Kulturkanon i undervisningen
 

Om broer og brobygning

 

 

 

I den globaliserede verden er det en selvfølge, at personer, gods, varer og informationer kan bevæge sig frit på kryds og tværs af landområder, over vand, under vandet, i luften - selv det ydre rum er taget i brug.

Det har altid været et menneskeligt livsvilkår, og en stor fysisk (og mental) udfordring at kunne forcere kløfter, bjerge, søer, floder, fjorde, havet osv.. Sådan er det stadig.

 

I den sammenhæng spiller broer en betydelig rolle, og derfor findes de da også i utallige og  meget forskelligartede udgaver:

  • fra det helt simple vadested i form af nogle trædesten lagt i åen; en enkel bjælkebro lavet af  rå stammer, hængende tovværk spændt ud over et svimlende dyb
  •  til historiske bygværker som de romerske broer og akvædukter, der den dag i dag markerer sig i landskabet solidt hvilende på deres ældgamle stenbuer

 

  • fra 1800-tallets revolutionerende jernbetonkonstruktioner; stålgitter- og stålbuekonstruktioner (ofte med indbygget klap-, vippe- og drejefunktion)
  • til nutidens eksempler hvor man eksperimenterer med motorvejsbroer i limtræ, og hvor broer med kabeltræk og pyloner opføres med spænd på langt over 1000 meter.

 

En bro skal først og fremmest løse et funktionelt problem – nemlig at føre fra punkt A til punkt B på den mest hensigtsmæssige måde. Men broer har derudover en vældig fascinationskraft. Vi får øje på de store af slagsen på lang afstand. Vi standser op på de mindre og kigger ned i vandet. Under bilkørslen og på togturen gør man hinanden opmærksom på, at ”nu kører vi over Lillebælt, Storebælt, Øresund” etc.

Fascinationen skyldes til dels en iboende forundring over, at det ”rent faktisk kan lade sig gøre”. Selv i vores højteknologiske tidsalder, hvor snart sagt alt kan lade sig gøre, skaber broerne respekt, men oplevelsen får først en ekstra dimension, når broen spiller sammen med landskab og ”vandskab”, når broen har en indbygget æstetik i sig.

 

Dissing og Weitlings Østbro (Storebæltsforbindelsen) indeholder alle de nævnte kvaliteter, og indgår som et af de 12 kanoniserede værker i Kulturministeriets Kanon for Arkitektur.

 

Se tekst 'Østbroen, Storebælt, 1991-98 facts'

 

Anne Friis