Kulturkanon i undervisningen
 

Præsentation

Vredens Dag (Carl Th. Dreyer, 1943)

Der er kraft i det onde

Der er noget galt i Danmark, når dansk films største navn, Carl Th. Dreyer (1889-1968), stadigvæk svømmer rundt som den grimme ælling i andedammen. Han bliver af mange betragtet som en sær instruktør, der laver mærkelige og langsomme film. Sådan skrev anmelderne i hvert fald i 1943 om Dreyers comeback, det tragiske kærlighedsdrama Vredens Dag (1943), som fik kniven af kritikerne.

 

I Berlingske Tidende sablede Svend Kragh-Jacobsen filmen ned efter premieren den 13. november 1943 og konkluderede, at den var ”intet skrift fremad for dansk film”. Men Dreyers misforståede mesterværk var netop forud for sin tid. Ingen andre danske instruktører kunne på det tidspunkt hamle op med Dreyers visuelle blik og evne til at fortælle en tragisk historie om skyld og uskyld i 1620’ernes Danmark. Dreyer lavede kun to spillefilm i 1940’erne: Vredens Dag (1943) og så den svenske fiasko, Två människor (1945). Selvom Vredens Dag lignede en fremmed fugl i det danske farvand, blev den faktisk set af biografgængerne og forblev på plakaten i tre måneder. Men det var først efter krigen, at filmen høstede stor ros i udlandet. Den kandiderede bl.a. til en Oscar i 1949. I Frankrig havde man siden stumfilmdagene være begejstret for den danske instruktørs stil, og var også fascineret af myten Dreyer. Men når det kom til stykket, var der ikke mange, som reelt kendte til selve mennesket Dreyer.

 

De franske nybølgeinstruktører som f.eks. Francois Truffaut og Jean-Luc Godard hyldede i 1960’erne den danske filmkunstner. Nybølgeinstruktørernes værker lignede egentlig ikke Dreyers film, men akkurat som den danske instruktør var de i den grad eksperimentelle bølgebrydere. Truffaut skrev følgende om Dreyer efter dennes død i 1968: ”Han er nu hos Griffith, Stroheim, Murnau, Eisenstein, Lubitsch, den første filmgenerations konger. Vi har meget at lære af dem og meget at lære af Dreyers brug af hvidhed”.

 

Se også materialet på kulturkanonens hjemmeside.

 

Jan Oxholm Jensen