Kulturkanon i undervisningen
 

Om 'Det Store Relief'

Med mindre andet er anført, er citater og referencer i denne tekst fra Eva Bræmer-Jensens artikel om Det store Relief.

 

De første tanker

Den 6. december 1892 begynder Jens Ferdinand Willumsen (1863 – 1958) sine første notater om Det store Relief. Han er på dette tidspunkt på ophold i Paris og i gang med at skabe Jotunheim, som ifølge Willumsen selv giver ham ideen om at skabe Det stor Relief. I notesbøgerne, der strækker sig over en længere periode, dog i mere eller mindre intense faser, kan man følge Willumsens tanker om Det store Relief og følge den proces kunstneren og værket gennemgår. Processen strækker sig over i lang årrække, først i 1928 bliver det endelige kunstværk afsløret på Statens Museum for Kunst. Oprindeligt forestillede Willumsen sig, at relieffet skulle hænge på en barvæg i Chicago, USA, da han ønskede at forskønne omgivelserne på dette sted og slippe af med stedets "Stolemager arkitektur".

 

Materialerne til relieffet skulle ifølge notesbøgerne være: "(…) Keramik indlagt med andre Stoffer, Træ, Bronze, Marmor, Perlemor (…)" (p. 6), hvilket understreger hans ønske om forskønnelse, dog skulle der i motivet også være en dybere mening. Willumsen ønskede ikke, at værket blot skulle være smukt at se på, det skulle også være til eftertanke.

 

Willumsens overvejelser omkring relieffets indhold afspejler i høj grad, at dette værk ikke blot skulle fornøje, men også lede beskueren gennem en dannelsesproces. I sine første notater om relieffets indhold, skriver Willumsen om forskellige grader af glæde, som han vil illustrere i værket gennem forskellige symboler. Den laveste grad kalder han for morskaben eller det tragikomiske, en glæde der er stærk, men kortvarig og flygtig, og som derfor ikke påvirker menneskene over en længere periode. Willumsen forestiller sig "Groteske Musikanter" (p. 7) som symboler for denne type glæde.

 

Den mellemste grad af glæde betegner Willumsen som sanselighedens glæde eller det parodiske. Denne form for glæde er ikke så kraftfuld som den førstnævnte, men sætter sine spor hos beskueren. Symbolet for denne grad bliver en mand og en kvinde, som Willumsen kalder for "Parodien" (p. 7). Det særlige ved dette par er, at kvinden er iklædt en mandedragt, der brugtes i krige og manden er klædt i en kvindedragt. Grunden hertil er, at reaktionen hos det modsatte køn, ifølge Willumsen er en "bævrende fornemmelse" (p. 7), som gør et større indtryk på beskueren end den kraftfulde morskab i den laveste grad af glæde.

 

Det tredje og højeste niveau betegner Willumsen som den æstetiske nydelse. For at kunne opnå denne form for glæde, mener Willumsen, at betragteren skal have dannelse sans for det smukke. Symbolet for dette bliver: "Attituden, den dogmatiske Skønheds Stilling" (p. 7).

 

Indtil 1900 arbejder Willumsen jævnligt med Det store Relief, hvor han justerer sine oprindelige ideer. I 1893 laver han et første lerudkast, hvor Willumsen blandt andet gør nogle overvejelser om relieffets komposition, idet han tænker form og indhold sammen. Relieffet er på dette tidspunkt stadig tiltænkt en barvæg i Chicago, og derfor forestiller Willumsen sig at det væsentlige indhold, altså den ideale glæde, placeres nederst i relieffet og den laveste grad af glæde placeres øverst. Eva Bræmer-Jensen skriver det således: "Han vil nu arbejde sig fra den ideale glæde = detaljeret formbehandling = lavt relief, - og opefter mod den unuancerede glæde = grov formbehandling = højt relief" (p. 9).

 

Samtidig med overvejelserne om form og indhold, justerer Willumsen nogle af figurerne i relieffet, idet han indplacerer to Attituder i stedet for en. Disse er sat således at de ikke rører relieffets kant, og får dermed en opadgående bevægelse. Desuden placerer Willumsen en mandlig hovedfigur "Representationsfiguren" (p. 9) centralt i relieffet som dermed bliver tyngdepunktet i værket.

 

I andet lerudkast (1893) aner man, at Willumsen allerede på nuværende tidspunkt i processen har truffet nogle beslutninger om en fast figurkreds i relieffet, som kan genkendes i den endelige udgave. Den harniskklædte kvinde samt manden i kvindetøj er stadig en del af andet lerudkast. Derimod har han fjernet den ene "Attitude" og tilføjet endnu en mandlig figur, således at der bliver to hovedfigurer i værket. Beslutningen om en ekstra hovedfigur begrunder Willumsen således: "(…) jeg vil nödig have En Figur som skal gaa for Vorherre eller Naturmagten, Christus eller anden stor Reformator." (p. 10).

 

Om de to hovedfigurer skriver Willumsen, at de skal repræsentere "Forstanden" og "Følelsen", som han ser som universelle kræfter, der kommer til udtryk i menneskets handlinger og tanker:

 

"Fölelsen og Forstanden fremstiller jeg som to Mennesker meget större end de andre Mennesker paa Billedet den ene som en Mand hvis Ansigt udtrykker Fölelsen den anden som en Mand der ser forstandig ud, deres kunstnerisk Form maa være massiv konstruktiv oprindeligt mægti i sin Form og virke som noget urokkeligt" (p. 12)

 

Willumsen beskriver "Følelsen" som noget positivt, der skal repræsentere instinktet og det irrationelle, hvorimod "Forstanden" udtrykker noget negativ, som symboliserer rationaliteten. Willumsen mener, at mennesket indeholder begge sider og at det er væsentligt at disse sider arbejder sammen, og i den rette forening vil de skabe et fuldkomment menneske: "For at forstaa, maa man gjöre sig dum og kritiklös, lade de uforstaaelige virke paa ens Fölelse, er det da godt og rigtigt saa virker det behageligt og styrkende, bag efter kan man anvende sin Fornuft (…)" (p. 12)

         

Gennem disse tanker om form og indhold udtrykker Willumsen, hvilken effekt han ønsker relieffet skal have på beskueren. Man skal både betages af de smukke former og de overdådige materialer, men under overfladen skal der ligeledes være en dybere mening med indholdet, der fortæller om menneskets grundlæggende tilstand.

 

I et gipsudkast fra omkring 1893 - 94, har Willumsen arbejdet videre med tankerne omkring "Forstanden" og "Følelsen" som de to hovedfigurer i relieffet. Her placeres de centralt i relieffet og repræsenterer en negativ og positiv side af relieffet, og på et analytisk niveau, to sider af mennesket.

 

"Følelsen" er placeret i højre side af relieffet. På sin venstre arm, bærer han tre figurer, "Attituden" samt et nyt figurpar, der synes at modsvare "Parodien".

 

"Forstanden" ses til venstre i relieffet. Han bærer "Parodien", den harniskklædte kvinde og manden i kvindedragt, på sin højre arm. "Parodien" repræsenterer det sarkastiske og ironiske, altså det som Willumsen i sine første notater kaldte for den mellemste grad af glæde. Willumsen synes dog at have forladt denne idé om glædesniveauer til fordel for tanken om det fuldkomne menneske, som både indeholder følelse og forstand. Willumsen udtrykker gennem sit relief en dualistisk tankegang, som også kommer tydeligt til udtryk i det endelige værk.

 

Bag ved hovedfigurerne ses et virvar af menneskekroppe der slynger sig rundt i en labyrintisk bevægelse. Figurerne er lavet i lavrelief og danner baggrund for de andre figurer. Willumsen betegner denne figurgruppe som "Massen" og siger om den, at "Forstanden" og "Følelsen" skal føre "Massen" gennem et "Udviklingsapparat" (p. 14) således at de kan blive fuldkomne mennesker. "Massen" repræsenterer det almindelige menneske og bliver i relieffet genstand for en dannelsesproces, hvor menneskene opnår en harmonisk vekselvirkning mellem forstand og følelse. I dannelsesprocessen bliver menneskene præsenteret for de forskellige figurgrupper, som hver især repræsenterer et niveau i processen frem mod det fuldkomne.

 

Willumsen er altså her optaget af menneskets udvikling, som Ulla Hjorth betegner som en darwinistisk tankegang, hvor mennesket gennemgår forskellige stadier for til sidst at ende som fortrinlige eksemplarer (Hjorth, p. 80). Disse tanker om relieffet forbliver uændret i en lang periode frem til Første Verdenskrig.

 

Omkring 1899 skaber Willumsen endnu et figurpar, som han benævner "Samhørighed", der forestiller et ungt par, en mand og en kvinde, der holder om hinanden. Eva Bræmer-Jensen peger på, at detter figurpar symboliserer ligestilling idet de begge er iklædt ens klædedragter (p. 19). Et lignende figurpar ses også i den endelige version af relieffet, dog med visse ændringer. På samme tid skaber Willumsen tre af relieffets hovedfigurer, men har på dette tidspunkt givet dem nye betegnelser: "Reflektion" ("Forstanden"), "Svagheden" og "Krigen" (Parodien), (p. 19).

 

"Samhørighed" er den sidste ændring Willumsen laver på relieffet i en længere periode. Først i 1914, genoptager han arbejdet med Det store Relief. Dette arbejde står på frem til 1918, hvor Willumsen får en bestilling på værket af Chr. T. Levinsen. Dette går i midlertidig i vasken, og først i 1923, tager Willumsen fat på arbejdet igen, idet han får en bestilling fra Ny Carlsbergfondet, der ønsker Det store Relief opført til Statens Museum for Kunst i anledning Willumsens 60 års fødselsdag. Den endelige udgave står færdig i 1928.

 

Den endelige udgave

I den endelige udgave af relieffet, har Willumsen bibeholdt mange af de ideer, som han skabte i forbindelse med det føromtalte gipsudkast og figurgrupperne fra århundredeskiftet. I gipsudkastet havde Willumsen placeret et par i øverste højre hjørne stående bagved "Attituden". Dette par bliver i den endelige udgave betegnet som "Arbejderen/Kunstneren" og "Kvinden". Under dem er "Attituden" erstattet af "Det unge forgyldte par" hvilende på højre hovedfigurs venstre arm (p. 24).

 

Kvinden i figurparret, "Arbejderen" og "Kvinden", kigger på manden og holder hans hånd mod sit hjerte, mens mandens højre arm rækker ud mod "Massen". Her er der ifølge Bræmer-Jensen tale om en repræsentation af samtidens traditionelle kønsopfattelse, altså nogle andre tanker end dem Willumsen illustrerede i figurparret "Samhørighed". Kvinden fokuserer på manden, mens manden både er hos hende, han skeler til hende, men også har indflydelse på omverdenen, hans ene arm rækker væk fra hende. Parret har lighedstræk med Willumsen selv og hans anden kone Edith Wessel og kan ses som et symbol på, at de repræsenterer den ældre generation, der viger pladsen for den nye og rækker sin erfaring videre (p. 24). 

 

Figuren "Krigen" holder sig til den oprindelige idé om kvinden klædt i en mandedragt, en brynje og sammen med "Svagheden" udgør de det figurpar, som Willumsen først betegnede "Parodien".  Parret er placeret i relieffets negative side og repræsenterer det ulykkelige eller menneskets falskhed.

 

De to hovedfigurer har stadig rødder i Willumsens oprindelige idé om forstand og følelse og de deler, som sagt, relieffet i en negativ og en positiv del. "Forstanden" har fået et nyt tilnavn, "Refleksion", men repræsenterer det samme som "Forstanden", nemlig rationalitet. Følelsen benævnes nu "Instinktet", som repræsenterer det umiddelbare. At de to figurer stadig hænger sammen, og Willumsen derfor holder fast i ideen om mennesket, der rummer begge dele, ses ved, at "Instinktet" holder den højre hånd ind mod "Refleksionens" brystkasse.

 

Omkring figurerne svømmer "Massen", der fra "Arbejderens" hånd følger en snoet, bølgende bevægelse over mod "Det gyldne par", der repræsenterer den højeste lykke og den nye generation. "Massens" bølgende bevægelse understreges af nogle ornamentale figurer i relieffets bund.

 

Willumsen synes i den endelige udgave af Det store Relief stadig at arbejde med det modsætningsfyldte menneske, som både indeholder det positive og det negative i sig. I Det store Relief berører Willumsen altså nogle af de filosofiske tankegange, der for eksempel ligger i yin og yang-begrebet, der dækker over det modsætningsfyldte i lys – mørk, kvinde - mand og dag – nat. Som i symbolet for yin og yang indeholder de noget af den anden i sig og alt i verden bliver en vekselvirkning mellem de to, ligesom Willumsen tænker det om forstanden og følelsen og som han viser i relieffet ved at dele det i en positiv og negativ del og lade de to dele indeholde noget af den anden i sig.

 

Litteratur og links

  • Bræmer-Jensen, Eva: Fra barvæg til museumsstykke – J. F. Willumsen: Det store Relief IN: Cras, LI, 1987, pp. 4 - 31
  • Hjorth, Ulla: J. F. Willumsen i Europa, J. F. Willumsens Museum (2006)
  • Larsen, Peter Nørgaard: Sjælebilleder – Symbolismen i dansk og europæisk maleri 1870 – 1910, Statens Museum for kunst (2000)

 

 

Se opgave 5

 

Rikke Bergmann Johansen

 

 

 



[1] Med mindre andet er anført, er citater og referencer i denne tekst fra Eva Bræmer-Jensens artikel om Det store Relief.