Kulturkanon i undervisningen
 

Thorvaldsens skulptur

Baggrunden

I 1801 havde billedhuggeren Bertel Thorvaldsen på legater hjemmefra opholdt sig i Rom i fem år og skulle nu til at belave sig på at vende tilbage til Danmark. Så ganske naturligt tænkte han på et afsluttende arbejde, som skulle fortælle verden, hvad han havde fået ud af årene i Rom.

 

Jasonmotivet

Hvorfor valget faldt på en skulptur af Jason ved vi i realiteten ikke. Men Thorvaldsens mentor under de første år i Rom, George Zoëga, kan have rådet ham til dette valg. Selv havde Zoëga få år forinden rosende skrevet i sin indberetning til akademiet i København d. 8. september 1797 om den unge italienske billedhugger Domenico Cardelli, som havde fremstillet skulpturer af Jason og Medea. Endnu en Jasoninspiration har utvivlsomt været den i den tyske kunstnergruppe meget indflydelsesrige Asmus Jacob Carstens’s tegninger med gengivelser fra Argonauter-togtet. Enkelte af Carstens’s Jasonfigurer er meget tæt på Thorvaldsens jasonudformning. Sandsynligt er det endvidere, at Jasonfremstillinger på de romerske såkaldte Medea-sarkofager har spillet en rolle for Thorvaldsens Jason. Medea-sarkofagerne kendte Zoëga så udmærket gennem sit store arbejde med de antikke basrelieffer, og han har næppe undladt at meddele sin unge protegé denne viden. Her finder vi i alt væsentligt samme stillingsmotiv, samme hoveddrejning, ligesom venstre håndens håndtering af hhv. kappe og vædderskind er identisk.

 

Jason i ler og gips

Thorvaldsens første jasonskulptur fra 1801 kender vi slet ikke. Den blev slået ned kort efter, at den stod færdig i ler, hvorefter Thorvaldsen tog fat på sin anden Jason. Om denne siger Thorvaldsen selv, at han var på konstant løbetur mellem sit atelier og Vaticanet. Åbenbart for at studere de antikke forbilleder og her, at dømme efter Jasons udformning, først og fremmest Apollon Belvedere og en kopi af Polyklets spydbærer. Da skulpturen stod færdig i ler, var det Thorvaldsens held, at den tysk/danske forfatterinde Friederike Brun var i Rom og på stedet bekostede en afstøbning i gips, som ikke risikerede at falde sammen, slå revner eller på anden måde nedbrydes, som det uundgåeligt ville ske med en skulptur i ler. Brænding kunne ikke komme på tale. Den ville have været alt for bekostelig, og så forstod man dengang ikke så godt som tidligere – i antikken og middelalderen – og i dag at brænde store skulpturer.

 

Jason i marmor

Det rygtedes i Rom, at der var en ny skulptur at se. Den italienske billedhugger Antonio Canova, tidens største navn inden for billedhuggerkunsten, kom og udtalte, at Thorvaldsens statue var lavet i en ny og stor stil. Til sidst kom også den engelske bankier Thomas Hope og bestilte skulpturen i marmor, samtidig med at han betalte en tredjedel af den aftalte sum. Rygtet vil vide, at det var i sidste øjeblik, for da stod rejsevognen allerede uden for døren. Slet så dramatisk var det nok ikke, men bestillingen og forskuddet bevirkede, at Thorvaldsen kunne forblive i Rom. Og mere end forblive. Nu kom der store bestillinger og efterhånden så mange, at Thorvaldsen havde svært ved at følge trit og derfor ikke tid og efterhånden heller ikke lyst til Jason, som faktisk først blev afleveret til Thomas Hope 25 år senere i 1828. Til Thomas Hopes meget store og let forståelige utilfredshed, så meget mere som Thomas Hope meget hurtigt efter den første udbetaling havde betalt de to næste rater i håb om, at dette ville fremskynde en færdiggørelse.

 

Se også: kulturkanonens hjemmeside.

 

Margit Kiil Jørgensen, Silkeborg Amtsgymnasium

Torben Melander, Thorvaldsens Museum