Kulturkanon i undervisningen
 

Hvordan kan Blixen læses?

Nutidens elever har sans for gode historier, de sætter pris på det outrerede og poserende, på det anderledes, det historiske, det gådefulde og mytiske, og de er åbne over for iscenesættelser og eksotisme. Alt det får de og mere til, når de kaster sig ud i en læsning af kanon-værket Vintereventyr.  Læsningen vil dog ikke være uden problemer. Det er en krævende fortælle- og oplevelsesverden, de møder på siderne i Vintereventyr (se note). Det er som at få fat i et gammelt fotoalbum eller en gammel stumfilm. Man kan genkende personerne, men ikke som individer, mere som typer. Anbragt i opstillinger, i fornemt tøj, poserende, med overdreven gestik, et teatraliseret univers, sminket, retoucheret underlagt en fjernhedens brunlige farvetone. Vi er på afgørende måde i verden af i går. I ni af samlingens elleve fortællinger er vi tilbage i 1800-tallet, i to endnu længere tilbage. Omkring markante fysiognomier, krinoliner, mantiller, kalvekrøs, stille stuer, cafehjørner, repræsentative saloner, parker, men også henrettelser, sygesenge, rullende skibsdæk og skridende isflager folder der sig historier ud, brudstykker af liv, der tegner billeder, skæbner og mønstre, som spejler hinanden i svimle konstruktioner. Spejlinger, som udfordrer og taler til læseren og hans erfaringsverden, men kun hvis man giver sig tid og fordyber sig i ordet og den anskuelige detalje og i det, de repræsenterer.

 

I moderne tekstteori betones det, at teksten i høj grad er lig med læserreceptionen. Teksten rummer en række åbne strukturer, som læseren er med til at fastlægge og udfylde ud fra sin personlige erfaring og overbevisning, sin særlige historiske og kulturelle horisont. Læsning er således et fortolkende møde mellem en bevidsthed og en række udlagte spor og stationer. Når man tager  Karen Blixens Vintereventyr ned af hylden eller klikker sig ind på dens samling af fortællinger som e-tekst, er det klogt at gøre sig dette forhold klart på forhånd. Har man ikke gjort det, så vil problemstillingen hurtigt åbne sig, når man i danskundervisningen sender en flok gymnasieelever ud i mødet med samlingens fortællinger. Der er tale om yderst komplekse strukturer og raffinerede intertekstuelle tegn, som skal udfyldes og realiseres i læserens fortolkning. Og selv når man har fået tilvejebragt en første læseforståelse, står der stadig en række tvetydigheder og åbninger tilbage i den afsluttende fortolkning af fortællingernes udsagn. Ikke kun stoffet og historierne, men i høj grad også fortællearrangementet rummer sammen med forfatterpersonligheden en mangfoldighed og en tvetydighed, som har affødt både en omfattende forskning og en stor almen læserinteresse. Som litteraturforskeren Bo Hakon Jørgensen skriver i sin disputats om Karen Blixens forfatterskab: Karen Blixens fortællinger er ikke klare, det halve er ofte mere end det hele, der er store brud, mange tomme pladser i dem: rammerne i forhold til hinanden, historiefortællingens selvtematisering herunder marionettematikken, de alt andet end klassiske slutninger, de mange kristendomsantydninger i et tydeligt ikke-kristens univers, mand-kvinderelationens slagside m.m. Forfatterskabet lokker med orden, skæbne og fortæller, men fremviser i sine brud også disses fravær. (Siden hen, 1999, s. 256).

 

Man må jo nok indrømme, at de læserforudsætninger, som dannede afsæt for læsningen af Vintereventyr i 1942 ser anderledes ud i en gymnasieklasse i 2006. Var læsningen krævende dengang, så er kravene og problemerne ikke blevet mindre siden. Hvis ikke man udstyrer eleverne på forhånd med nogle værktøjer og nogle udkigspunkter, vil mange løbe sur i det forskruede, og kun de få fanges ind af det forførende. Det kan man nogle gange nøjes med, men andre gange og netop i forbindelse med et kanonværk har man en forpligtelse til at hjælpe flere frem til et møde, de ikke glemmer, ikke lige med det samme. Artiklen her vil inspirere til, hvordan det kan gøres.

 

Der har været en særlig aristokratisk aura omkring den blixenske fortælling og om forfatteren. Den hænger sammen med det historiske i forfatterskabet, det højborgerlige og feudale i miljøer og personkreds, og med det klassiske i stil og fortællemåde. Og så hænger det sammen med den særlige måde, Karen Blixen førte sig frem på som story-teller, baronesse og heks. Denne aura har betydet, at den gammeldags retskrivning fra før 1948 fortsat er bevaret i alle Blixen-udgivelser, og også at teksterne udgives uden forklarende noter. Begge dele kan her i 2006 diskuteres. Og den enkelte dansklærer må med sig selv diskutere, hvilken hjælp man kan give moderne unge læsere i forhold til begreber, titler, referencer og allusioner, som de enten støder sig på eller læser henover. At læse Blixen er noget af en dannelsesrejse. Og det på mange planer.

 

Man kan i danskundervisningen komme til Karen Blixen og Vintereventyr ad forskellige veje. Litteraturhistorisk, periodemæssigt, genremæssigt, forfatterskabsmæssigt eller måske blot i forbindelse med en friere værklæsning. I det følgende er der lagt op til den direkte værkslæsning. Synspunktet er, at selvom nogle elever sikker kender noget til Karen Blixen i forvejen, så vil det være mest frugtbart at gå direkte ombord i samlingens historier for så siden hen at sætte værket og dets fortællinger i perspektiv.

 

En arbejdsplan kunne bestå i en kort præsentation af Karen Blixen og værket. En indføring og appetizer, som loves uddybet, når klassen har fået arbejdet sig ned i fortællingerne og deres temaer, og man sidder med en række fælles oplevelser og problemstillinger. Derefter gennemgås en eller flere af fortællingerne i en klasselæsning. Det kan være optaktshistorien Skibsdrengens Fortælling, evt. også de to rammehistorier om Charlie Despard: Den unge Mand med Nelliken og En opbyggelig historie. Der må være tale om en række eksemplariske læsninger, der demonstrerer det typiske i Karen Blixens fortællekunst, og som giver eleverne en række redskaber til at beskrive og karakterisere de øvrige fortællinger. De resterende fortællinger behandles derefter af hver sin lille gruppe. Afhængig af den afsatte tid kan grupperne rapportere mundtligt eller skriftligt. Ud fra gruppernes indmeldinger afrundes karakteristikken af værket – og vurderingen og perspektiveringen kan så sættes ind.

   En anden arbejdsplan kunne være at lave en eksemplarisk dybdelæsning i fællesskab af én af historierne. Herefter præsenteres de øvrige fortællinger gennem en lærerforelæsning. Ud fra forelæsningen vælger klassen en eller to af disse øvrige fortællinger, som fremlægges af en elevgruppe. Inden denne læsning og fremlæggelse har klassen så gennemført perspektiveringsdelen, dvs. gennem film, citater, evt. et museumsbesøg fået et indtryk af Karen Blixen og forfatterskabet.

 

De følgende tekster vil inspirere til, hvordan de eksemplariske læsninger kan gribes an, og hvilke ”værktøjer” og ”udsigtspunkter” man kan udstyre eleverne med.

 

Note:

De anførte citater er hentet fra følgende udgave:

Karen Blixen: Vintereventyr. Gyldendal, 1957.

 

 

Se også materialet på kulturkanonens hjemmeside

 

Lars Tonnesen