Kulturkanon i undervisningen
 

Filmatiseringen

– fra roman til film

En af grundene til at Sult blev så vellykket en filmatisering af en roman, som ellers ikke umiddelbart  indbyder til en filmatisering, er måske, at Henning Carlsen havde sin egen afslappede holdning til opgaven. Bl.a. siger han flere steder, at han egentlig ikke vælger sine opgaver, men de vælger ham. Litteratur, der har fascineret ham i ungdomsårene danner ofte baggrund for han ideer og har været hans inspiration og forlæg for filmene.

Der er mange forskellige meninger om, hvordan man forholder sig til et romanforlæg, og generelt kan man næsten påstå, at det ofte er filmatiseringer af dårlige eller middelmådige romaner, der lykkes bedst. Klassikerfilmatiseringer har en tendens til at blive forkrampede, ofte fordi de forholder sig alt for ærbødigt til forlægget. Carlsens holdning til romanen var en anden.

Han beskriver sin generelle arbejdshypotese sådan: ” Principielt vil jeg sige, at jeg i arbejdet med litterært basismateriale befinder mig i samme situation, som hvis jeg arbejdede udfra en ide, fra en social problemstilling eller udfra en personlig konflikt … Jeg betragter bogen som en inspiration til at skabe et selvstændigt kunstværk” (Roman og drama bli’r til film, s.64)

I et interview siger han om arbejdet med Sult at ”Det gik op for mig, at man ikke kan lave en bog om til film uden virkelig at forgribe sig på bogen. Den anden ting, der gik op for mig, det var, at det, jeg havde lyst til at filmatisere, var min egen oplevelse af bogen og ikke bogen, som den er.” (Instruktørens blik, s.50)

Carlsen har brugt dette princip om afstand til bogen, han vil filmatisere, alle de gange han har arbejdet ud fra litterære forlæg, hvilket han har gjort i mange film. I forbindelse med Sult var dette både en nødvendighed og et problem, for romanen er ikke en traditionel historie, hvor hovedpersonen f.eks. skal igennem nogle forhindringer for at nå et mål, som han så i en almindelig film også når, så publikum kan gå nogenlunde tilfredse hjem. Problemet er, at bogen er skrevet som en række kapitler eller næsten selvstændige noveller/handlingsforløb, som hovedpersonen gennemløber for til sidst i kapitlet at få noget at spise og så ellers stå med de samme problemer i det næste forløb. I slutkapitlet er der en form for forløsning, hvor han kommer ud af den onde cirkel ved at forlade byen, men det er stadig en åben slutning.

Som Carlsen siger: ”.. det er ikke rigtig nogen struktur for en film at have sådan nogle afsnit og sekvenser, der gentager sig. Så fandt vi ud af at lave en overordnet struktur for filmen, og så tage de episoder, vi syntes passede, og putte dem ind i en samlet helhed uden disse afbrydelser hele tiden med, at nu skulle han have noget at spise, og så kørte det videre.” (Instruktørens blik, s. 50)

Romanen er en jeg-roman med en subjektiv synsvinkel på omgivelser, livet og selvet. Det kender vi godt fra andre film, hvor kameraet ser det som personen ser: vi får en nærbillede af personens øjne, og derefter klippes der ud til det han/hun ser. Men det er svært at lave en hel film med subjektivt kamera, og det var det, der var opgaven for Carlsen og hans fotograf, Henning Christiansen. Spørgsmålet var, hvordan man løste en sådan opgave og samtidig fik en seværdig film ud af det, for meget lange scener med subjektivt kamera vil ofte være meget kedelige. Men de fandt på en løsning:

”.. vi  ligesom opbyggede en trekant, der bestod af kameraet, Per Oscarsson og publikum, og så blev det efterhånden til, at der rent faktisk igennem filmen ikke var en eneste scene, som ikke var enten med Per Oscarsson eller set af Per Oscarsson. Hans konstante oplevelser, den ene læsset oven på den anden, kom til at erstatte jeg’et i romanen. Den anden ting, der kom til at erstatte det, var selvfølgelig identifikationsmuligheden med Per Oscarsson. På den måde blev det en meget subjektiv film”. (Instruktørens blik, s. 51)

Kilder:

  • Sult’s tilblivelse ved Henning Carlsen (Bonusmateriale på DVD)
  • Samtale mellem Paul Auster og Hamsuns barnebarn Regine Hamsun (Bonusmateriale, DVD)
  • Borup Jensen: Roman bli´r til film
  • Hjort og Bondebjerg: Instruktørens blik

 

Se også materialet på kulturkanonens hjemmeside.

 

Hans Oluf Schou