Kulturkanon i undervisningen
 

Dansk filmproduktion 1940-50

Det gik godt for dansk film under besættelsen. Dels fordi den danske filmindustri på grund af tyskernes forbud mod import af film, fra de lande som Tyskland var i krig med, var beskyttet mod konkurrencen fra især USA og England. Dels fordi folk gik mere i biografen – for i en stund at komme væk fra en ofte trykkende hverdag. Der blev også bygget nye biografer, bl.a. Saga Bio, der blev indviet den 1.1.1942, og som senere skulle blive den biograf hvor Soldaten og Jenny fik premiere.

 

Langt de fleste af de danskproducerede film i perioden 1940-45 var underholdningsfilm med eskapistiske tendenser, men der blev også produceret problemdramaer og debatfilm om f.eks.

 

abort-, ægteskabs- og seksualproblemer – især relateret til kvindens situation. Eksempler er Benjamin Christensens Barnet (1940), Alice O’Frederics Det brændende spørgsmål (1943) og Bodil Ipsens Afsporet (1942) og Besættelse (1944).

 

Efter krigen fortsatte tendensen med produktion af også seriøse film, der tog påtrængende samfundsspørgsmål op. Når Soldaten og Jenny i 1947 behandler spørgsmålet om abort er det altså ikke noget nyt, snarere noget tidstypisk. Besættelsestidens fremgang for dansk film faldt med det samme, da det igen blev muligt at se udenlandske film. Biografbesøget steg efter krigen. I 1939 var det årlige antal af solgte billetter 28,1 mill; i 1945 var det steget til 47 mill; og det år hvor Soldaten og Jenny fik premiere (1947) toppede det med 54,2 mill. solgte billetter.

På grund af stigning i produktionsomkostningerne skulle der i slutningen af 1940’erne sælges over en million billetter til en dansk film – svarende til over ¼ af landets befolkning – blot for at undgå økonomisk tab.

 

I denne periode kunne dansk film få økonomisk støtte på to måder:

Dels blev der fra 1. august 1946 årligt stillet 500.000 kr. til Undervisningsministeriets disposition til præmiering af gode film. Målet var at højne kvaliteten i dansk film. Johan Jacobsen fik fra denne pulje 100.000 for Soldaten og Jenny.

Dels kunne man søge Finansministeriet om fritagelse for forlystelsesafgiften, en afgift der siden 1922 udgjorde 40% af den samlede biografindtægt, men i 1946 steg til 60%. Hel eller delvis fritagelse for forlystelsesafgift eller direkte økonomisk støtte kunne gives, hvis man producerede film med oplysende indhold. Når perioden derfor bød på mange problem- og debatfilm skal det også ses i dette lys – for der blev ofte spekuleret i at give ellers rent underholdende film en drejning, så de kunne fritages for forlystelsesafgiften.

 

Den kvalitative opgangsperiode i dansk film, som Soldaten og Jenny er en del af, sluttede brat i januar 1950, da Morten Korch-filmen De røde heste fik premiere, og indvarslede hvad der er blevet kaldt ”familiehyggens årti” (s. 111, Ebbe Villadsen, 100 års dansk film). Denne film, der i løbet af de første par måneder efter premieren solgte knap 2 millioner billetter, blev afsættet for en bølge af tilbageskuende folkekomedier, der for størstedelens vedkommende foregik i en drømmeverden. Der er ingen lette forklaringer på Korch-fænomenets enorme gennemslagskraft. Er det en lynafleder midt i den danske koldkrigsstemning? Som Dinnesen og Kau skriver: ”Kritikerne undrede sig og protesterede voldsomt, men publikum strømmede til biograferne som aldrig før og hyggede sig smilende og rørt til tårer med hvide helte og sorte skurke, kendte intriger og pudsige gengangere som Peter Malbergs knarvorne gamling og Henry Nielsens rare postbud. Hvad var det egentlig, der skete? Hvorfor opgav man med ét forsøgene med kunstnerisk ambitiøse, og ofte samfundskritiske, film fra de første efterkrigsår?” (s. 302, Dinnesen og Kau, Filmen i Danmark).

 

En af samtidens kritikere, Werner Thierry, kom med dette bud: ”Det er næppe muligt at pege på ganske bestemte årsager til det, der sker med danske film i det sidste par år, men visse typiske træk kan i hvert fald tydeligt iagttages. Mest iøjnefaldende er en tilbagevenden til ånden fra trediverne med sådanne værker som ”Den stjålne minister” og ”Lynfotografen” og med de såkaldte folkekomedier ”Hjortholm”, ”De røde heste”, ”Mosekongen” osv. Tidens kulturspredere synes at bruge den fremgangsmåde først at drive folk fra vid og sans med avisernes sadistiske, flere gange i dagens løb gentagne løfter, om den store atom- og bakteriekrig, der om ikke før, så dog i alle tilfælde kan ventes efter påske, hvorefter man om aftenen tillader dem at slappe af i en eller anden blomstrende mose, hvor små hyggelige, helst hundrede år gamle problemer løses i en ånd af mild fordragelighed og blånende piberøg” (s. 304, Dinnesen og Kau, Filmen i Danmark).

 

En anden faktor der på lidt længere sigt fik en afgørende betydning for danskernes biografvaner var fjernsynet, der fik sin debut herhjemme den 2.10.1951. Og selvom der i starten ikke var mange, der havde råd til et tv-apparat varede det ikke længe før konkurrencen fra det nye massemedie betød et stort fald i salget af biografbilletter og voldsomme ændringer i danskernes biografkultur.

 

Kilder:

  • Dinnesen og Kau: Dansk film gennem 75 år – fra verdensmarked til statsstøtte
  • Dinnesen og Kau: Filmen i Danmark
  • Engberg, Marguerite: Dansk Filmhistorie 1896-1985 – et kompendium
  • Jørholt, Eva: 1940-49 - Voksen, følsom og elegant
  • Villadsen, Ebbe: 1950-59 - Familiehyggens årti

 

Se også materialet på kulturkanonens hjemmeside.