Kulturkanon i undervisningen
 

Undervisning 1

Nationalsymbolet ”Den lille Havfrue”

 

Som statue er ”Den lille Havfrue” kendt verden over. Måske er statuen endda mere kendt end H.C. Andersens eventyrfigur. I hvert fald bliver den brugt i mange sammenhænge, og den fungerer som et vartegn eller et brand for Danmark, se fx www.visitcopenhagen.dk.

 

Historien bag statuen er, at den kendte brygger, Carl Jacobsen, i 1909 så en balletversion af ”Den lille Havfrue”. Bryggeren blev dybt betaget af denne forestilling og bad billedhuggeren Edvard Eriksen (1876-1958) om at skabe en statue af havfruen.

Bronzestatuen blev afsløret på Langelinie den 23. august 1913 som en gave fra bryggeren til byen København. Statuen af havfruen er omkring naturlig størrelse og vejer 175 kg.

 

Den 25. april 1964 blev statuen ødelagt, da hovedet blev skåret af. Statuen blev genopstillet med sit nye hoved 2. juni 1964. Den 21. juli 1984 savede to andre personer havfruens højre arm af, men leverede den tilbage næste dag. Den 2. oktober 1985 blev statuen overhældt med lyseblå maling.

Grundskolens indskoling

Før man fortæller eller læser eventyret højt for klassen, er det oplagt at tale med eleverne om, hvad de ved om den lille havfrue. Kender de kun Disneys udgave? Kender de statuen på Langelinie? Kender de andre eksempler på, hvordan vi ”sælger” Danmark til turisterne?

Læreren kan vise et billede eller bedre have en souvenirkopi af statuen. Forbinder eleverne i det hele taget ”Den lille Havfrue” med H.C. Andersen?

Efter arbejdet med eventyret kan man kort drøfte, hvad de nu synes om statuen som symbol og turistmagnet.

 

Grundskolens mellemtrin

Som optakt til et arbejde med ”Den lille Havfrue” og hendes status som nationalsymbol kan man bruge en af følgende skriveøvelser – eller dem begge med klassen delt op. Enten kan man bede eleverne om i løbet af 5 minutter at skrive om, hvordan vi ”sælger” Danmark til turister. Hvad bruger vi til at lokke turister til? Hvad er det, de kender og skal se i Danmark? Eller man kan vise et billede af statuen af ”Den lille Havfrue” og bede eleverne kort skrive om, hvad statuen får dem til at tænke på.

 

Ved oplæsning af teksterne kan man få et billede af, om statuen opfattes som et nationalt symbol af denne aldersgruppe.

 

Efter at have arbejdet med eventyret kan man vende tilbage til, hvad eleverne skrev som optakt og nu diskutere relevansen og brugbarheden af statuen som symbol.

 

Grundskolens overbygning

Som indledning til arbejdet med eventyret ”Den lille Havfrue” er det oplagt at diskutere værdien af ”Den lille Havfrue” som nationalsymbol.

  • Hvad siger ”Den lille Havfrue” (både eventyret og skulpturen) om Danmark?
  • Hvorfor er det dette eventyr, som har fået status som nationalsymbol?
  • Hvad tænker turister om Danmark, når de introduceres til landet via ”Den lille Havfrue”?
  • Hvorfor har Disney-koncernen forelsket sig i ”Den lille Havfrue”?
  • Hvorfor er netop dette eventyr blevet kanoniseret?   

 

Ungdomsuddannelserne

Gruppearbejde ud fra temaet nationalsymboler.

Vælg en referent. I skal i plenum gøre rede for jeres diskussioner.

 

Ved Langelinie i København finder man skulpturen Den lille Havfrue. Turister fra nær og fjern besøger skulpturen, som er blevet et vartegn for Danmark. Besøg de to adresser nedenfor og besvar opgaverne.

 

www.visitdenmark.com

www.visitcopenhagen.dk

 

  • Læs H.C. Andersens eventyr ”Den lille Havfrue”, tænk på eventyret som et billede på Danmark og diskuter i gruppen, hvilket billede af Danmark skulpturen giver.
  • Diskuter, hvilke forestillinger turister mon får af Danmark.
  • Diskuter, hvilke andre af H.C. Andersens eventyr, der på samme måde som ”Den lille Havfrue” kunne blive vartegn for Danmark.
  • Hvilke billeder af Danmark ville du vælge at præsentere Danmark med? Gå ud i byen med et digitalkamera og tag billederne.

 

Film om Danmark:

Der er blevet lavet adskillige film om Danmark gennem tiderne. Se adresserne nedenfor (det er nødvendigt at søge på siderne for at finde frem til filmene).

 

www.dfilm.dk (klik på produktioner > Af fædrene jord > hjemmeside for ”Af fædrene jord”)

www.ekkofilm.dk (klik på temaer > ekkos danske filmkanon > så fjern så nær): Hent evt. inspiration andre steder på hjemmesiden.

 

Søg eventuelt mere information om Danmarksfilm selv.

  • De forskellige film karakteriserer Danmark på hver deres tid. Diskuter tidsbillederne.
  • Hvordan vil din Danmarksfilm skulle se ud?

 

I skal nu hver især skrive et essay om Danmark til unge udvekslingsstuderende fra et andet EU-land/fra Kina.

 

 

 

Se også materialet på kulturkanonens hjemmeside