Kulturkanon i undervisningen
 

Poetisk Realisme

Den poetiske realisme har sit udspring i det urolige politiske klima i Frankrig i midten af 1930’erne, hvor landet oplevede en af sine mest kreative perioder. Det er en problemorienteret realismeform, der med sortsyn, pessimisme og fatalisme søger at indfange håbløsheden og melankolien – ofte gennem kærlighedshistorier med tragisk udgang. Den franske poetiske realisme fremstillede som regel de laveste sociale lags håbløse udsigter, og flere film (især Renoirs) var båret af et stærkt socialt engagement. Omkring 1937-38 var fransk film blevet den mest kritikerroste i verden. Franske film vandt priser og førte an på eksportmarkedet i alle industrilande, incl. USA. De væsentligste instruktører er Jean Renoir og Marcel Carné. Sidstnævnte, der arbejdede sammen med manuskriptforfatteren Jacques Prévert om nogle af de væsentligste film inden for strømningen, stod bag Tågernes Kaj (Quai des Brumes, 1938), der er et af den poetiske realismes hovedværker.

 

I sin bog ”Filmen” giver Jens Chr. Lauritzen denne beskrivelse af den poetiske realisme: ”Det er samfundets jævneste lag, der tiltrækker al deres interesse. ’Er det ikke betydningsfuldere at skildre småfolks jævne liv og gengive deres miljø af stræbsom menneskelighed end at male danserestauranternes overklasseliv, et tema filmen ofte nok har beskæftiget sig med?’ siger Marcel Carné. I dette valg af miljø – og kun dér – rummer filmene en social tendens. Men samfundets små interesserer ikke som klasse, kun som enere, anonyme, løsrevne totter drivtang, der dukker frem fra en dunkel fortid, hvirvles sammen i en runddans af voldsomme begivenheder og efter konfliktens tragiske løsning går til bunds eller driver videre mod ukendte mål. Det er små mennesker med drømme og længsler, som splintres ved mødet med en umild virkelighed, mens skæbnen ser til med vemodigt ironisk mine. Der er megen vemod og poesi, megen ømhed, parret med angsten for at give sig hen, for lykken er så skrøbelig, og bag den lurer døden” (s. 126-127, Lauritzen).

 

I modsætning til den italienske neorealisme var den franske poetiske realisme ikke optaget af at indfange en spontan virkelighed, ligesom den f.eks. heller ikke benyttede sig af amatørskuespillere. Tværtimod var det ofte – som vi også ser det i Soldaten og Jenny - stjerner der spiller hovedrollerne som ”anonyme eksistenser, der mødes tilfældigt (…) og for en stund liver op i hinandens selskab” (s. 162, Cousins).

 

Kilder:

Lauritzen, Jens Chr.: Filmen – dens historie, fremstilling og indflydelse

Cook, David A.: A History Of Narrative Film

Cousins, Mark: Filmens historie

Sadouls, Georges: Filmens verdenshistorie - Tonefilmen bd.2

Schepelern, Peter (red.): Filmleksikon

 

Se også materialet på kulturkanonens hjemmeside.