Kulturkanon i undervisningen
 

Tiden

Den antikke tematik og Oplysningstidens klassicismer

C.F. Hansens arkitektur udgør et meget originalt, dansk bidrag til et omfattende internationalt opgør med Barokkens og Rokokoens ornamentrige formsprog. En dybere forståelse af C.F. Hansens markante arkitektur forudsætter, at man ser den på baggrund af den oprindelige, antikke arkitekturs grundprincipper og i sammenhæng med de nye, stærke, internationale strømninger i C.F. Hansens samtid, Oplysningstiden.

 

Det antikke udgangspunkt. Det græske tempel

Det græske tempel havde som formål at huse gudens statue. Templet var - hvis muligt - orienteret øst-vest og havde indgangen i østsiden. Selve gudstjenesten foregik uden for templet og bestod af religiøse ritualer med en offerhandling ved altret, der normalt lå ud for templets indgangsside.

 

Det klassiske, græske tempel har en simpel geometrisk grundform, nærmest som en rektangulær kasse. Det er sædvanligvis placeret midt inde i det hellige område, der ofte er markeret ved en omfatningsmur. Indgangen til det hellige område ligger forskudt fra templets midterakse, således at man ser templet over et af dets hjørner, og straks opfatter det i hele dets skulpturelle, 3-dimensionelle form, når man træder ind i helligdommen. Templet fremtræder således helt basalt som en fritliggende ”kubistisk” skulptur i helligdommens omgivende rum og i videre perspektiv i det omgivende landskab. Det klassiske, græske tempel har ikke nogen klart markeret facadeside. I modsætning hertil anlagde romerne sædvanligvis deres templer præcist på helligdommens midterakse, men med templets bagside rykket helt tilbage mod eller endog delvis uden for pladsens omfatningsmur. Hermed fik det romerske tempel en udpræget facadeside, der yderligere helt naturligt blev fremhævet med særlig rig udsmykning, en monumental facadetrappe og eventuelt en ekstra række søjler. Interessen for bygningen som en rumlig, abstrakt skulptur står i modsætning til arkitekturen som bærer af udsmykkede pragtfacader, og de to principper er ofte med til at karakterisere arkitekturhistoriske epoker. Tydeligt ses dette i barokarkitekturen over for Nyklassicismens arkitektur, som f.eks. i Peterskirken og Peterspladsen i Rom over for Vor Frue Kirke i København.

 

Det græske tempel kan have søjler anbragt i lidt forskellige systemer, men det mest kendte er peristyltemplet, som består af en indre, lukket del, cella, omgivet af en enkelt søjlerække hele vejen rundt, således at søjlerækken og taget kommer til at definere templets ydre form. Søjlerne optræder i én af tre typer, som hver er defineret ved deres særlige karakter og tilhørende baser, kapitæler og friser. En sådan type kaldes en søjleorden og der er tre søjleordner i klassisk tid:

 

1. Den doriske orden, der opstod ca. 600 f.Kr. Det er den mest enkle og den virker ofte lidt streng og alvorlig, men den kan opnå en kraftfuld skulpturel effekt, når den er bedst og ikke mindst, når den er udført i god marmor.

 

2. Den ioniske orden blev skabt på de græske øer og i Vestlilleasiens rige kystbyer et par årtier efter den doriske ordens fremkomst på det græske fastland. Den ioniske orden er slankere og mere elegant og virker ved sin lethed og rige ornamentik.

 

3. Omkring 150 år senere, dvs. ca. 440-420 f.Kr., udviklede en athensk billedhugger eller arkitekt den tredje søjleorden, den korinthiske, der kan opfattes som en afart af den ioniske, men med et særligt rigt og overdådigt søjlekapitæl, med stiliserede stængler og blade af akanthus planten. Den anvendtes i sine første godt 150 år næsten kun i det indre af doriske templer, men blev på langt sigt de europæiske monarkers, pavers og andre magthaveres fortrukne, græske søjleorden på grund af dens udtryk af luksus, rigdom og overflod.

 

I romersk tid og ikke mindst i renæssancen holdt arkitekterne sig ikke længere så strengt til de tre grundlæggende søjleordner og skabte flere blandingsformer, hvoriblandt, den tuscanske orden og kompositkapitælet opnåede status som arkitekturens fjerde og femte søjleorden. Gennem valget af søjleorden kan arkitekten altså betone bygningen karakter af enkelhed, elegance eller rigdom.

 

Oplysningstidens klassicismer

Oplysningstidens tænkere havde en vision om en ny samfundsorden med støre social retfærdighed og en statsledelse, hvor styret var udbredt til bredere kredse end de fyrster, monarker og religiøse magthavere, hvem magten hidtil havde været forbeholdt. Der opstod en voksende opfattelse af at man kunne skabe en bedre verden på grundlag af viden, oplysning og fornuft, befriet for religiøs og verdslig dogmatik og vanetænkning. Mange mente, at man i antikken allerede havde haft en samfundsorden, som i vid udstrækning rummede disse idealer og interessen for den græsk-romerske oldtid blev derfor intens. Som en logisk følge heraf blev den antikke arkitektur og de principper, som man mente havde været gældende for den, gjort til den nye progressive bevægelses bygningskunst. Oplysningstidens klassicisme blev til en af de mest ekstreme arkitekturstrømninger i Europæisk arkitektur indtil funktionalismen og modernismen genoptog dens grundideer og førte dem til endnu mere vidtgående konsekvenser i første halvdel af det 20. årh.

    

Oplysningstidens klassicisme kan siges at have tre hovedkilder:

 

1. Den første var en bevægelse mod en kraftig forenkling af den eksisterende europæiske arkitekturs formsprog, - det vil sige af den arkitekturtradition, der som en rød tråd var forløbet ubrudt fra antikken over renæssancen og som senest havde manifesteret sig i barokkens og rokokoens arkitektur med dens anvendelse af dramatiske effekter og rig ornamentik. Denne stræben mod at give arkitekturen sin enkelhed og strukturelle logik tilbage – men inden for den traditionelle arkitekturs rammer - blev især forfægtet af franske teoretikere og arkitekter op gennem 1700-tallet.

 

2. En anden hovedkilde til oplysningstidens klassicisme var den langt mere ekstreme, franske revolutionsklassicisme, hvis berømteste repræsentanter er Ledoux og Boullée. I revolutionsklassicismen frigjordes arkitekturen i den grad for sine ornamenter, at bygningerne kom til at fremstå næsten som en ”kubisme” af geometriske grundformer med kun få, enkle græske søjler og romerske buer til at bryde strengheden.

 

3. Den tredje kilde er den arkæologiske klassicisme. I den arkæologiske klassicisme, forsøgte man at nå bag om alle senere tiders forvanskninger til den oprindelige, ægte græske arkitektur ved at udsende videnskabelige ekspeditioner, som skulle finde ruinerne af de græske templer, opmåle dem og publicere dem i bogværker, så Europas arkitekter fik mulighed for at bruge den rene, klassiske arkitektur og dens ornamenter i den nye tids bygninger. Franskmændene og frem for alt englænderne stod bag de vigtigste af disse ekspeditioner, der kan ses som begyndelsen til de internationale forskningsprojekter, som står bag store dele af nutidens arkæologiske forskning i Middelhavslandene. Den arkæologiske klassicisme indgår i mange af oplysningstidens bygninger, og undertiden er den - ikke mindst i England – blevet anvendt så stor konsekvens og troskab mod de oprindelige kilder, at bygningerne kan virke som noget livløse pasticher eller kulisser uden den oprindelige græske arkitekturs originalitet og dynamik.

 

Europæiske og amerikanske arkitekter skabte omkring 1800 en rig, klassicistisk arkitektur med udgangspunkt i de omtalte hovedstrømninger. Den kendteste klassicistiske arkitekt i Nordeuropa var nok K. F. Schinkel, hvis vigtigste bygninger ligger i Berlin. Danmark havde flere, meget betydelige klassicistiske arkitekter, og på grund af flere store brande i 1700-tallet samt englændernes bombardement af København i 1807 er København en by med et særligt klassicistisk præg.

    

C. F. Harsdorff er den første klassicistiske arkitekt i Danmark af mere vidtrækkende betydning. Hans harmoniske stil er repræsenteret ved hans eget hus på Kgs. Nytorv, Danske Banks hovedsæde ikke langt derfra samt Amalienborgs ioniske kolonnade. Større betydning fik hans elev, C. F. Hansen, hvis stil ofte er mere markant og yderligtgående. Han kendes først som arkitekten bag et antal meget originale, klassicistiske villaer i Altona nord for Hamburg. Senere stod han - som overbygningsdirektør og professor på Kunstakademiet i København - bag Domhuset (1813-1816), Vor Frue Kirke (1811-1829) og Slotskirken (indviet 1826), som alle hører til blandt Københavns mest interessante bygninger. C. F. Hansens elev Christian Hansen arbejdede en lang tid sammen med sin broder Theophilus Hansen i Athen og opførte nogle af den græske hovedstads mest markante, klassicistiske bygninger. Disse er dog i et langt mindre strengt formsprog, og de to brødres glæde ved farver og ornamenter viser, hvor langt de fjernede sig fra den tidlige klassicismes grundlæggende krav om enkelhed. Christian og Theophilus Hansen arbejdede sig i anden halvdel af 1800-tallet - som andre europæiske arkitekter i øvrigt - gradvist ind i den følgende, brogede arkitekturstil, som kaldes ”historicismen”.

 

Se også kulturkanonens hjemmeside.

 

Poul Pedersen, Syddansk Universitet

Thomas Aagaard Kristensen, Sct. Knuds Gymnasium