Kulturkanon i undervisningen
 

Handling, genre og stil

Der er en aura af hvidhed i nogle af kærlighedsscenerne fra Vredens Dag, men det er for det meste de mørke nuancer, som Dreyer ”maler med”. Det fornemmer man allerede i starten af filmen, hvor landsbyens outsider, Herlofs Marte (Anna Svierkier), siger, at ”der er kraft i det onde”. I et Danmark anno 1623 er hun på flugt fra myndighederne, som mistænker hende for at være heks. Den gamle og livstrætte præst Absalon (Thorkild Roose) er gift med den unge, nysgerrige og fromt udseende Anne Pedersdatter (Lisbeth Movin), som den jævnaldrende præstesøn, Martin (Preben Lerdorff Rye), uheldigvis forelsker sig i. Merete (Sigrid Neiiendam), moderen til præsten Absalon, er mildest talt ikke begejstret for sin unge svigerdatter, som ikke rigtigt føler sig hjemme i den dystre præstegård. Annes mor stod i sin tid anklaget som heks, og det er en hemmelighed, som Absalon gemmer på for at beskytte sin unge hustru. Absalon dømmer Herlofs Marte til døden, måske ikke fordi hun er heks, men fordi hun kender historien om Annes mor. Absalon indser, at han aldrig vil kunne tilfredsstille Anne. Det ender i et skænderi, hvor Anne siger, at hun ønsker Absalon død. Da det faktisk sker, synes hun at have forseglet sin egen skæbne. Under begravelsen indrømmer hun at have fået hjælp fra onde, dæmoniske magter.

 

Med hensyn til genren kan man ikke bare sætte Vredens Dag ind i en bestemt kasse og reducere den til et historisk drama. Filmen er også et tidløst værk, som stiller skarpe spørgsmål ved magt, intolerance og undertrykkelse. Filmen foregår i 1623, hvor folk stadigvæk troede på hekse. Det er selvfølgelig fristende at se filmen som en kommentar til den nazistiske besættelse, men det har Dreyer senere afvist. Instruktøren havde faktisk tænkt på filmens tilblivelse i mange år inden Danmark blev besat i 1940. Grundlaget for Vredens Dag var norske Hans Wiers-Jenssens skuespil, Anne Pedersdotter (1908), et historisk drama om hekseprocessernes tid med overtro, fundamentalisme og uvidenhed. Dreyers film gør denne historie levende, idet han indså, at det dramatiske skuespil ikke nødvendigvis var bundet til en bestemt periode, men også var i stand til at fortælle os om lignende konflikter i vores egen tidsalder. Selvom Dreyer sandsynligvis ikke havde i sinde at lave en modstandsfilm, kunne frihedskæmperne under 2. Verdenskrig utvivlsomt bruge og udnytte budskabet i filmen. For et hovedmotiv i Vredens Dag og i flere af Dreyers værker er netop menneskets søgen mod frihed.

 

Det psykologiske spil og det følelsesmæssige drama er også karakteristiske træk ved Vredens Dag. Det ulmer hele tiden under overfladen med en sitrende uro. Det sker især, når Anne træder ind i rummet. Carl Th. Dreyer havde store planer for skuespillerinden Lisbeth Movin (født 1917), som fik et stort gennembrud som den unge, nyforelskede stedmor Anne. Det var og forblev hendes filmkarrieres højdepunkt. ”Har du nogensinde set ind i Annes øjne? Har du set hvordan de brænder?” Sådan udspørger moderen sin svage søn, Absalon, og antyder dermed, at den smukke svigerdatter besidder djævelske kræfter. Anne med de sylespidse katteøjne er ifølge svigermoderen en farlig edderkoppekvinde, en manipulerende femme fatale, med hemmelige trolddomskræfter, der som kvindetyperne i den amerikanske stilgenre film noir spinder Absalon og Martin ind i sit udspekulerede net. Hun har en udstråling, som virker truende på svigermoderen men tiltrækkende på præstesønnen Martin (Preben Lerdorff Rye), som vildt fascineret af hendes farlige skønhed udtrykker: ”Ingen har øjne som du”. Skåret helt ud i pap er den undertrykte Anne bare naturligt forelsket i præstesønnen. Hun længes efter erotisk tilfredsstillelse og en glødende passion, som den asketiske Absalon ikke kan give hende. Hendes farlighed er hun dog selv med til at bekræfte mod slutningen, hvor hun ved Absalons begravelse siger, at hun bevidst har myrdet sin mand og har lokket Martin i sin magt ved hjælp af det onde.

 

Carl Th. Dreyer er kendt og berygtet for sin iscenesættelse af strengt formalistiske rum. Det betyder ikke, at Dreyers stil nødvendigvis er kedelig. Selvfølgelig rummer Vredens Dag ikke monumentale kranture, frække jump cutsog synlige split screens, der er hverdagskost på musik- og reality-kanalen MTV. Men Dreyer udfører ekvilibristiske trackings, maler med lys og skygge på nøgne vægge og usminkede ansigter og bruger ikke mindst rummet som en afgørende medspiller. Der er en renhed i Dreyers stilfulde og perfekt komponerede billeder, som står i diametral modsætning til det mere løse udtryk i de underbelyste, beskidte, kornede og håndholdte billeder fra Thomas Vinterbergs berømte dogmefilm Festen (1998). Men på indholdssiden er der temaer og konflikter, som går igen i begge film. Dreyers sort-hvide billeder minder om de udtryksfulde lys- og skyggevirkninger i den nederlandske barokmaler Rembrandts værker. Derudoverkunne man sammenligne Dreyers æstetik med Vilhelm Hammerhøis poetiske malerier, f.eks. Støvkornenes dans i solstrålerne (1900)som vist i ”Kanon for billedkunst”. Hammerhøis vinduesmotiv ses også i Vredens dag som et billede på længsel og fængsel for den indespærrede Anne.

 

Se også materialet på kulturkanonens hjemmeside.

 

Jan Oxholm Jensen