig med at den opbyggelige histories pointe om de to skrin siger noget om fortællingens natur, så udgør den også en gennemgående nøgle ind til det tilværelsessyn, som Karen Blixen udfolder i sine fortællinger. I alle Vintereventyrs fortællinger findes der eksempler på det tvillinge- og komplementaritetsmotiv, som finder sit billedlige udtryk i metaforen med de to skrin. Det gælder fx digteren Charlie Despard og fortælleren Æneas Snell, Charlie Despard og den unge mand med nelliken i fortællingen af samme navn, de to søstre i De standhaftige Slavejere, Skibsdrengen og vandrefalken i Skibsdrengens Fortælling, den gamle herremand og den gamle bondekvinde i Sorg-Agre, Peter og Rosa i fortællingen af samme navn, men også Peter og Rosa i forhold til havet. Og netop havet spiller en særlig motivisk og symbolsk rolle i forhold til komplementaritetstækningen, sådan som det fremgår af Den blaa Historie, som Charlie Despard fortæller i Den unge Mand med Nelliken. Her binder en ung engelsk Lady hele sit liv op på en afgørende oplevelse på havet med en ung letmatros: Vi er som to Genspejlinger af hinanden, i det dybe Hav, og det Skib jeg taler om, er altid nøjagtigt lige under mit eget Skib, paa den anden Side af Jorden. I har aldrig set en stor Fisk svømme ind under en Baad og følge den som en mørkeblaa Skygge i Vandet? – men det er paa den Maade, at dette Skib sejler, som Skyggen af mit Skib, og naar jeg trækker det frem og tilbage, hvor som helst jeg sætter Kursen hen, ligesom Maanen trækker Tidevandet tværs igennem Jordkloden. Som ældgammel og døv får den engelske Lady sin bekræftelse på sit valg i tilværelsen i form af en gammel blå krukke med netop den farve, hun har søgt efter hele livet. Nu kan hun dø, lykkelig befriet: Er det ikke dejligt at tænke paa, at naar man blot har Taalmodighed, da kommer alt, som engang har været, atter tilbage til os?

 

Gennem forståelsen af komplementariteten løftes ens oplevelser og liv til et nyt niveau, man tildeles en rolle, som gør det muligt at betragte sin situation og sine vilkår med nye øjne. Der er ikke tale om en ydre åbenbaring, men derimod om en indsigt, man vælger og udholder, fordi den giver mening.

 

Se også materialet på kulturkanonens hjemmeside

 

Lars Tonnesen