Kulturkanon i undervisningen
 

Baggrund for billedet - almen studieforberedelse

Eckersbergs forudsætninger

Analysen af maleriet har vist, at det på trods af det umiddelbare helhedsindtryk har en sammensat karakter. Den er for det første opstået pga. den klassicistiske kunstners kombination af det præcise forarbejde med struktureringen af kompositionen og den afsluttende omhyggelige iagttagelse af lys og luft på stedet. For det andet øger collagen af den stabile klassiske arkitektur kombineret med de levende planter og skyer maleriets kompleksitet. Her har vi den romantiske kunstner i svøb.

 

Via sin akademiske uddannelse beherskede Eckersberg det klassiske formsprog. Som sin læremester i Paris, J.-L. David, var han optaget af det arkademotiv, David havde anvendt i Horatiernes Ed fra 1785. Dette maleri, der blev til i Rom, anses for at være nyklassicismens gennembrud, og her sværger horatierne en ed på en smal scene foran en bygning med arkader. Eckersberg leger med sit arkademotiv og bruger det som indramning af netop de bygninger, som er væsentlige for ham.

 

Samtidig er noget nyt ved at dukke op, nemlig kunstnerens personlige tolkning af et hjørne af naturen, og netop den personlige tilgang til motivet danner grundlag for den smukke helhed. Det er ingen hemmelighed, at Eckersberg under sit ophold i Rom længtes hjem, selv om situationen i Danmark var kaotisk som følge af vores uheldige deltagelse i Napoleonskrigene. Det trak op til torden i nordøst.

 

Billedet viser, hvad Eckersberg har fået ud af sin uddannelsesrejse. Han har tilegnet sig den klassiske dannelse, og han har udvidet den traditionelle skoling med friluftmaleriet. Med Udsigt gennem tre af de nordvestlige buer i Colosseums tredje stokværk har han sikret sig et minde om den skønhed, som han fandt i den evige stad: form, farve og linjer. Historie, kultur og natur er forenet til en guddommelig helhed. Skønheden findes i det mindste strå, i den største arkitektur. Begge er dele af et guddommeligt skaberværk.

 

Den absolutte skønhed og harmoni kunne for Eckersberg opnås i en forening af klassicisme og romantik i en vision. Hans maleri peger frem mod Søren Kierkegaards skelnen mellem erindring og hukommelse:

 

“At erindre er ingenlunde identisk med at huske. Man kan saaledes godt huske en Begivenhed til Punkt og Prikke uden derfor at erindre den. Hukommelsen er kun en forsvindende Betingelse. Ved Hukommelsen stiller det Oplevede sig frem for at modtage Erindringens Indvielse. Forskjellen skjønnes allerede i Menneskealdernes Forskjellighed. Oldingen taber Hukommelsen, der overhovedet er den Evne, som tabes først. Dog har Oldingen noget Digterisk, han er i Folkeforestillingen prophetisk, gudbeaandet. Men Erindringen er jo ogsaa hans bedste Kraft, hans trøst, der trøster ham med det poetiske Fjernsyn”. (Citeret efter Stadier på Livets Vei, 1845)

At maleriet betød meget for Eckersberg, fremgår af, at han beholdt det til sin død.

 

Christoffer Wilhelm Eckersberg (1783 - 1853)

Uddannet som malersvend i Flensborg og siden på Kunstakademiet i København, hvor han vandt den store guldmedalje i 1809. I 1811 blev han elev hos J.-L. David i Paris, hvorfra han rejste i 1812 til Rom. Her opholdt han sig fra 1813 til 1816. Professor ved Kunstakademiet 1818.

 

I Rom malede Eckersberg et portræt af Thorvaldsen (Kunstakademiet), hvis klassicisme understøttede Eckersbergs uddannelse som historiemaler hos David. Men han begyndte også på egen hånd at male i naturen. Disse prospekter fik senere stor betydning for hans elever som forbilleder på grund af deres omhyggelige naturiagttagelse og gennemarbejdede kompositioner. Hjemme i Danmark malede Eckersberg mange portrætter, men også landskaber og genrebilleder. Især var han optaget af marinemaleriet og linearperspektivet, som han udgave et værk om i 1843.

 

Med sine prospekter fra Rom var Eckersberg med til at lægge grunden til en særligt rig del af dansk kunsthistorie, nemlig den periode man kalder guldalderen. En række kunstnere udfoldede sig på trods af landets alvorlige økonomiske situation efter Napoleonskrigene, i hvis kølvand mange menneskers bevidsthed om det nationale, dvs. det særligt danske, voksede. Man begyndte at interessere sig for landets identitet og særlige kultur, og langsomt afløstes oplysningstidens interesse for det klassiske Rom og Grækenland af en glæde over det danske landskab og nationens historie. I forlængelse af Eckersbergs undervisning på Kunstakademiet i København begyndte unge kunstnere at se det som deres opgave at gengive den danske natur, som de ofte malede på stedet, og de inddrog gerne almindelige mennesker og deres levevilkår i deres malerier. Det er en af grundene til, at Eckersberg i manges øjne er kommet til at stå som en far for dansk maleri.

 

Selv var han først og fremmest uddannet som historiemaler, hvilket siden renæssancen blev anset for at være den fornemmeste form for maleri. Historiemaleriet var allerede af den italienske kunstteoretiker Leon Battista Alberti blevet defineret så bredt, at det omfattede både fremstillinger af historiske motiver, bibelske, mytologiske og allegoriske scener. Derfor skulle en kunstner være en dannet mand med kendskab til Bibelen og den klassiske litteratur. Foruden den humanistiske dannelse skulle maleren beherske en række tekniske færdigheder som modelstudier, gengivelse af landskab, arkitektur samt flora og fauna, som alt sammen skulle samles til en kompositorisk helhed, der ofte udtrykte en filosofisk eller moralsk ide. Først i slutningen af 1700-tallet blev det mode at gengive afgørende begivenheder i samtiden, og først i begyndelsen af 1800-tallet begyndte man at male i det frie.

 

Eckersberg var dybt forankret i den klassiske kunst, og han skrev i marts 1816 fra Rom, at “København er Nordens Athen. Hvilken af nabonationerne kan opvise en Hansen og en Thorvaldsen, og hvilken regering gør mere for de skønne kunsters fremme?”

 

Dannelsesrejsen til Rom

Hvorfor ankom Thorvaldsen midt under Napoleonskrigene den 8. marts 1797 til Rom, og hvorfor kom C.W. Eckersberg i Napoleonskrigens sidste år 3. juli 1813 til Rom? De rejste, fordi de skulle på dannelsesrejse. Siden midten af 1700-tallet var det blevet almindeligt for andre end adelens sønner at tage på dannelsesrejse, og Rom var et must. I oplysningstiden var den fornuftsbetingede civilisation og kultur i højsædet, men samtidig eksisterede der en sentimental længsel efter den oprindelige natur, efter den tabte forening af natur og civilisation, en længsel efter utopien. Denne utopi blev ofte henlagt til fortiden, til den gyldne tidsalder, hvor naturen og fornuften var forenet, hvor skønhed og ånd gik hånd i hånd. Antikkens storhed, Grækenland og Rom blev alle længslers mål. Tyskeren Johann Joachim Winckelmann (”edle Einfalt und stille Grösse”) og udgravningerne af Herculaneum og Pompei bidrog kraftigt hertil. Man kunne ikke tage til Grækenland, da tyrkerne holdt det besat, men Rom havde også meget mere at byde på. Her var antikke ruiner og græske/romerske skulpturer, man idealiserede det antikke Roms republikanske styreform, som blev set som en modvægt til de enevældige kongedømmer, den heroiske fortid, og man lovpriste den antikke litteratur, som kom på mode. Antikken blev set som den tid, hvor det heroiske menneske/individ dominerede, ledet af fornuften, hvor naturen og menneskene indgik i samklang med hinanden, det var den tabte guldalder.

 

Men Rom havde meget andet at byde på. Rom var kristenhedens midtpunkt, ganske vist den katolske papistiske kristenhed, men ikke desto mindre var det i Rom man fandt de store kirker og kunst fra antikken til nutiden. I Rom kunne man mærke historiens vingesus.

 

Rom var før 1870 en by med udpræget landligt præg, naturen herskede i byen, her kunne man pleje sin længsel efter naturen, man kunne endog kombinere den med maleriske ruiner. Ruinerne blev ikke altid set som skønne rester fra antikken, de havde ikke den store værdi som arkitektoniske monumenter, de var ikke noget i sig selv, men blev set som symboler på menneskehedens forgængelighed, som de lå der tilgroede og overtaget af naturen. De kunne bruges som illustrationer i naturen. Desuden kunne Rom byde på en malerisk, lidt hæmningsløs befolkning, der levede om ikke i naturtilstanden så dog mere frit end folk hjemme i København. Dog var de danske rejsende ikke altid lige trygge ved disse romere, men på den anden side var de efterkommere af de antikke romere, de var de antikke skulpturer i levende live.

Naturligvis skulle såvel Thorvaldsen som Eckersberg følge tiden og tage til Rom. Kunstakademiet og fonden “ad usus publicos” gav stipendier til dannelsesrejsen, dels til en kunstner, dels til en digter.

 

Modtagerne af disse stipendier skulle have “beviser” med hjem, de bevilgende myndigheder skulle se et eller flere malerier eller figurer som kvittering for, at kunstnere havde brugt pengene fornuftigt. Samtidig fungerede billederne som en slags fotografier, der kunne vises eller sælges til de københavnske mæcener, som aldrig havde været i Rom, men som gerne ville se, hvorledes der så ud i den fjerne by.

 

Colosseum

Colosseum blev påbegyndt af kejser Vespasian i år 70 og blev indviet ti år senere af hans søn Titus. Det var det største amfiteater i Romerriget med en længde på 189 m, en bredde på 156 m og en højde på 48-50 m. Man anslår, at der kunne sidde mindst 50.000 tilskuere i amfiteateret.

 

Colosseum var stedet, hvor man udkæmpede gladiatorkampe. Disse fandt ofte sted efter følgende plan: om formiddagen var der dyrekampe, dvs. forskellige dyr kæmpede mod hinanden eller mennesker kunne kæmpe mod dyr med det formål at nedlægge dyret. I middagspausen henrettede man folk, der var “dømt til dyrene”, eller man lod dem kæmpe mod hinanden. Om eftermiddagen fandt de egentlige gladiatorkampe sted med trænede gladiatorer udrustet med forskellige typer våben og forsvarsmidler.

 

Se maleriet på kulturkanonens hjemmeside.

Hanne Christiansen, Hasseris Gymnasium

Dorte Fogh, Silkeborg Amtsgymnasium