Kulturkanon i undervisningen
 

Vejledning, dansk, gym.

Søren Kierkegaard: Enten – Eller

Af Steen Beck

 

Søren Kierkegaard er på alle måder en grænseoverskridende forfatter. Hvordan skal man fx karakterisere hans overordnede projekt? Er det teologisk? Filosofisk? Psykologisk? Skønlitterært? Sagen er måske, at Kierkegaard havde mange talenter og var i stand til at realisere disse talenter i et forfatterskab, som derved kom til at udfordre konventioner og genrer og sikrede ham en placering som en af de største tænkere og stilister – ifølge mange den største - dansk litteratur har frembragt.

     Selvfølgelig skal elever inden for de ungdomsgymnasiale uddannelser stifte bekendtskab med Kierkegaard – ikke mindst fordi de er i den privilegerede situation at kunne læse ham på originalsproget. Spørgsmålet er imidlertid, hvor i gymnasiets fag den faggrænsesprængende Kierkegaard hører til? Det kan der i sagens natur ikke svares entydigt på, men det er oplagt at inddrage Kierkegaard i fag som religion, filosofi og dansk – og måske endda i et fagsamspil mellem disse fag.

     Der er flere gode grund til, at Kierkegaard bør inddrages med en vis vægt i gymnasiets danskundervisning. For det første lader hans værker sig i høj grad læse som prosalitteratur, ikke mindst på grund af de raffinerede udsigelsesforhold, som knytter sig til hans brug af pseudonymer. I den forstand kræver Kierkegaards diskurs den form for tekstanalytisk kompetence, som netop danskundervisningen giver eleverne. For det andet har Kierkegaard skrevet tekster, som uden videre kan betragtes som skønlitterære, fx ”Forførerens Dagbog”. For det tredje behandler han på en uovertruffen original måde temaer, fx i relation til bevidsthedsudvikling og kønsidentitet, som er helt centrale i litteraturen i første halvdel af 1800-tallet. Det er således oplagt at inddrage Kierkegaard i forbindelse med den historiske læsning i dansk og her at bringe ham i selskab med samtidige forfattere som H.C. Andersen, Meïr Goldschmidt, Thomasine Gyllembourg og Steen Steensen Blicher. For det fjerde er Kierkegaard med sine dybsindige overvejelser i forhold til konsekvenserne af individualisering og kulturel frisættelse en højst moderne forfatter, som i helt elementær forstand har noget at sige til den, der orker at sætte sig ind i hans raffinerede teorier om bevidsthed, refleksion, angst osv.: For hvilket ungt menneske interesserer sig ikke for spørgsmålet om identitet, valget og kønnet, kort sagt helt fundamentale temaer, der angår spørgsmålene: Hvem er jeg? Og hvem vil jeg gerne være?

     Der åbner sig altså store muligheder i forbindelse med en inddragelse af Kierkegaard-tekster i danskundervisningen, både i tekstanalytisk, historisk og dannelsesmæssig forstand. Problemet med Kierkegaard kan ud fra en undervisningsmæssig synsvinkel være, at han på grund af sin sproglige stil og ofte komplicerede teologiske og filosofiske diskurs kan forekomme elever at være en endog meget vanskeligt tilgængelig forfatter. Det må derfor tilrådes, at dansklæreren gør meget for at hjælpe eleverne på vej ind i det kierkegaardske univers, både gennem introduktioner til forfatterskabet og ved at finde tekstuddrag, som gør elevernes møde med Kierkegaard eksistentielt vedkommende. Sker det, er der meget der taler for, at eleverne stifter bekendtskab med en dansk forfatter, hvis tanker vil sætte sig afgørende spor i deres måde at tænke over litteratur og eksistens på.

    

I det følgende gives tre forholdsvis detaljerede forslag til undervisningsforløb i gymnasiet med udgangspunkt i Enten – Eller. Tekstuddrag og temaer er udvalgt ud fra en idé om, hvilke aspekter af værket der egner sig i danskundervisningen og kan interessere nutidens gymnasieelever.

      Teksten er opbygget på følgende måde. Indledningsvis introduceres kort værk og forfatter. Dernæst præsenteres tre forslag til undervisningsforløb. Hvert forslag er opbygget i tre trin. Først præsenteres forslag til tekstuddrag, ligesom en række relevante temaer, som kan tages op af lærer og elever, angives. Herefter gives et forslag til tolkningsramme (for hvad angår de komplicerede udsigelsesforhold i Enten – Eller,er det ikke nogen let sag at bedrive udsigelsesanalyse – hvilket blot er en anden måde at sige på, at teksten er uhyre interessant i et tekstanalytisk og altså danskfagligt perspektiv). Til slut gives nogle ideer til, hvordan man kan læse tekstuddraget systematisk – og altså behandle de temaer, som er angivet i forslaget til tekstuddrag.    

    

Omkring Enten – Eller

Søren Kierkegaard understreger flere steder, at han først og fremmest vil forstås som en kristen tænker. Der er da heller ikke nogen grund til at betvivle, at spørgsmålet om, hvad kristendom er, er et vigtigt omdrejningspunkt i forfatterskabet. Man må imidlertid være opmærksom på, at Kierkegaard skrev sine tekster i 1800-tallet, hvor tænkningen var præget af oplysningstænkningens og romantikkens dagsordener. Disse dagsordener er Kierkegaard stærkt påvirket af – ikke mindst i sin eksistensfilosofiske tilgang til individet, hvis subjektive og lidenskabelige selv- og omverdenstilegnelse derfor med fordel kan opfattes som forfatterskabets egentlige omdrejningspunkt – det gælder ikke mindst i Enten – Eller fra 1843.­­

 

Pseudonymerne

Da Kierkegaard i 1843 udgav Enten – Eller, påbegyndte han, hvad han selv betragtede som sit egentlige forfatterskab. I værket gennemspilles med stor virtuositet en række temaer af æstetisk, etisk og religiøs art, som uddybes, nuanceres og videreudvikles senere i forfatterskabet. Værket kan således ses som en slags ouverture til det samlede forfatterskab, hvor de vigtigste temaer og ledemotiver gennemspilles, ikke mindst den æstetiske, den etiske og den religiøse livsholdning og grundproblematik. Det er også i Enten – Eller, at Kierkegaard for første gang benytter sig af den række af pseudonyme udgivere og fortællere, som har gjort det til en ikke så lidt vanskelig opgave at finde forfatteren Kierkegaard i den polyfoni af stemmer, som befolker hans værk (for en litterærlæsning af Søren Kierkegaard, se Henriksen 1954).

     Enten – Eller vakte intet mindre end skandale, da den udkom i 1843. Først og fremmest var det æstetikerens kyniske og ironiske skrifter i almindelighed og Forførerens Dagbog i særdeleshed, der vakte forargelse – tidens mest indflydelsesrige kritiker Johan Ludvig Heiberg, som ligefrem fandt ”Forførerens Dagbog” og andre af teksterne i første del taktløse og ubehagelige. Det var imidlertid ikke let for samtiden at finde ud af, hvad forfatterholdningen til stemmerne i romanen var – og spørgsmålet diskuteres for så vidt fortsat den dag i dag. Det skyldes, at Enten – Eller er konstrueret som et kinesisk æskesystem (udtrykket tilhører Victor Eremita i forordet) af fiktive forfattere – og ingen af dem kan siges at være forfatterens talerør.

     Inden for fiktionsrammen er Enten – Eller udgivet af en mand, der kalder sig Victor Eremita (oversat fra latin: den sejrende ensomhed). Han har ved et tilfælde fundet nogle papirer i en skrivepult, som han har købt. Det er denne Victor Eremita, som har samlet de tekster, der foreligger i Enten – Eller til udgivelse, og det er ham, der præsenterer læseren for de to forfattere, som der ikke eksisterer nogle biografiske oplysninger om. Det eneste, vi ved, er, at de to forfattere må kende hinanden, da B’s papirer foreligger som breve forfattet til A, som han kalder sin ven.

    Enten – Eller består af to dele. Første del er skrevet af A, mens anden del er skrevet af B, som også har et navn, nemlig Wilhelm. Disse to skikkelser repræsenterer to forskellige livsanskuelser. Æstetiker A skriver en række mindre afhandlinger, som spænder fra aforismesamlingen ”Diapsalmata” over mindre afhandlinger af filosofisk og kunstteoretisk art til den lille roman ”Forførerens Dagbog”. Etikeren B kredser om et menneskes pligter som borger og som ægtemand. Det sker i to afhandlinger, ”Ægteskabets æsthetiske Gyldighed” og ”Ligevægten mellem det Æsthetiske og Ethiske i Personlighedens Udarbejdelse”. Anden del af Enten – Eller afsluttes med en prædiken, som er forfattet af en ven til B, som er præst i Jylland. Den har titlen ”Det opbyggelige, der ligger i den Tanke, at mod Gud have vi altid Uret”. Således slutter værket med en angivelse af en livsanskuelse, som fremhæver det religiøse som en afgørende dimension i den menneskelige tilværelse.

 

Dannelsestænkningen

Kierkegaard skrev sine værker på en tid, hvor kulturlivet i Danmark og i hovedstaden København, hvor han boede hele sit liv, domineredes af den såkaldte dannelsestænkning. Dannelsestænkningen byggede på den idé, at det enkelte menneskes bevidsthedsmæssige – eller med tidens udtryk: åndelige – udvikling er knyttet til forskellige bevidsthedsfaser, gennem hvilke en højere og højere grad af selvindsigt kommer til syne. Mennesket bevæger sig ideelt set fra barndommens uskyldighed over ungdommens modnende kriser og frem til voksenlivets modne tilstand, hvor konflikterne mellem fx lidenskaber og fornuft, naturlige tilbøjeligheder og kulturelle normer, løses. Det bærende princip i tidens opdragelses- og dannelseskultur var, at de rå lidenskaber, ikke mindst seksualiteten, måtte forvandles til følsomhed, ømhed og kærlighed, og at åndelig vækst altså også havde at gøre med kultivering af menneskesjælen.                   

     I 1800-tallets borgerkultur spillede musik, skuespil, opera og litteratur, kort sagt det æstetiske, en uhyre vigtig rolle. Tidens temaer blev behandlet i kunsten, og den kulturelle elite mødtes i det offentlige rum, fx i Det Kongelige Teater, hvor dannelseskulturen konkret udfoldedes. Ved at dyrke de skønne kunstner stiftede det dannede menneske bekendtskab med et æstetisk og åndeligt rige, som formodedes at spille en særlig rolle for udviklingen af et rigt facetteret sjæleliv.

     Kierkegaard forholder sig i Enten – Eller både bekræftende og kritisk til tidens dannelseskultur og -tænkning. I værket inddrages tidens dannelseshorisont som en naturlig reference for både æstetikeren og etikeren: Når der således i værkets første del henvises til Mozarts Don Juan og læseren forventes at have kendskab til værket, skyldes det således, at Don Juan ofte blev opført på Det Kongelige Teater, et af de centrale mødesteder for den københavnske kulturelite. Når æstetikeren kan henvise til Sofokles Antigone, Goethes Faust osv., hænger det sammen med, at der i København fandtes et læsende publikum, som faktisk læste disse værker, og at i hvert fald den mandlige del af kulturborgerskabet havde gået i den lærde skole, hvor de græske (og romerske) klassikere var en fast del af pensum. Også tematisk rummer Enten – Eller et helt katalog over de debatemner, man diskuterede, hvis man var med på noderne inden for den københavnske kulturelite. Æstetikerens nydelses- og kunstfilosofi og etikerens harmoniserende midterposition i relation til emner som ægteskab, køn og selvovertagelse hører til dannelsestænkningens klassiske problemstillinger.

     Men Kierkegaard forholder sig til de dannede københavneres foretrukne diskussionsemner på en uhyre original måde, som på mange måder udfordrer tidens forestillinger om kunst og dannelse. Først og fremmest angriber han med sin konfliktbevidste tilgang til skismaet mellem den æstetiske og etiske livsanskuelse tidens mere udglattende forestilling om, at kunsten opbygger, og at forskellige sider af mennesket lader sig forsone. Kierkegaards æstetiker er, som navnet siger, optaget af en æstetisk oplevelsesmåde, men denne udarter hos ham som en radikal nydelsesfilosofi, som rummer decideret nihilistiske træk og dermed underminerer enhver opbyggelig tale om det ene eksistensstadies ’ophævelse’ i det næste. Og med sin radikale kristendomsfortolkning går Kierkegaard – i Enten – Eller i en forholdsvis moderat form, men senere i forfatterskabet på en langt mere direkte måde – i kødet på enhver spidsborgerlig forestilling om tro som noget, der kan tilpasses den borgerlige fornuft og forveksles med bedsteborgerens kirkegang om søndagen.

     I den forstand kan Kierkegaard litteraturhistorisk placeres som en original repræsentant for romantismen eller ’den sorte romantik’ – og hans forfatterskab peger ikke bare tilbage på romantikken, men også frem mod det moderne gennembrud med dets dekonstruktion af dannelsestanken og bevidsthed om ubehaget i kulturen, som det hedder hos Sigmund Freud, som Kierkegaard med sin sans for dybdepsykologiske problemer faktisk har en del til fælles med, når man ser bort fra diverse stilistiske og åndshistoriske forskelligheder mellem de to. 

    

Selvanalysen      

Kierkegaard beskæftiger sig med kulturkritik og kulturhistorie på mange niveauer. I sin beskrivelse af det moderne menneskes psykologiske og religiøse problematik trækker han imidlertid også i høj grad på selvbiografisk materiale, og det er oplagt – også – at forstå hans intense forfattervirksomhed som et forsøg på at give sit eget liv mening og betydning. En ensidig biografisk læsning af et værk som Enten – Eller er alt for snæver, men det er samtidig klart, at centrale temaer i forfatterskabet – fx konflikten mellem hemmelighedskræmmeri og ’åbenbarelse’ og mellem det etiske og det religiøse – synes afgørende forbundet med Kierkegaards forsøg på at forklare sine eksistentielle egne valg, og da de følgende forslag til læsninger i nogen grad henter næring fra Kierkegaards biografi, skal jeg kort antyde de retninger, en biografisk læsning af Kierkegaard kan tage (se fx Brandes 1967 og Garff 2000).

       Et afgørende omdrejningspunkt for Kierkegaards selvforståelse var forholdet til faderen Michael Peder Kierkegaard. Kierkegaards far kom fra fattige kår, men nåede i løbet af sit liv at blive en meget formuende mand, både som klædehandler og ejer af flere ejendomme i København. Søren Kierkegaard voksede altså op i en familie, som tilhørte Københavns velhavende borgerskab. Michael Peder Kierkegaard havde tendens til depressioner, og det fremgår flere steder i Kierkegaards mere selvbiografisk anlagte tekster, at faderen tidligt indviede sin yngste søn i de mange religiøse anfægtelser og selvbebrejdelser, som var en del af depressionerne. Bl.a. gjorde faderen, som Søren nærede stor kærlighed til og respekt for, stort indtryk på sønnen ved at fortælle om dengang han som dreng vogtede dyr og en dag stillede sig op på en høj og forbandede Gud for sin usle skæbne. Det forblev ifølge Søren Kierkegaard en gåde for den gamle mand, at han af alle kunne blive så rig – og han gik og ventede på, at straffen ville komme. Sådanne tanker skabte hos faderen en meget skyldsbetonet kristendom, som han tidligt indviede sønnen i, og af Søren Kierkegaards refleksioner forskellige steder i forfatterskabet fremgår det, at han på mange måder fortolker sin egen skæbne i lyset af forholdet til faderen. Det fremgår flere steder, at han ligefrem forstod sig selv som det offer, faderen bragte Gud for at sone sin skyld, hvilket naturligvis har været gefundenes Fressen for diverse psykoanalytiske Kierkegaard-fortolkninger. Offeret var, at Søren Kierkegaard aldrig skulle komme til at leve et almindeligt liv med hustru og børn, men i stedet skulle udfolde et forfatterskab i kristendommens tjeneste. Som vi skal se, synes både æstetikerens hemmelighedskræmmeri med dertil hørende sorg og ironi og den religiøses suspendering af det etiske at kunne forbindes med sådanne overvejelser.   

     I Kierkegaards eget liv blev kollisionen mellem dannelsestanken med dens forestilling om lidenskabens og fornuftens kulmination i ægteskabet og Kierkegaards særlige problematik tydelig, da han i 1841 hævede forlovelsen med den 19-årige Regine Olsen, som han på det tidspunkt havde været forlovet med i ca. et år. Det fremgår flere steder i forfatterskabet, at netop slægtsforbandelsen i Kierkegaards egen selvfortolkning betød, at han ikke, med etikerens udtryk i Enten – Eller, kunne ’åbenbare’ sig, dvs. fortælle Regine om de hemmeligste og sværeste sider af sit liv og sin fortid. Og kan man ikke det, kan man ifølge Kierkegaard heller ikke gifte sig. På denne måde skabes der så at sige en fri transfer mellem forfatterskabets religiøse og psykologiske temaer. Hertil kommer, at forskere med sans for motivers mangefacetterede karakter har fremført det synspunkt, at Kierkegaard simpelthen bedre egnede sig til at skrive end at være ægtemand, og at afkaldet på kone, hus og børn derfor var en nødvendighed – måske endda en kærkommen lejlighed for en forfatter, som havde opdaget sine egne evner. Den brudte forlovelse er det andet store selvbiografiske omdrejningspunkt i Kierkegaards forfatterskab, bl.a. som vi skal se i Enten – Eller. Måske er det her, man skal finde kilden til Kierkegaards store interesse for den æstetiske position, som bl.a. udmærker sig ved at fremhæve udforskningen af det interessante på bekostning af livet sammen med andre mennesker.

   

Undervisningstema: Eksistenspositioner i Enten – Eller

Det første forslag til undervisningstema omhandler den æstetiske, den etiske og den religiøse position. Formålet med undervisningstemaet er at indføre eleverne i Kierkegaards konfliktorienterede variant af dannelsestanken, hvor forskellige livstydninger og eksistenspositioner spilles ud mod hinanden, og hvor der både gives store muligheder for en historisk perspektivering og mere holdningsprægede diskussioner om tilværelsesfortolkninger.

   

Forslag til tekstuddrag og analytisk fokus

Enten – Eller er som sagt ikke noget let værk, dels på grund af Kierkegaards diskurs, hvor abstrakte argumentationer af filosofisk og teologisk art blandes med mere sanseanskuelige fortællinger og billeddannelser, dels på grund af de mange henvisninger til værker og forfattere, som nutidens gymnasieelever ikke nødvendigvis har kendskab til. I det følgende har jeg valgt nogle tekstuddrag, som efter min mening kan læses med udbytte af gymnasieelever, og som gør det muligt at diskutere de kierkegaardske eksistenspositioner i såvel et historisk som et eksistensfilosofisk perspektiv.

     Eleverne kan have glæde af at studere æstetikerens livsanskuelse og eksistensposition gennem en læsning af aforismesamlingen ”Diapsalmata”. Formålet hermed må være at indkredse æstetikerens forskellige stemninger og temperamenter med henblik på at diskutere hans personlighedsstruktur. Følgende aforismer fra første del kan med fordel inddrages:

Om den spidsborgerlige åndløshed: ”Af alle latterlige Ting …”, s. 33.

Om forholdet mellem kunst og liv: ”Hvad er en Digter?..”, s. 27.

Om manglen på sammenhæng i livsprojektet:  ”Tiden gaar…”, s. 34.

Om ugidelighed: ”Jeg gider slet ikke…”, s. 28.

Om det ironiske gemyt: ”Noget Vidundeerligt er der hendt mig …”, s. 51-52.

Om kedsomhed og nihilisme: ”Naar jeg staar op om morgenen …”, s. 35.

Om sorgen og hemmeligheden: ”Min Sorg det er min Ridderborg …”, s. 51.

Om kunsten som forløser: ”Disse to bekjendte Violinstrøg…”, s. 39.

     Etikeren forholder sig som nævnt bevidst polemisk til æstetikeren, som hans to brevafhandlinger er henvendt til. Forslaget skal her være, at eleverne stifter bekendtskab dels med etikerens positive beskrivelse af den etiske position i forhold til ægteskabet, dels hans analyse af æstetikerens situation og forskellen på de to livsholdninger. Følgende tekstuddrag fra værkets anden del kan inddrages:

Om ægteskabet: s. 115, l. 2 - s. 120, l. 5.

Om æstetikerens misere: s. 195, l.10 – s. 198, l. 15.

Om forskellen mellem den æstetiske og den etiske livsanskuelse: s. 242, l. l3 - s. 249, l. 25.

     Fra den afsluttende prædiken – som sandsynligvis er den dimension i Kierkegaards tænkning, mange elever vil have svært ved at forstå og forholde sig til – har jeg valgt et uddrag, hvor forestillingen om, at kærligheden ikke udspringer fra menneske til menneske eller fra menneske til Gud, men fra Gud til menneske, udfoldes:

Om kærlighed i kristen forstand: s. 331, l. 16 - s. 332, l. 36.

 

Med udgangspunkt i ovenstående uddrag kan følgende elementer inddrages i undervisningen:

  • Æstetikerens og etikerens livsanskuelse (selvfortolkning, forhold til omverdenen osv.)
  • Overskridelsen af både den æstetiske og den etiske position i den afsluttende prædiken
  • Forholdet mellem eksistensposition og diskurs/skrivemåde (æstetikeren og aforismen, etikeren og brevafhandlingen, præsten og prædikenen).
  • Eksistenspositionerne i forhold til hinanden (alternativer, aldersbetingede faser, stadier i en åndelig udvikling)

 

Det vil være oplagt både at lade eleverne analysere og diskutere ovenstående temaer i et eksistentielt perspektiv med vægt på de livsanskuelsesmæssige forhold og i et historisk perspektiv med vægt på Kierkegaards placering i 1800-tallets dannelseskultur.

 

Fortolkningsforslag

Spørgsmålet om, hvordan de tre eksistenspositioner skal forstås i forhold til hinanden, bliver hurtigt centralt, når man læser Enten – Eller. Eleverne vil hurtigt blive nysgerrige og undre sig, og efter min mening må man som lærer fastholde, at relationen mellem positionerne er flertydig, og at der altså ikke gives enkle svar.    

     Det æstetiske, det etiske og det religiøse stadie kan forstås som selvstændige positioner, som ethvert menneske må vælge mellem. Læseren, som Kierkegaard kalder ”hin enkelte”, må altså spørge sig selv: Vil jeg vælge mig selv æstetisk (og forholde mig nydelsesorienteret), etisk (og forholde mig pligtorienteret) eller religiøst (og forholde mig til det absurde)?

     Positionerne kan også forstås som forskellige livshistoriske faser. I dette perspektiv er æstetikeren det unge menneske, der har opdaget bevidstheden, men i sit opgør med den åndløse spidsborgereksistens havner i en utilpasset og ulykkelig position, fordi hans åndelige udvikling så at sige bremses på et tidsligt tidspunkt, hvilket medfører, at han ikke lærer at tøjle sin stemningslabile måde at leve på. Når etikeren bestemmer æstetikeren som den, der er på vej mod fortvivlelse, betyder det, at æstetikeren gennem fortvivlelsen stadig har mulighed for at udvikle sig videre (det er vel derfor, at etikeren finder det relevant at skrive til ham). Etikeren har nået et højere eksistentielt stadie, idet hans bevidsthed (eller ånd) gennemskuer hans indre tilbøjeligheder og er i stand til at styre hele hans personlighed mod et formål, som forbinder sig med tanken om at realisere det almene og dermed til hans position som ægtemand og borger. Men også etikeren med sin fornuft og forestilling om det æstetiskes og det etiskes forsoning i ægteskabet kommer til kort, for i et religiøst perspektiv når dannelsestanken sin grænse i mødet med en kristendom, som fordrer tro og dermed gør diskussionen om, hvem der har ret – æstetikeren eller etikeren, til en mindre vigtig diskussion. For i forhold til Gud har vi altid uret!

 

En læsning

Som sagt er hele første del af Enten – Eller tillagt æstetiker A (dog er der tvivl om, hvorvidt han også er forfatter til Forførerens Dagbog, men det mener Victor Eremita nu nok, han er). A er en skriftens mester, og i en række skarpe aforismer (”Diapsalmata”), i mindre afhandlinger (bl.a. om Don Juan og om Antigone) og i ”Forførerens Dagbog” eksperimenteres der både tematisk og formmæssigt med en position, som gør eksperimentet og den æstetiske interesse til centrum på forskellige planer.

      A interesserer sig først og fremmest for det æstetiske. Æstetik-begrebet har hos Kierkegaard flere betydninger. For det første er A æstetiker i den forstand, at han er kunstnyder og kunstkender. For det andet forholder han sig som en slags kunstner til tilværelsen: Han opsøger interessante situationer, dvs. situationer, hvor der er noget særligt, pikant, specielt på færde. For det tredje er han en skriftens mester, og i aforismer og i ”Forførerens Dagbog” viser han et talent for at skrive med stil – dvs. med æstetisk sans.

     Æstetiker A er i besiddelse af en højtudviklet psykologisk viden, som han både realiserer i forhold til omverdenen og sig selv. Han fremstår i den forstand som et højt begavet og kreativt menneske med mange talenter. Han har imidlertid et stort problem, nemlig at finde en mening med sit liv. Ifølge etikeren, som kalder ham sin ven, er han et offer for sine egne stemninger, hvilket er grunden til, at han svinger mellem forskellige temperamenter og det ene øjeblik kan være opstemt, som når han oplever Mozarts musik, og det andet øjeblik tungsindig og sorgfuld. Æstetikeren har talent, men han ejer ikke evnen til at nå frem til en afklaret og moden position i tilværelsen og forbliver derfor et offer for sine egne mere eller mindre tilfældige stemninger.

     Æstetikeren er ikke for fastholdere: Han søger som sagt det interessante, men den del af tilværelsen, som ikke er interessant, men blot hverdag, har ikke hans interesse. Derfor er han ikke i stand til at forpligte sig i kærligheds- og venskabsforhold og forbliver et ensomt og isoleret væsen, som har det bedst, når han kan betragte menneskene på afstand. Han svinger frem og tilbage mellem ironiens distance og tungsindets indre fængsel. Disse to positioner kan umiddelbart forekomme meget forskellige, men de har det tilfælles, at de gør åbenbarelsen og kommunikationen med omverdenen umulig.

     Det er også tydeligt, at æstetikeren kæmper med det, vi i dag ville kalde psykologiske problemer. Han kredser konstant om hemmeligheder i sit liv, som aldrig åbenbares for læseren, men som trænger sig på i en sådan grad, at man ikke kan undgå at blive opmærksom på dem.

     I ”Diapsalmata” udfolder A sin eksistensposition gennem en række små aforismer, dvs. korte og sentensagtige udsagn om verden. Det er ikke tilfældigt, at det er i aforismens form, at æstetikeren udfolder sit syn på tilværelsen. I aforismen artikuleres stemninger, indfald, fragmentariske udkast osv., og det er netop sådanne elementer, der præger A’s tilgang til tilværelsen. Også i de eksperimentelle afhandlinger kan A ekspressivt udfolde sin natur: Her kan han dels føre lærde diskussioner af kunst, bevidsthed og kultur, samtidig med at han kan digte med og herigennem udtrykke sit væsen og erfaringer (se fx senere om Antigone-afhandlingen).

          

Anden del af Enten – Eller består af to brevafhandlinger, som etikeren B med det borgerlige navn Wilhelm skriver til æstetikeren. Wilhelm mener grundlæggende, at et menneske er forpligtet til at vælge, ja det er i selve valget, at friheden viser sig. At vælge at forholde sig til godt og ondt kendetegner det menneske, der har valgt sig selv etisk. Det er først i kraft af valget, at mennesket bliver et åndeligt væsen, der er, er i stand til at ’ville’. Det menneske, der vælger det gode, vælger samtidig pligten, og det er da også som borger og ægtemand, at Wilhelm træder frem for læseren. Han er assessor, altså dommer, i retten, et job som egner sig fortrinligt for et menneske, hvis livsanskuelse i høj grad kredser om pligten, ansvaret og loven.

     Wilhelm definerer det æstetiske individ som et menneske, som forholder sig til det, han umiddelbart er, og hvad angår denne definition er han sandsynligvis enig med sin forfatter Søren Kierkegaard. Æstetikeren lever ud fra sine følelser og fornemmelser, som han lader dirigere hans forhold til tilværelsen. Det etiske definerer Wilhelm derimod som det, hvorved et menneske bliver det, han bliver. At tænke etisk er med andre ord at have et projekt med sit liv, der etablerer et bevidsthedsniveau eller åndeligt niveau, som skaber grobund for forandring. Etikeren forholder sig til sin frihed til at vælge og gør dermed tilværelsen til en opgave, et projekt, som han selv må tage ansvar for. Han forædler så at sige sin psyke, mens æstetikeren blot lader sig styre af sin.

     Wilhelm skriver om ægteskabet og den særlige kvalitet, samlivet med et andet menneske giver. Og han skriver om den dybeste tilfredsstillelse ved at bidrage til helheden i kraft af at have et arbejde. Det betyder ikke, at han afviser det æstetiske i tilværelsen og fx kærligheden, men han mener, at det æstetiske kan og skal løftes ind i det etiske. Det er det, der sker, når mand og kvinde transformerer forelskelsen til kærlighed og forpligter sig på at tage ansvar for hinandens liv.

    Ifølge Wilhelm er det et menneskes opgave at åbenbare sig, dvs. være i stand til at vise den, man elsker, hvem man er – også selvom man bærer på grumme erfaringer: Oprigtighed, åbenhjertighed, åbenbarelse, forståelse er simpelthen livsprincippet i Ægteskabet. At åbenbare sig for andre er lige netop det, æstetikeren ikke kan, og derfor er det også, at etikeren kan konstatere, at den æstetiske holdning fører til fortvivlelse. Ligesom der eksisterer en logisk sammenhæng mellem æstetikerens springende og fragmenterede tankeform og hans skrifttype (aforismen, den eksperimentelle afhandling, dagbogen), eksisterer der en sammenhæng mellem etikerens pligtorienterede og lidt rigoristiske tankeform og brevafhandlingen. Den logisk argumenterende og sine steder meget pedantiske form svarer i den forstand fint til den slags menneske, etiker B er.

 

Efter Wilhelms to brevafhandlinger følger ”Ultimatum”, som rummer en prædiken med titlen ”Det opbyggelige der ligger i den Tanke, at mod Gud have Vi alle uret”. Den er forfattet af en præst fra Jylland, som med sin insisteren på den menneskelige erkendelses utilstrækkelighed peger udover Wilhelms dannelsesfilosofi og frem mod en religiøs problematik, som i nogen grad relativiserer etikerens forestilling om den verdslige morals og kærlighedsfilosofis gyldighed.

     Pointen i prædikenen er, at mennesket ikke skal overvurdere sine egne evner til at finde meningen med livet, for mod Gud har vi altid uret. Der findes således en kærlighed, som ikke udgår fra mennesket, men fra Gud til mennesket, og i den tanke ligger en opbyggelig sandhed, som hverken æstetetikerens eller etikerens diskurs får fat i.

    Også i præstens prædiken er der en sammenhæng mellem livstolkning og teksttype. Der er tale om en forkyndende tekst, som tager udgangspunkt i et tekststed fra Det nye testamente (Lukasevangeliet 19, 41), som herefter udlægges med en pointe, som har adresse til den enkelte tilhører eller læser. Der er således langtfra tale om en fri fortolkning af menneskets lod på jorden, men om en forkyndelse, der tolker menneskelivet i relation til Guds eget ord (Bibelen), som er, at Guds vilje på mange måder er skjult for menneskene, som derfor må vælge at tro.

     Den religiøse problematik udfoldes langt mere indgående i Frygt og Bæven (1844), hvor Kierkegaard skriver om, at der findes situationer, hvor en suspension af det etiske i en højere sags tjeneste kan være berettiget. Det gamle testamentes Abraham, der ofrer Isak, bliver her paradigmeeksemplet på det menneske, som er villigt til at overskride den etiske fornufts grænse for at lyde Gud. Gud befaler Abraham at ofre sin søn Isak, og Abraham er villig til at gøre, som Gud byder ham – netop fordi han tror. Kierkegaards pointe er, at netop fordi Abraham tror, giver Gud ham Isak tilbage. Kierkegaards pointe er, at tro ikke skal forveksles med en tandløs kristendom. Troen er inkommensurabel – dvs. usammenlignelig – med det, man normalt forstår som det etiske. Det er som bekendt ikke en etisk handling at slå sit barn ihjel! I og med at den troende ikke adlyder en lov, der kan kommunikeres til omverdenen, bliver han tavs og indesluttet – ikke helt ulig æstetikeren, og dog på en helt anden måde, for han adlyder ikke psykologiske stemninger, men den guddommelige befaling. I sådanne tanker findes i øvrigt kilden til Kierkegaards opfattelse af den sande kristendom som noget helt andet end en del af det (bedste)borgerlige liv, nemlig som efterfølgelse (af Kristus) og martyriet. Men denne position er Kierkegaard endnu ikke nået frem til i Enten – Eller, selv om døren så at sige er åbnet på klem med prædikenen om, at mennesket ingenting ved om de ting, Gud ved, og at tro og viden er to vidt forskellige ting.

   

Undervisningstema: Æstetikeren og det tragiske

Blandt æstetikerens tekster er en lille eksperimentel afhandling, ”Det antikke tragiskes refleks i det moderne tragiske”. Teksten er sine steder meget svær, ikke mindst fordi den rummer skjulte kommentarer til Hegels historiefilosofi, men da den er utrolig perspektivrig, både som en subtil litteraturhistorisk analyse af forskellen på det antikke og det moderne tragiske og som en slags projektionsskive for æstetikerens (og Kierkegaards egen) selvanalyse, kan dele af den med fordel læses – oplagt i et samspil med oldtidskundskab.

 

Forslag til tekstuddrag og analytisk fokus

Teksten ”Det antikke tragiskes refleks i det moderne tragiske” kan med fordel inddrages i danskundervisningen i et samarbejde med oldtidskundskab. Gennem en analyse og diskussion af teksten får eleverne mulighed for at stifte bekendtskab med Kierkegaards subtile og mentalitetshistorisk uhyre interessante analyse af forskellen på antikkens og modernitetens mentalitetsformer og på hans opfattelse af genrer i et åndshistorisk perspektiv. En af tekstens pointer er nemlig den uhyre interessante, at der eksisterer en relation mellem genre og åndsform, i artiklen mellem på den ene side den klassiske tragedie og oldtidens slægtsbevidsthed og på den anden side det moderne psykologiske drama og modernitetens individualiserede bevidsthedsformer. Eleverne vil sandsynligvis finde det interessant i tragedie-teksten at stifte bekendtskab med den historisk bevidste Kierkegaard, der er optaget af at understrege den næsten afgrundsdybe forskel på historiske mentalitetsformer. En læsning af teksten kan således kan være med til at styrke elevernes sans for historiske forskelle.

      Teksten kan også inddrages i en bredere diskussion af eksistenspositionerne i Enten – Eller (jf. undervisningstemaet om eksistenspositioner), hvor den kan bidrage til en forståelse af æstetikerens livsholdning og refleksionsmåde samt etikernes kritik af dennes måde at argumentere på.

      Det skal her foreslås, at eleverne læser to uddrag i forbindelse med en diskussion af æstetikerens Antigonefortolkning.

Æstetikerens fortælling om den moderne Antigone: Bind 1, s. 152, l. 7 – 162.

Etikerens kritik af æstetikerens opfattelse af sorgen: Bind 2, s. 224, l. 22 - 227, l. 23.

 

I forbindelse med en læsning af Antigoneteksten i sammenhæng med en læsning af Sofokles’ Antigone kan lærer og elever med fordel komme ind på følgende temaer:

  • Forskellen på antik og moderne mentalitet (sorg og smerte, udlevelse af skæbnen/refleksion over familieforhold)
  • Kierkegaards/æstetikerens læsning af Sofokles’ Antigone
  • Kierkegaards/æstetikerens ’drejebog’ til en moderne variant af Antigone med reference til æstetikerens opfattelse af det moderne individs psykologisk betingede selv- og omverdensforhold.
  • Forholdet mellem Antigone-skikkelsen og Kierkegaards forståelse af sit eget forhold til faderen og Regine.

 

Fortolkningsforslag 

Når eleverne skal præsenteres for ”Det antikke tragiskes refleks i det moderne tragiske”, kan læreren med fordel gøre opmærksom på tre måder, hvorpå tekstens afsenderforhold kan forstås.           

     For det første kan man sætte parentes om udsigelsesforholdene og altså æstetikeren som afsender og forstå den som Kierkegaards raffinerede kunst- og mentalitetshistoriske analyse af forskellen på traditionelle og moderne mentalitets- og bevidsthedsformer. Kierkegaard viser, hvordan en periodes mentale strukturer eller ’tidsånden’ slår igennem i en genre, i dette tilfælde tragedien, og hvordan det tragiske i det moderne forvandler sig til en psykologisk størrelse, hvilket også forandrer måden, hvorpå en historie kan fortælles.    

     For det andet kan man, ved at inddrage udsigelsesforholdene, fordybe sig i æstetikerens personlighed. Det er nemlig tydeligt, at en række temaer fra ”Diapsalmata”, som jo angår æstetikeren selv (tungsindet, hemmeligheden, isolationen i forhold til omverdenen), går igen i portrættet af den moderne Antigone-skikkelse. Spørgsmålet er altså, om ikke æstetikeren i virkeligheden projicerer sin egen historie over på Antigoneskikkelsen? Og kan hans egen hemmelighed og sorg nærmere bestemmes som et resultat af en familiehistorie, som han på den ene side er offer for og på den anden side forsøger at bearbejde ved at skrive?

     For det tredje kan man forstå teksten som forfatteren Kierkegaards forsøg på at fortælle historien om sin egen slægtsforbandelse, som bandt ham så voldsomt til faderens skæbne, at han aldrig blev i stand til at gifte sig, fordi han ikke magtede at åbenbare hemmeligheden om faderen. Er det historien om Ødipus/Michael Peter Kierkegaard, Antigone/Søren Kierkegaard og ’bejleren’ Antigones elskede/Regine, der her fortælles på en forskudt scene, hvor noget på en gang afsløres og hemmeligholdes? Er Antigones ’offer’ sammenligneligt med Kierkegaards eget ’offer’? Svaret er efter denne forfatters mening bekræftende. 

 

En læsning

Æstetikeren er som nævnt kunstkender og kunstelsker. I kunsten søger han det skønne og det interessante, men han bruger også sine analytiske evner til at bedrive en art selvanalyse med kunsten som stedfortræder. Æstetikeren er sig pinligt bevidst, at spørgsmålet om at forholde sig til livets mening rejser sig fundamentalt anderledes for det moderne menneske end for tidligere generationer. Han lever i en epoke, hvor kirken og kristendommen har mistet sin betydning som kulturelt samlingspunkt. Andre paradigmer i forhold til at forstå tilværelsen, fx fornufts- og følelsesparadigmet, er kommet til syne i det sekulariserede samfund, og resultatet er, at mennesket har mistet forbindelsen til den guddommelige orden (han er naturligvis helt klar over, at han selv er et fornemt eksempel herpå). Æstetikeren skriver således, at tilværelsen er undermineret af subjekternes tvivl, og at isolationen bestandigt tager mere og mere overhånd. Æstetikeren lever med andre ord i en tidsalder, hvor nihilismen, dvs. troen på, at der ingen mening er, står i begreb med at blive den dominerende livsanskuelse – hvilket hans egne refleksioner tydeligt viser. Gennem sin historiske analyse viser han imidlertid, at nihilismen ikke er hans personlige problem, men et historisk skabt problem. Han undskylder dermed til en vis grad sin egen kynisme ved at gøre den til en mentalitetshistorisk nødvendighed.

     I gamle dage – dvs. i den græske oldtid, som æstetikeren som et barn af en klassisk orienteret dannelseskultur kan på fingerspidserne – var individet en del af et større mønster, som religionen og slægten på hver deres måde aftegnede. Individet var med æstetikerens betegnelse forankret i det substantielle, dvs. som en del af et større fællesskab i stat og slægt. Disse magter udgjorde individets livshorisont, og den enkeltes skæbne kunne ikke løsrives fra disse. Det er dette, som ifølge æstetikeren danner grundlaget for den antikke tragedie. Den tragiske helt er aldrig kun sig selv, men er del af noget større end sig selv. Derfor lider tragediehelten under sin skæbne – for skæbne kan man kun have, hvis man er underkastet magter, der er større end én selv. Og dette større kan kommunikeres – for forbindelsen mellem individet og de store tilværelsesmagter er simpelthen grundlaget for den græske livsanskuelse.

     Anderledes forholder det sig ifølge æstetikeren med det moderne menneske, som ikke forstår sig selv som en del af en større helhed, og som derfor heller ikke kan skyde skylden for sin skæbne på andre end sig selv. Den moderne helt står og falder, som æstetikeren gør opmærksom på, aldeles på sine egne gerninger. Vil mennesket forstå sig selv som et frit menneske – og det vil det moderne menneske – så må det selv tage ansvaret for sit liv. Det moderne menneske er med et udtryk fra Jean-Paul Sartre, en af Kierkegaards eksistensfilosofiske arvtagere i det 20. århundrede, ”dømt til frihed”, dvs. dømt til selv at tage ansvaret for sin måde at vælge sig selv på. Ikke desto mindre forholder det sig, konstaterer æstetikeren straks, sådan, at friheden, når det kommer til stykket, er indskrænket af en række historiske kendsgerninger, for ethvert menneske er jo sin tids, sin families, sine venners barn. Friheden er altså ikke en frihed til at være uafhængig af fx den familiehistorie, man bærer rundt på, men snarere friheden til at vælge, hvordan man vil reflektere sine psykologiske bindinger til fx sine forældre. Det moderne menneske er med andre ord et psykologisk væsen, der selv må tage ansvar for sin ’konstruktion’ af identitet – i modsætning til antikkens tragiske menneske, hvis identitet er givet af tilhørsforholdet til slægten, og som med æstetikerens ord er underkastet den skæbnesvangre nødvendighed, hvormed fædrenes synder hjemsøger børnene. Æstetikeren taler i denne forbindelse om forskellen på sorgen, som hører til den antikke tragiske person, og smerten, som tilhører den moderne tragiske person.  

    

Med udgangspunkt i disse kategoriale bestemmelser sammenligner A herefter den antikke sorg og den moderne smerte ved at sammenligne Sofokles’ tragedie Antigone (analyser af denne kan læses i Beck 1999 og Beck 2005) med en moderne Antigone-skikkelse, som han til lejligheden frembringer en slags drejebog til.

    Sofokles’ Antigone er datter af Ødipus, hvis skæbne beskrives i Kong Ødipus. Ødipus har slået sin far ihjel og giftet sig med sin mor uden at kende til den fatale familierelation mellem de to. Efter Ødipus’ opdagelse af den fatale sandhed og hans bortgang fra Theben slås hans to sønner om kongetronen, og de dør begge i krigen. Den ene af sønnerne, Polyneikes, erklæres for landsforræder af den nye konge, Kreon, der nægter at lade ham begrave i hellig jord. Det vil datteren Antigone imidlertid ikke finde sig i. Hun insisterer på som en god søster at leve op til sine familiære pligter, og gennemfører derfor en begravelsesceremoni med det resultat at hun arresteres og dømmes til døden. Æstetikeren læser denne historie som et kardinaleksempel på den klassiske tragedie. Ødipus’ tragedie fortsætter i hans børns skæbne, ikke bare på den måde, at de er ofre for denne, men også på den måde, at de bevidst tager slægtens tragiske skæbne på sig.

     Det er som nævnt A’s påstand, at det moderne menneske ikke hviler i det substantielle, men tværtimod har løsrevet sig fra afhængigheden af de større magter. Individet vil være ’frit’, og dermed kan det heller ikke forstå sig selv som produkt af noget uden for sig selv. Med dette udgangspunkt skaber æstetikeren en moderne Antigone, dvs. en Antigone, som rummer noget typisk moderne. I hans version af historien har Ødipus fortsat dræbt sin far og giftet sig med sin mor, men mens Sofokles lader Ødipus blive afsløret, sker det ikke i den nye version af historien. Ødipus straffes aldrig for sin forbrydelse, og han dør som en gammel mand uden nogensinde at være blevet afsløret. Kun én person kender til den frygtelige sandhed om Ødipus, og det er datteren Antigone. Hvordan hun har fået denne viden interesserer ikke æstetikeren, for pointen i hans alternative fortælling om Antigone er, at hendes kærlighed til faderen og pietet i forhold til familien gør, at hun aldrig vil kunne afsløre sin viden. Mens den antikke Antigone handler og er sig bevidst, at hun handler på familiens vegne, så er den moderne Antigone et helt anderledes væsen, hvis liv først og fremmest udspiller sig på en psykologisk scene eller det, æstetikeren kalder en åndescene. Hun bærer på hemmeligheden om sin fader, og denne hemmelighed gør hende ude af stand til at tale ud med nogen om sit liv, og samtidig gør den hende uhyre stolt, for hun redder så at sige slægtens ære ved at tie om faderens forbrydelse.

     Mens den tragiske kollision i Sofokles’ drama kan siges at angå forholdet mellem slægtens (man skal begrave sine døde) og statens værdier (man skal overholde lovene, altså loven om at Polyneikes ikke skal begraves), er den tragiske kollision i æstetikerens udkast til en moderne tragedie forholdet mellem den hemmelighedsfulde Antigone og en omverden, som hun ikke kan kommunikere med. Med etikerens termer får hun dermed et problem med at ”realisere det almene”, dvs. gifte sig og stifte familie.

     Denne tragiske kollision kommer til syne i og med, at æstetikerens Antigone elsker en ung mand, som også elsker hende. Hun er imidlertid ikke i stand til at gifte sig med den, hun elsker, for kærligheden kræver, at man er i stand til dele sit livs hemmeligheder med et andet menneske, og det kan hun jo ikke gøre uden at afsløre sin frygtelige sandhed. Antigone vælger at tie, og hun mister dermed muligheden for at realisere kærligheden.

     Den moderne Antigone er således et psykologisk kompliceret menneske, som bærer på frygtelige hemmeligheder, men som vælger at ofre sit eget livs lykke for at beskytte familiens ære. Hun bruger så at sige sin frihed til at tænke, til at udvikle, hvad moderne psykologi ikke ville tøve med at kalde et neurotisk forhold til sig selv og omverdenen. Etikeren i Enten – Eller vil i øvrigt ikke være utilbøjelig til at være enig i en sådan dom over den moderne Antigones strategi.

 

Undervisningstema: Forførerens Dagbog

Enten – Eller er noget så interessant som en blanding af et filosofisk, et teologisk og et skønlitterært værk. ”Forførerens dagbog”, som afslutter første del, er indiskutabelt et stykke skønlitteratur, dvs. en fiktiv fortælling. Romanen kan anbefales til læsning i gymnasiet, ikke blot fordi den er skrevet med en bemærkelsesværdig sproglig energi og med en ironi og humor, som fanger unge mennesker – men også fordi den handler om et emne, forførelsen, som rejser en perlerække af psykologiske og etiske problemstillinger, som man den dag i dag kan fornøje sig med og forarges over, mens man læser den i sandhed ironiske, perverse og underfundige tekst.

 

Forslag til tekstuddrag og analytisk fokus

Historien om Johannes Forføreren kan inddrages i danskundervisningens værklæsning. Man kan også vælge at læse et uddrag af teksten, evt. i forbindelse med en værklæsning af Enten – Eller, hvor ”Forførerens Dagbog” indgår som en af flere tekster (i denne sammenhæng vil det være oplagt at diskutere Johannesskikkelsen i relation til æstetikeren og etikeren).

      ”Forførerens Dagbog” kan enten læses i dens originale sproglige udformning eller i en nudansk version (Kierkegaard 1996). Måske vil der ligefrem være en pointe i at lade eleverne diskutere et tekstuddrag i den originale sprogdragt og i den moderniserede – i hvert fald var der store diskussioner, da netop Forførerens Dagbog i 1996 blev ’oversat’ til moderne dansk, for kan man tillade sig at pille ved et nationalklenodie – nu ligefrem et kanoniseret klenodie – på den måde?  

      I det følgende foreslås et uddrag af denne perle af en roman på godt 20 sider. Uddraget er valgt således, at eleverne kan få et nogenlunde sammenhængende indtryk af Johannes’ listige strategi og opfattelse af køn, dannelse og seksuel modning (der gøres opmærksom på, at uddraget svarer til det, der er gengivet i Mesterværker – antologi (Beck 1999), hvor der også findes små introduktioner til de forskellige uddrag (i øvrigt med ’overskrifter’, som svarer til dem, der her følger):

Det første møde med Cordelia: s. 314, l. 24 – s. 315, l. 4.

Johannes møder Cordelia anden gang: s. 319, l. 30 - 320, l. 18.

Johannes om Cordelia og sin plan: s. 323, l. 24 - s. 324, l. 13, s. 328, l. 29 - s. 330, l. 16, s. 334, l. 15 - s. 336, l. 4.

Om firkanten mellem Edvard, Cordelia, tanten og Johannes: s. 339, l. 30 - s. 340, l. 28, s. 349, l. 9 – s. 350, l. 3.

Om Cordelias erotiske udvikling og Johannes’ strategi: s. 370, l. 13 – s. 370, l. 27, s. 372, l. 14 - s. 373, l. 19, s. 376, l. 15 - s. 377, l. 5, s. 379, l. 11 - s. 380, l. 25, s. 389, l. 1 - s. 389, l. 10, s. 399 - 400, l. 5.

Johannes om Cordelias længsler og kvindens væsen: s. 413, l. 6 - s. 414, l. 25, s. 415, l. 9 - s. 419, l. 6.

Johannes om det sidste møde med Cordelia: s. 425, l. 5 - s. 425, l. 22, s. 431, l. 6 – s. 432, l. 25.

 

Ovenstående uddrag gør det muligt at komme ind på følgende elementer i teksten:

  • Den dagbogsskrivende Johannes’ livssyn (hans opfattelse af forholdet mellem virkeligheden og det æstetiske, hans iscenesættelsesstrategier, hans ironi og hans konstruktion af Cordelias erotiske dannelse).
  • Dagbogsgenren som et billede på Johannes’ personlighed og relation til virkeligheden (Hvorfor er romanen skrevet som en dagbog, hvor Johannes taler med sig selv, men ikke med omverdenen, og i hvilken position placeres læseren – og Cordelia?).
  • Kierkegaards udsigelsesmæssige placering i forhold til den dagbogsskrivende Johannes (Hvad er Kierkegaards ’budskab’ med romanen – og hvad siger romanen om Kierkegaard?)
  • Hvordan tematiseres biedermeierkultur og dannelsestænkning i dagbogen?

 

Fortolkningsforslag

Også hvad angår ”Forførerens Dagbog” kan elevernes tekstanalytiske – ikke mindst udsigelsesanalytiske – evner udfordres. Indgangene til en forståelse af teksten er mange. ”Forførerens Dagbog” kan læses som en slags skævvreden dannelseshistorie, der handler om en vittig ironikers iscenesættelse af en piges tab af uskyld. Johannes kan fortolkes som en usædvanlig interessant skikkelse, som kender biedermeierkulturens illusioner og uden moralske skrupler udnytter en ung piges længsel efter den store kærlighed til at tage hendes jomfrudom. Johannes er i dette perspektiv en psykologisk vidende skikkelse, hvis mangel på moralsk dømmekraft netop gør ham i stand til at skabe en anderledes dannelseshistorie for Cordelia. Johannes kender de drømme, illusionerne om den store overskridelse er gjort af, men han forstår dem ud fra en psykologisk viden om det ubevidste og bringer sig hermed snublende nær Sigmund Freud og den psykoanalytiske teori om individets udvikling og fantasiernes kværnen. I hans skrift bringes det, der er udstødt, sprogligt fraværende og fortrængt ind i familien, dannelsestankens foretrukne sfære for konflikt og udvikling.

     Som nævnt kan Johannes også ses som en udspaltning af æstetikeren, og man kan derfor læse teksten som en æstetikers fantasi om den ultimative ironiske iscenesættelse af forholdet mellem en vidende, men uetisk æstetiker og en uvidende og selvbedragerisk kultur. I dette perspektiv er der måske også noget tragisk over forføreren, som altid er i gang med at forberede afskeden når han møder en kvinde, han forelsker sig i. Johannes får jo ikke kærligheden, ja han får ikke noget som helst, andet end evnen til at skrive en dagbog til sig selv og således puste sig op i et narcissistisk storhedsvanvid. Man kan næsten ikke undgå at tænke på, hvad han kunne have fået, hvis han ikke blot havde leget kispus med Cordelia, men faktisk havde villet noget mere med hende. Det er naturligvis Kierkegaards mening, at vi skal tænke sådan – det ved vi, fordi etikeren netop tager udgangspunkt i det forhold, at æstetikeren nok søger nydelsen, men netop ikke får den på grund af hans totale mangel på evne til at kommunikere med omverdenen. Og man skal bemærke en lille detalje i dette fortolkningsperspektiv: I begyndelsen af dagbogen er der indlagt tre breve fra Cordelia – som jo ellers ikke har nogen stemme i Johannes’ selvoptagede monolog. Her fortæller hun ham, at hun faktisk elskede ham – Johannes havde med andre ord ’hul igennem’, men hele hans projekt gik ud på at lukke dette hul. Det er det, man skal forstå, når man læser hans dagbog! 

    

En læsning

Ved udgivelsen af Enten – Eller i 1843 vakte ”Forførerens Dagbog” mere end nogen anden tekst i det mangefacetterede værk samtidens nysgerrighed og forargelse. En forklaring er, at den lille roman vitterlig var meget provokerende, i og med at den i kort referat handler om, hvordan man får adgang til sex ved at forføre en ung pige, som ikke ved meget om livet – og hvordan man bagefter dropper hende og går videre til næste forførelse. Ikke just en opbyggelig historie, som passede ind i tidens dannelsestænkning. En anden forklaring er, at Kierkegaard i den grad legede med ilden i forhold til sine læsere, hvoraf mange udmærket kendte den historie, som han måske hentydede til med dagbogen. I 1841 havde den unge magister Kierkegaard jo hævet forlovelsen med Regine Olsen. Var Johannes Forføreren mon Kierkegaards alter ego – og var Kierkegaard da ikke noget af en skidt karl? Først bringer man ulykke ind i en piges liv – og herefter udgiver man en roman, hvor man leger med sin uhyggelige intellektuelle overlegenhed i forhold til hende. Kierkegaard så naturligvis ikke sådan på sagen. Han havde sandsynligvis langt mere alvorlige grunde til at bryde forlovelsen med Regine (nemlig sådanne, som æstetikeren kommer nær i sin analyse af Antigoneskikkelsen), og det tjener ikke just hans samtid til ære, at de kunne se bort fra de komplicerede udsigelsesforhold, som placerer Johannes – dagbogens forfatter – som en skikkelse, som ingen i værket vil røre med en ildtang, hverken Victor Eremita eller æstetikeren. Og dog: På den ene side lægges der stor afstand til Johannes Forføreren, men samtidig antyder Victor Eremita, at dagbogen faktisk er skrevet af A selv, som ”var bleven bange for sit Digt, der som en urolig Drøm vedblev at ængste ham, ogsaa medens den fortaltes”. Og hvad med Victor Eremita selv: Hvad med hans egne novellistkneb om indkøbte sekretairer, som der vælter papirer ud af? Og hvad med Kierkegaard selv, som faktisk er den, der har skrevet historien. Hvad ville han egentlig med den?

     Johannes kan med fordel ses som en dæmonisk udspaltning af æstetikeren. Mens æstetikeren har hul igennem til sin egen sorg og potentielle fortvivlelse og dermed lader sorgen akkompagnere ironien, kan Johannes ses som en skikkelse, som helt og aldeles har opgivet selvanalysen, og som har forfinet ironien og kynismen i en sådan grad, at han fremstår som den rendyrkede forfører. Han er i den forstand den ekstreme konsekvens af æstetikerens fantasi om en eksistensposition, som dyrker det interessante, og som er uden etiske korrektiver i forhold hertil. Med A’s ord om Johannes i forordet til dagbogen: ”Hans Liv har været et forsøg paa at realisere den Opgave at leve poetisk. Med et skarpt udviklet Organ for at udfinde det Interessante i Livet, har han vidst at finde det.”

     Titlen ’Forførerens Dagbog’ er interessant.  Når man skriver dagbog, skriver man til sig selv, fordi det, man vil fortælle er så privat og unikt, at det ikke egner sig til offentliggørelse. I den forstand er Johannes en forlængelse af den hemmelighedsholdende og isolerede æstetiker. På den anden side hedder den lille roman ikke ”Johannes’ dagbog”. Nej, Johannes er ikke et individ, men en type – han er simpelthen forføreren, og man skal ikke have læst længe i dagbogen, før man finder ud af, at der ikke er tale om en pludrende dagbog om det ene og det andet, men om en beskrivelse af en nøje planlagt og til punkt og prikke gennemført forførelse.      

    

Det er ikke meget, vi ved om Johannes. Han fremstår stort set som en person uden fortid. Han er virkelig den forfører, som dagbogen indikerer. Han fremstår som en professionel flaneur, der vandrer omkring i København, altid med en eller anden ’aparte lille snøre’ ude, bl.a. i form af de sideblikke, han kaster på kvinder, han møder på gader og stræder, udstillinger og ved selskaber. Han er en art erotisk jæger. Han er på lur efter et ’interessant’ bytte. Det interessante er vigtigt, for han jager ikke enhver kvinde, men en kvinde, der besidder en eller anden lille særlighed, som han endnu ikke har gjort til genstand for sit begær. Han afslører derved indirekte sit slægtskrav med A, der jo også lever mellem de lange stræk af kedsomhed og de fortryllende momenter, hvor oplevelsen af det særlige, det interessante, det sublime bliver muligt. Forskellen i forhold til A er så, at mens denne kender til fortvivlelsen og således i en vis forstand står til at redde for det etiskes og det religiøses sag, der er Johannes en tilsyneladende fuldstændig kyniker, som alene lever for iscenesættelsen af forførelsen (se Henriksen 1954).

     En dag møder Johannes Cordelia på Langelinje, og hendes skønhed er så betagende, at hun egner sig som et godt forførelsesobjekt. Hendes skønhed blænder, ja forblinder Johannes, og hele forførelsesspillet går nu ud på med opdrivelsen af alle intellektuelle evner at få denne skønhed til at blomstre i lidenskab og kontrollere den derhen, hvor den ikke længere er farlig, dvs. truer Johannes’ personlighedsstruktur. I den forstand kan man måske sige, at forførerens kunst består i at sublimere lidenskaben over i en intellektuel aktivitet (se fx Baudrillard 1997). Med forførelseshistorien bliver opgaven at bringe sig tilbage i en overlegen position og samtidig ’uddanne’ Cordelia til at blive et lidenskabeligt menneske, der overfører sin lidenskab på Johannes. Når hendes kærlighed har kulmineret, er hun ikke længere interessant, og Johannes har besluttet sig for at forlade hende, lang tid før han overhovedet har etableret en relation til hende. Det interessante og pirrende bliver for Johannes at kontrollere en piges udvikling fra et vegeterende og uskyldigt væsen til et bevidst og seksuelt krævende væsen og samtidig nyde de metoder, der gør kontrollen mulig.

    Der er nok at tage fat på i det kulturelle rum, som Johannes spadserer rundt i. I ”Forførerens Dagbog” møder vi en dansk biedermeierkultur med dens kønsroller, generationsforhold, dannelsesidealer, alt sammen koncentreret om borgerskabets private liv i familien og halvoffentlige liv på gader og stræder. I dagbogen er der således til overflod tidstypiske billeder af hjem med simrende temaskiner, veletablerede kønsroller, sublimeret sanselighed, stuetempereret følsomhed, konventionel snik-snak, konforme forlovelsesritualer med dertil hørende småkysseri i krogene. Det er i dette kulturelle miljø, Cordelia vokser op: Hun ved ikke meget om verden uden for familiens skød, men hun er for klog til blot at gøre, som der bliver sagt. Hun søger noget mere end blot et kedeligt ægteskab med en mand af et godt parti. Men netop derfor er hun det perfekte forførelsesobjekt for Johannes, som kender de illusioner, dannelseskulturen og dens kønsrollemønstre er bygget op omkring – og som derfor ved, at en romantisk natur som Cordelia ønsker mere af kærligheden. Han ved, at denne kultur fortrænger alt det, der ikke kan forsones, først og fremmest lidenskaber, som sprænger rummet.

     Johannes er ikke så lidt af en mandschauvinist. Han boltrer sig i patriarkalske storhedsdrømme, men han gør det på en speciel måde. Kvinden bestemmes kategorisk som ’Væren for Andet’. Manden er subjektet, kvinden objektet; han er den talende, hun den tavse; han er ånd, hun er skønhed. Cordelia befinder sig på overgangen mellem pige og kvinde, et tema, som også behandles i A’s afhandling om Don Juan (hvilket som så mange andre steder peger på A som dagbogens forfatter). Cordelias bevidsthed om sine egne lidenskaber er i gang med at vågne, og Johannes er den, der griber momentet til lede den unge pige frem til kærlighedsobjektet på sin egen perverse måde.

     Johannes’ første træk overfor Cordelia er at placere sig i periferien af hendes bevidsthed og skyde Edvard, en usædvanlig kedelig mand, ind mellem sig og hende. Gennem bekendtskabet med Edvard skal Cordelia lære at længes efter noget ’mere’ end det, denne hr. kedelig kan give. Johannes lader nu Cordelia ane, at han selv er højt hævet over Edvards og tantens mentale univers, og til det benytter han sig af ironien, som Cordelia også lærer at bruge. Cordelia lærer på denne måde at indtage en æstetisk position i forhold til spidsborgeren.

    Med udgangspunkt i dette fællesskab forlover Johannes og Cordelia sig. Men Cordelias romantiske kritik af hverdagsnormaliteten og småborgerlighedens institutioner skal bringes endnu længere, og Johannes ægger hende nu til at forholde sig kritisk til selve forlovelsessituationen. Cordelia tror, at hun med sin ironiske distance til samfundets institutioner er ved at lære den store kærlighed at kende. Men i virkeligheden er hun på vej mod at blive offer for en ironi og kynisme, hun ikke har lært at kende. Johannes lærer hende ’romantisk’ at hylde den store kærlighed og lidenskab hinsides biedermeierkulturens snærende bånd, men i virkeligheden er han kynikeren og nihilisten, der kender til de romantiske drømmes luftige karakter, og som – når den tid kommer – lader disse drømme vise sig som illusioner for den Cordelia, han fra begyndelsen af har forberedt sig på at forlade. Gennem en frem- og tilbagesvingning mellem spænding og løsnelse, mellem utopiske billeder og tør ironi opnår Johannes at fortætte Cordelias erotiske energier og fantasier og selv fare frem for hendes sejl.

     Som sagt så gjort. Da Cordelia har fortættet sin erotiske længsel, mødes de to i elskov – og dermed er det slut. Troede Cordelia at hun havde fundet den eneste ene, lærer hun hurtigt en anden sandhed at kende. Johannes forlader hende og nægter nogensinde at se hende igen. Hun ønskede så at sige kærlighed af både åndelig og kødelig slags, han ønskede derimod at vise over for sig selv, at han kunne styre en smuk og intelligent ung kvinde til at tro på, at han elskede hende – men i virkeligheden var hans store lidenskab ikke den virkelige kvinde, men hans egen evne til at fortælle historien om hende.

 

Litteratur:

Søren Kierkegaard Forskningscenteret (1997): Søren Kierkegaards skrifter, Enten – Eller, første og anden del. København: Gads Forlag.

Kierkegaard, Søren (1996). Forførerens dagbog. Nudansk udgave. København: Det lille Forlag.

 

Se materialet på kulturkanonens hjemmeside.