Kulturkanon i undervisningen
 

Vejledning: dansk, gym.

Inger Christensen: Sommerfugledalen – et requiem

af Marianne Hansen

 

De stiger op, planetens sommerfugle / som farvestøv fra jordens varme krop (se note 1). Sansninger, farve og skønhed er det første, der møder læseren i de to første vers af Sommerfugledalen. Sommerfuglene er på en gang til stede i de nære omgivelser og en del af universet. Ordenes klare, enkle rytme understreger den sansede skønhed og inviterer læseren til at gå videre.

 

Sommerfugledalen – et requiem fra 1991 er det yngste, seneste værk i den litterære kanon. Et lille afrundet og gennemkomponeret værk, som det er værd at invitere gymnasieeleverne til at gå på opdagelse i.

 

Der er mange veje ind i digtsamlingen. Én er at søge viden om digtenes form, om sommerfugle og deres forvandling og om den klassiske tradition, som sonetkransen skriver sig ind i. En anden vej er som læser at overgive sig til digtenes sprog og deres mættede, sansede univers og med fantasiens hjælp følge de labyrintiske forvandlinger, som digtene beskriver. Forslaget er her at kombinere de to tilgange til digtsamlingen, men begynde med indsamling af konkret viden. Metoden er i nogen grad inspireret af, hvad Inger Christensen selv har udtalt i interviews om sin arbejdsmetode. Før skrivearbejdet går i gang, samler hun på ord og på viden ud fra en overbevisning om, at form og viden om fænomener kan kaste betydning af sig. Viden om bl.a. digtenes form, om sommerfugle og deres metamorfose kan for eleverne være et første skridt ind i sonetkransens univers, som på fascinerende vis også kan blive en vej ind i digtenes betydning.

 

Digtsamlingens titel

Værket har en todelt titel. Første del, Sommerfugledalen, giver læserens associationer til et smukt, poetisk landskab, som måske kun eksisterer i fantasien. Undertitlen – et requiem sender derimod tankerne i en helt anden retning. Et requiem er i den katolske kirke en messe for de døde sjæle, en musikalsk genre, som får sin faste form fra den latinske tekst. Undertitlen forbinder altså både digtsamlingen med døden, med en stram form og med det musikalske, som her er ordenes rytme og klang. Samtidig bindes over- og undertitel sammen af den klassiske forestilling om menneskets sjæl som en sommerfugl. Allerede i titlen anslås altså digtsamlingens sammensatte univers.

 

Sonetkransen

Digtsamlingen fik hurtigt efter den udkom nærmest klassikerstatus. En af årsagerne til dette er, at den er komponeret over en klassisk form, sonetkransen. Sonetter findes der mange af i den danske litteratur, men sonetkransen er sjælden, fordi formen er så krævende. Det særlige ved Sommerfugledalen er, at den vanskelige form realiseres så ubesværet og smukt.

 

For moderne gymnasieelever kunne et nærliggende spørgsmål til den komplicerede og krævende form være: Hvorfor gøre det så besværligt for sig selv som digter? For en digter i slutningen af det 20. århundrede er de friere digtformer uden indbyggede stramme formkrav måske mere oplagte. Inger Christensen har selv sagt, at hun i sin digtning har oplevet, at systemet, den stramme form, giver hende følelsen af at blive sat fri. Formens krav og spændetrøje bliver for digteren transformeret til inspiration og frigørelse. Friheden er altså ikke altid frigørende i det poetiske univers.

 

Historien om værkets tilblivelse fortæller lidt om inspiration og tilfældigheder. Digtsamlingen er i virkeligheden skrevet 'baglæns'. Samlingens sidste sonet, mestersonetten, er skrevet til forlaget Brøndums 25 års jubilæum, og Brajcinodalen indgår i digtet, fordi de tilstedeværende ved jubilæet alle havde besøgt stedet sammen. Inger Christensen fortæller: "Senere fik en diskussion med studenterne på universitetet i Hamburg mig til at undersøge, om digtet kunne bruges som mestersonet i en sonetkrans, og det kunne lige med hiv og sving lade sig gøre." (se note 2). Inspirationen til både form og indhold ser Inger Christensen selv som noget uudgrundeligt og tilfældigt, men i realiseringen af formen er der ingen tilfældigheder.

 

Sonetkransens overordnede kompositionsprincip springer umiddelbart i øjnene, og eleverne vil selv kunne finde gentagelsesprincippet: Sidstelinjen i én sonet bliver førstelinjen i den følgende. Hver sonet består af 14 linjer, og i 14 sonetter følges dette princip, mens den femtende sonet, mestersonetten, består af de 14 foregående sonetters førstelinjer.

 

De 14 førstelinjer optræder således tre gange, nemlig som sidstelinje i én sonet, som førstelinje i den følgende og som del af mestersonetten. Eneste undtagelse er her første sonets førstelinje, som kun optræder to gange. Disse 14 linjer indgår altså i tre forskellige helheder eller kontekster.

 

Sidstelinjen i sonet XII er det tydeligste eksempel på ændring i betydning, når linjen indsættes i nye sammenhænge i sonet XIII og i sonet XV. Sonet XII er et digt, hvor kulde og død dominerer. Jeget erkender ikke blot døden, men det er døden selv, som ser på jeget: Det er døden som med egne øjne. Slutlinjen er et sært uafsluttet udsagn, som mangler en eftersætning, så helt ud i det sproglige er døden nærværende med sin udslettelse. I sonet XIII gentages linjen, men blikretningen er vendt, og jeget ser på døden og sætter den legende ind i sammenhænge, hvor den muligvis kan overvindes; men det er et skrøbeligt håb. I sonet XV optræder linjen for sidste gang: Det er døden som med egne øjne / ser dig an fra sommerfuglevingen.Nu er optimismen og legen fra sonet XIII ophørt, blikretningen går igen fra døden, men nu er den rettet mod et du, som nok indbefatter jeget, men også kan omfatte læseren. Døden bliver her et universelt vilkår.

 

Gentagelsesmønsteret og de skiftende betydninger kan iagttages ud fra andre eksempler i sonetkransen. Formens strenge krav om gentagelser bliver hos Inger Christensen til en søgende erkendelsesproces, som det bl.a. ses ovenfor.

 

Sonetkransens formkrav angår ikke blot det overordnede kompositions- og gentagelsesprincip. Også den enkelte sonet er underlagt formkrav. De 14 linjer eller vers er opdelt i fire strofer: De to første strofer med fire vers, kvartetter, og de to sidste strofer med tre vers, terzetter. I den klassiske sonet hos fx Petrarca ligger der en forventning om, at kvartetterne udfolder en iagttagelse eller en sansning, hvorefter de to terzetter indeholder en udlægning af eller en erkendelsesmæssig konklusion på kvartetternes indhold. Rent sprogligt er det i den klassiske sonet markeret ved, at den første kvartet indledes med et 'som', og den første terzet begynder med et 'således'.

 

Så skematisk er den enkelte sonet ikke opbygget i Sommerfugledalen, men de indholdsmæssige forskelle mellem kvartetter og terzetter er fastholdt i stort set alle sonetter, og bevægelsen fra udfoldede konkrete sansninger i kvartetterne til det mere pointerede eller konkluderende i terzetterne findes.Sonet I kan her være et eksempel. Digtet indledes som allerede nævnt med, at sommerfuglene stiger op, ikke bare fra jorden, men fra planeten, og universet som rum for digtet etableres. Når sommerfuglenes støv på vingerne og dermed deres mange farver efterfølgende beskrives, gøres det i en bevægelse fra universet ned til de mindste dele, de kemiske grundstoffer. I strofe 2 sammenlignes sommerfuglevingernes flimren med lyspartikler. Vi er altså stadig på niveau med grundstofferne, men samtidig spørges der i digtet, om sansningen af sommerfuglene er et indbildt syn. Spørgsmålet er altså her, om jeget kan stole på sine sanser. Strofe 2 sluttes med endnu et spørgsmål: Er det min barndoms drømte sommertime / splintret som tidsforskudte lyn? Tiden forskydes til barndommen – eller der er nærmere tale om en samtidighed mellem de øjeblikkelige sansninger og erindringer fra barndommen i sære hurtige skift og forskydninger. I de to terzetter snævres rum og tid ind. Spørgsmålene besvares gennem konkrete sansninger af sommerfugle i den middagshede Braj?inodalen. Hvor spørgsmålene i kvartetterne var, om sanserne var til at stole på, bliver svaret her, at sommerfuglene findes og kan registreres af fornuften, som godt nok er sløret. Kvartetterne breder altså ud i tid og rum, mens terzetterne snævrer ind og fokuserer på det nære. Kvartetterne stiller spørgsmål, som terzetterne forsøger at besvare.

 

Digtsamlingens faste rytme er jambisk med 10 eller 11 stavelser – 11 stavelser i de vers, som ender tryksvagt. Ubesværet indgår sommerfuglenes navne, beskrivelser af farver og sansninger i denne jambiske rytme. Inger Christensen siger selv, at hun som forarbejde samlede på ord, især på navne på sommerfugle, og hun beklager, at der ikke kunne blive plads til citronsommerfuglen, som hun holder så meget af, men rytmen i ordet passer ikke. Når rytmen overordnet gennemføres så ubesværet, er det påfaldende, at der enkelte steder er brud. Den jambiske rytme kræver, at det enkelte vers begynder med en tryksvag stavelse, men enkelte vers begynder med en trykstærk stavelse, og hermed får de ord, som bryder rytmen, en vægt. Det gælder fx syner (IX, 13), selvindsigt (XIII, 4) og ser (XIII, 14, gentaget XIV, 1 og XV, 14). De ord, der her er understreget gennem brud i rytmen, står også centralt, hvis digtenes erkendelsesformer skal beskrives. Det at se og sanse konkret er igangsættende for digtsamlingen, men det skal kobles med fantasiens syner, og ad den vej kan en selvindsigt måske blive mulig. En vidtløftig fortolkning? Måske, for den bygger på få og små iagttagelser. Men den er besnærende - også fordi denne bevægelse i erkendelse kan underbygges i andre dele af en analyse.

 

Det sidste formkrav i sonetten angår rim. De to kvartetter og terzetter har hver deres rimfølge. I kvartetterne brydes tilsyneladende to principper. I sonet I til V veksles der mellem to rimfølger, abab og abba, mens der fra sonet VI alene er rimfølgen abab.  De to terzetter er gennemgående holdt sammen af rimfølgen abacbc, men der er variationer, fx parrim i sonet V og XIV. Rimfølgen understøtter adskillelsen af kvartetter og terzetter, som tidligere er beskrevet. Sonet VII falder helt uden for dette mønster, da vers 10 og 12 ikke er rimede (være og hinanden). Rim forbinder og sammenkobler betydning i et digt, men ironisk nok kan et enkelt sted med manglende rim give en dobbelt understregning af indholdet. Sonet VII står midt i digtsamlingen, og den indeholder den centrale erindring om elskovsmødet ved Jammerbugten. De manglende rim understreger betydningen af væren for hinanden. Den videre betydning af denne erindring bliver taget op efterfølgende.

 

En oplagt indgang til oplevelsen af form og indhold er oplæsningen. Rim, rytme, gentagelser, det musikalske og det sanselige i hele digtsamlingen står pludselig indlysende klare. En oplæsning af samlingens første sonet kan høres via www.kum.dk, og læreren og klassen kan fortsætte oplæsningen eller lytte til Inger Christensens egen oplæsning af hele digtsamlingen, som eksisterer på en cd fra 1996. En anden mulighed er at se Jytte Rex' portrætfilm Cikaderne findes, hvor digteren også læser dele af Sommerfugledalen op.

 

Sommerfugle

Digtsamlingen er fuld af konkrete og præcise sansninger knyttet til naturen, og en meget stor del af disse angår sommerfugle. En vej ind i digtenes univers kan være at se på sommerfugle, lade sig fascinere af deres skønhed og i det hele taget nysgerrigt undersøge, hvilke arter der nævnes i digtsamlingen, og derpå finde billeder på internettet eller i en bog med sommerfugle i Europa. På internettet findes der rigtig gode hjemmesider med smukke billeder og med fine informationer om sommerfugle og deres forvandling, se fx www.netbiologen.dk > Insekter > Lepidoptera (sommerfugle, møl).

 

I digtene nævnes stort set kun sommerfugle med danske navne. Selv om navnene er danske, er de også eksotiske, fx ildfugl, poppelfugl, svalehale, påfugløje og atlasspinder. Disse navne sender læserens tanker mod det fremmedartede og farverigt spraglede, mens sørgekåbe og dødninghoved alene ud fra navnene forbindes med død og sorg. Navnene på sommerfuglene taler til fantasien og sætter associationer i gang. De synes at være fantasiskabninger, men findes. Støvet på sommerfuglenes vinger giver dem farven, og farverigdommen understreges i digtet, men igen med udgangspunkt i konkret viden.

 

Det danske navn sort apollo kobles med sommerfuglens latinske, Parnassius mnemosyne, og bliver til sort Apollo mnemosyne, og ’Apollo’ skrives med stort bogstav ligesom ’Aurora’, der også er et dansk navn for sommerfuglen. Dette kan kædes sammen med et af de få latinske navne, Morfeus, og altså med den klassiske græsk-romerske gudeverden. Apollo er bl.a. gud for digtning og musik, Aurora er en romersk gudinde, der personificerer morgenrøden, Mnemosyne er erindringens gudinde og mor til de syv muser og Morfeus er gud for drømmesyn. Sidstnævnte optræder bl.a. i Ovids Metamorfoser, hvor også myten om Amor og Psyke fortælles – myten, hvor Psyke forvandles til en sommerfugl. Sommerfuglene med græsk-romerske gudenavne understøtter først og fremmest, at sommerfuglen i sonetkransen er et gennemgående billede på menneskets sjæl eller sind. Men også digtningens og erindringens betydning markeres.  

 

Sommerfuglene er ikke blot til stede i digtene som smukke, spraglede fugle. Hele deres forvandlingsrække indgår. Sommerfuglenes livscyklus og forvandling forløber fra æg over larve til puppe og endelig til sommerfugl eller imago, som biologerne kalder dette sidste stadium, hvilket jo også betyder billede. Og sommerfuglen og dens metamorfose er til stede i digtene, konkret og som billede.

 

I sonet II beskrives forvandlingen, samtidig med at den sammenkobles med den klassiske forestilling om menneskesjælen eller sindet som en sommerfugl:

 

                                Her sidder admiralen i sit spind,

                                mens den fra forårsgrøn forslugen larve

                                forvandler sig til det vi kalder sind

 

I sonet X indgår forvandlingen fra larve til puppe, samtidig med at det biologiske fænomen mimicry indgår, det fænomen hvor dyr i deres udseende efterligner omgivelserne:

 

                                Med strejf af sjælefred og søde løgne,

                                med dunet skær af grøn smaragd og jade

                                kan irislarverne, der selv er nøgne,

                                efterligne piletræets blade.

 

                                Jeg så dem æde deres eget billed,

                                som så blev foldet sammen til en puppe,

                                til sidst hængt op som det det forestilled

                                et blad blandt andre blade i en gruppe.

 

Som det fremgår, bygger Sommerfugledalens poetiske univers på indgående viden om sommerfugle og deres forvandling. Inger Christensen gør selv opmærksom på, at hun sætter en ære i, at også poesien er videnskabelig korrekt, "for jeg føler mig i virkeligheden ikke som poet, men som en slags rigtighedsbeskriver. At skrive poesi er for mig en form for videnskab, selv om det har andre kriterier".

 

En sidste konkret kommentar i forlængelse af undersøgelserne af sommerfugle skal knyttes til stedet, sommerfugledalen. Mestersonettens oplevelse af sommerfuglene er knyttet til Braj?inodalen, en dal som også omtales i sonet I og II. Navnet på dalen er som allerede nævnt knyttet til en konkret oplevelse, og stedet findes i den nye balkanstat Makedonien. På en hjemmeside om Braj?ino oplyses, at området er nationalpark. Ligesom sommerfuglene findes, så kan dalen findes på et kort, samtidig med at navnet taler til fantasien.

 

På vej mod en analyse

Beskrivelsen af formen og viden om sommerfugle kan som konkret og nøgtern beskrivelse af digtsamlingens univers bære et stykke vej. Men selv her stritter digtene imod. Hvis de konkrete beskrivelser overhovedet skal være meningsfyldte, må læseren allerede her bevæge sig et stykke ind i labyrinten. Digtene glider fra det konkrete over i billeder, og rummet for sansningerne flytter sig fra det nære til kosmos. Sonetkransens indbyggede gentagelser, hvor linjer sættes i nye sammenhænge, gør, at læseren til stadighed må korrigere sin forståelse. En læsning, som forsøger at ordne digtsamlingens univers lineært eller hierarkisk mislykkes, fordi universet nærmere er labyrintisk. Det er heller ikke muligt at analysere den enkelte sonet for til slut at samle delanalyserne i en samlet fortolkning, for sonetterne lægger sig korrigerende og kommenterende oven på og ved siden af hinanden. Analysen må altså gå ad andre veje.

 

Den igangsættende oplevelse synes at være sommerfuglene i den middagshede Braj?inodal. Historien om digtets tilblivelse peger på dette. Inger Christensen nævner desuden selv førstelinjen, starten på digtet, som igangsættende: "Den første linje skal fange. Jeg skal føle mig fanget af at undersøge, hvad der står i den lille stump, jeg har fået fat på – og som er svær at få fat på. Jeg skal kunne forestille mig, at det er muligt at trevle det digt op, som ligger inde i den første linje. 'De stiger op, planetens sommerfugle'. Hvis man siger 'planetens sommerfugle stiger op', er det straks ikke nær så interessant – for mig."

 

Den videre analyse kunne tage udgangspunkt i dette udsagn af Inger Christensen, og spørgsmålet til læseren, til eleverne kunne være, hvilket digt man kan 'trevle op'. Sommerfuglene er givet og placeret på planeten, altså ikke i et lille, nært rum, men nærmere i universet. Rytmen er givet. Men hvad forbindes disse sommerfugle med i den enkelte sonet?

 

Det følgende foregiver ikke at være facit på det stillede spørgsmål, men udgør blot enkelte tydelige spor i digtsamlingen, hvor andre kunne være valgt.

 

Erindring

Erindring kunne være et første spor at forfølge. Allerede i den første sonet glider iagttagelserne af sommerfugle videre i en spørgende erindring fra barndommen:

 

                                Er det min barndoms drømte sommertime

                                splintret som tidsforskudte lyn?

 

Og svaret følger i næste strofe:

                                               

                                Nej, det er lysets engel, som kan male / …

 

I dette svar ligger et ekko af en af barndommens salmer, nemlig Ingemanns "Lysets engel går med glans". Oplevelsen af sommerfuglene i Braj?inodalen forbindes altså med et lykkeligt glimt fra barndommen og med barndommens oplevelse af poesi.

 

En tilsvarende oplevelse beskrives i sonet II, hvor duften i det middagshede landskab i dalen forvandler sig til en erindring:

 

                                går jeg fra blad til blad tilbage

                                og sætter dem på barndomslandets nælde

                                naturens mest guddommelige fælde

                                der fanger hvad der før fløj væk som dage.

 

Her forbindes erindringen med Brorsons salme "Op! al den ting som Gud har gjort". Hos Brorson magter mennesket ikke at sætte et blad på en nælde, mens der i Sommerfugledalen er indlagt et ordspil "at gå i en fælde". Er fælden den barnlige og overmodige tro på, at alt kan lade sig gøre? Samtidig kan erindringen måske indfange og fastholde de dage eller den tid, som i barndommen fløj af sted.

 

Erindringer er aldrig et mål i sig selv i digtsamlingen. Ingen sonet har en konkret erindring som sit egentlige centrum. Erindringerne dukker nærmere op i jegets bevidsthed i øjeblikke, hvor en sansning synes at ophæve tiden. Men erindringer fra barndommen minder også om et levet liv, som har sin afslutning, og om, at døden er en realitet. Tiden kan i øjeblikke synes ophævet, og digtningen og sproget kan måske fastholde disse øjeblikke. Når lysets engel i sonet I kan male sig selv som sort Apollo mnemosyne, så træder både digtningens gud Apollo og erindringens gudinde Mnemosyne ind i digtet, så sansning og erindring fastholdes i digterisk form.

 

Barndomserindringerne dukker op igen i sonet XI. Her er det synet af sommerfugle, som forbindes med de døde sjæle, og tankerne går videre til bedstemoren i en have fyldt med blomster, og faren, som lærte jeget navnene på alt:

 

                                min bedstemor i havens tusind favne

                                af gyldenlak, levkøj og brudeslør

                                min far, der lærte mig de første navne

                                på alt hvad der må krybe før det dør

 

Et sommersyn af gamle danske haveblomster, som har tiltrukket sommerfugle, dukker op i erindringen sammen med faren, som næsten i en skabelse har lært jeget navnene på alt. Disse forsvundne døde går med jeget ind i sommerfugledalen i et øjebliks intens sansning, hvor selv de døde hører nattergalen. Døden synes i dette øjeblik at blive overvundet.

 

Den vigtigste og lykkeligste erindring beskrives i sonet VII, hvor engblåfuglens vinger bliver til himmelstumper over Jammerbugten under et elskovsmøde, hvor universets elementer synes at smelte sammen og være i balance, og hvor døden tilsyneladende kan ophæves:

 

                                mens vi, der bare lå fortabt i sandet

                                så talrige som nu kun to kan være

                                fik kroppens elementer sammenblandet

 

                                af jord som havs og himmels mellemting

                                to mennesker, der overlod hinanden

                                et liv der ikke dør som ingenting.

 

Den klassiske forestilling om de fire elementer ligger indlejret i denne sonet. Ilden sørger de elskende for, og i erindringen bringes den i balance med jord, himmel og vand.

 

Alle digtsamlingens erindringer sættes i gang af mættede sansninger, som synes at ophæve tiden. Erindringerne foregår som en række glidende bevægelser i jegets bevidsthed i en slags al-tid, hvor sproget, digtningen og kærligheden for et øjeblik synes at kunne ophæve døden.

 

Forvandlinger

Et andet spor kunne være forvandlingen, som måske er den oftest tilbagekommende figur i digtsamlingen. Den findes som allerede nævnt i sommerfuglenes metamorfose fra larven, som bevæger sig på jorden, over den stivnede puppe til den spraglede sommerfugl, som bevæger sig i luften. Forvandlingsrækkens sidste led, sommerfuglen, har et kort liv, så hvis metamorfosen på den ene side er forunderlig og fascinerende, så er den samtidig et billede på ophør og død. Men sommerfuglenes korte liv modsvares af hele naturens kredsløb. Her har blomstring og vækst sin forudsætning i planternes forrådnelse. Når lyset i sonet II bevirker, at plantedele forvandler sig fra duftløshed til duft, så er forudsætningen det naturlige kredsløb, og tilsvarende nævner sonet IV, at blomstringen har rod i alt det rådne, som også kaldes en vild og labyrintisk ufornuft. Forudsætningen for blomstringen, skønheden, sommerfuglene er altså det biologiske kredsløb, og i denne sammenhæng er død og forrådnelse en forudsætning for liv.

 

Forvandlinger hæver sig i form af spejlinger til endnu et niveau - kosmos. I sonet XIV ses regnbuen som jordens sommerfugl. Sommerfuglens mikrokosmos spejles altså i jordens makrokosmos. I samme sonet ses støvet fra sommerfuglevingen som et svar på fjerne stjerneformers løv. Den skrøbelige sommerfugl står altså i en art kommunikation eller forbindelse med universet, så alt hvad der er til i sin forsvinden / forbliver sig selv og aldrig farer vild. Det jordiske biologiske kredsløb synes altså at have sin parallel i en art kosmisk kredsløb.

 

Sommerfuglenes metamorfose og de færdige sommerfugles korte liv indskrives i naturens kredsløb og i en kosmisk sammenhæng. Men sommerfuglene er også billedet på menneskets sjæl og sind, og jeget spejler sig i sommerfuglenes forskellige udviklingsstadier. Puppestadiet kan ses som en tilbagetrækning eller en dvaletilstand, hvor en mulig udvikling foregår bag den hårde skal. I sonet VI bevæger jeget sig i en nærmest paradisisk have, hvor ordene forsvinder, så jeget glider ind i en førsproglig tilstand. Men jeget tør ikke tro på dette paradis, hvor sommerfuglen harlekin ses som en tryllende gøgler, der giver falske forhåbninger. I denne vaklen mellem håb og tvivl vil jeget trække sig tilbage og forpuppe sig. En tilsvarende tilbagetrækning ses i sonet XII, hvor mørke, kulde og død dominerer. Her spejler jeget sig først i efterårssommerfuglene frost- og løvfaldsmåler, og efterfølgende Jeg spejler mig i deres puppedvale.Dødens nærvær er her så overvældende, så jeget som beskyttelse vælger sommerfuglens hårde, stivnede puppe. I denne spejling finder jeget mod til at se døden i øjnene.

 

Også i den udviklede sommerfugl kan jeget genfinde sig selv og leger sommerfugl i sonet XIII:

 

                                Jeg leger derfor gerne skovhvidvinge

                                og sammensmelter ord og fænomen

                                jeg leger perlemåler for at bringe

                                alverdens leveformer ind i én.

 

At blive en smuk sommerfugl er at sammensmelte ord og fænomen, så barrieren mellem sproget og verden ophæves. Samtidig ses alt levende som en helhed og enhed. Det ligger snublende nær at tænke på den romantiske organismetanke. Men det er en leg. Der er ingen guddommelig instans i Sommerfugledalens univers, ingen guddommeligt inspireret digter, som kan ophæve skellet mellem sprog og verden. Der er et jeg, som ironisk kalder sig universets tåbe (sonet VI og VII). Den romantiske tanke om mennesket som udviklingsrækkens højeste væsen, en forestilling som stadig dominerer, anfægtes ligeledes. Det nærmest tilfældige i menneskets tilstedeværelse på jorden antydes i sonet VIII:

 

                                Hvordan hvis vi i alt det menneskeskabte,

                                naturens sidste selvoptagne spring

 

Inger Christensen siger selv som kommentar til dette citat: "Uden at jeg har tænkt over det, er det problem, som i løbet af alle årene efter Det har beskæftiget mig mest, hvordan man kan udtrykke netop dét forhold: Ikke nødvendigvis at mennesket er småt og tåbeligt, men mennesket som tilfældig del af den store sammenhæng." I sonet VIII forbinder jeget sig med et ’vi’ og ser fortrøstningsfuldt på det vilkår, at alle mennesker indgår i en livscyklus, som er forbundet med naturens cyklus og forvandlinger.

 

Døden og kosmos

Et tredje spor kunne tage udgangspunkt i titlen: Sommerfugledalen - et requiem, der markerer værkets overordnede tema, hvor livet og forvandlingerne sættes over for døden. Livet er til stede i sonetkransen som stærke sansninger af sommerfugle, varme og farver, mens døden er der som ophør, tab og som et faktum, det ikke er muligt at se bort fra. Men mellem disse to yderpositioner ligger der i digtene stadige forskydninger, som det lyriske jeg forsøger at holde i balance, en sorgens symmetri (IV, 13). Forskydninger i balancen kan forfølges fra sonet til sonet. Her skal blot på baggrund af de tidligere beskrivelser nævnes nogle eksempler. 

 

Nogle af digtene skildrer mættede sansninger, som i sonet I, eller lykkelige erindringer, som ved elskovsmødet i sonet VII. Her synes døden stort set fraværende. Over for disse sonetter står andre, hvor døden er langt mere nærværende – mest ubarmhjertigt i sonet XII, hvor alt håb synes ude. Men det er ikke her, digtsamlingen slutter. I sonet XIII leger jeget udødelig, svøber sig i kejserkåben og ser døden an fra sommerfuglevingen. Et smukt og stærkt billede på, hvordan jeget legende ser døden i øjnene for at kunne svare den, når den kommer. Men i næste sonet må jeget erkende, at kun sommerfuglestøvet kan se døden an. Her sættes lys og støv ind i en universel sammenhæng. Sommerfuglestøvet er et svar på fjerne stjerneformers løv, og regnbuen ses som jordens sommerfugl i jordens egen drømmesynske sfære. Hvor det for jeget mislykkes at overvinde døden, opridses der til gengæld et kosmos, som jeget måske kan finde ro i. Angsten for det øde (X, 12) truer med at ødelægge enhver balance, men skønheden og sommerfuglene giver en skrøbelig oplevelse af sjælefred, selv om døden er der.

 

Forfatterskabet – nogle nedslag

Læsningen af Sommerfugledalen som værk giver flere muligheder for perspektiverende læsning. En oplagt mulighed er at sætte digtsamlingen i relation til dele af det øvrige forfatterskab. Inger Christensen fremstilles i flere litteraturhistorier og artikler som systemdigter, en betegnelse, hun selv tager afstand fra, for det lyder for stift og skematisk. Det centrale er ikke formen, men det indhold, som systemet kan være med til at ordne eller strukturere. I Sommerfugledalen kan man vel næppe tale om et system, fordi der her er tale om en klassisk komposition, hvor forfatteren på én gang overholder formkravene og samtidig udvikler dem i et selvstændigt udtryk.

 

I to tidligere digtsamlinger, Det (1969) og Alfabet (1981), er systemerne skabt af Inger Christensen selv. I Det tager digteren udgangspunkt i sprogforskeren Viggo Brøndals præpositionsarter beskrevet i en afhandling fra 1940, Præpositionernes Theori. Sprogforskerens elleve præpositionsarter reducerer Inger Christensen til otte, og dette tal kombineres med tallet tre i den overordnede komposition. I sindrige kombinationer af tallene otte og tre struktureres hele den store digtsamling med de overordnede dele "Prologos", "Logos" og "Epilogos". Indholdet i digtsamlingen henter inspiration fra ungdomsoprøret, frigørelsestendenser og kvindebevægelsen. Men teksten er der først og fremmest som skrift, som en betydning, der kaotisk skriver sig frem.

 

I Alfabet er udgangspunktet alfabetet og Fibonaccis talrække, hvor tallene fremkommer som summen af de to foregående: 1, 2, 3, 5, 8, 13 osv. Det første digt indeholder én linje med a, andet digt har to linjer begyndende med b osv. Digtsamlingen begynder med en skabelse Abrikostræerne findes, abrikostræerne findes og som i Sommerfugledalen er samlingen fyldt med sansninger. Men samlingen er også mere dyster og præget af menneskenes forurening og ødelæggelse. Ødelæggelsen spejles i digtets eget umulige projekt, for linjeantallet stiger efterhånden voldsomt og systemet truer med at bryde sammen, og ved bogstavet ’n’ afbrydes.

 

Systemerne er form, altså umiddelbart en tom skal, men når ideen virker, giver den frihed. I Det står der: Så anderledes nu da systemet fanger. Så frit. Inger Christensen kommenterer selv denne formulering: "Formuleringen forudsiger nok den følelse, jeg også siden har haft: Følelsen af at blive sat fri af systemet. Men i begyndelsen er systemet meget trægt, meget langsomt og sejt at komme ind i. Når systemet, som med Fibonaccis talrække i Alfabet kræver, at man skal skrive et digt på 55 lange linjer, gør man det jo ikke frivilligt. (…) Man kan blive bange for sine egne ideer, indtil systemet begynder at give noget tilbage, og man kan mærke, at det har taget imod én – at det godt vil samarbejde."

 

De to digtsamlinger er her præsenteret med udgangspunkt i deres form og kompositionsprincipper. Det kan synes lidt tørt og skematisk og måske oven i købet uretfærdigt over for værkerne. Men hvis læsningen af Sommerfugledalen i en gymnasieklasseskulle sættes ind i en sammenhæng med dele af det øvrige forfatterskab, kunne det måske foregå som nogle korte undersøgelser af, hvilke betydninger de to værkers systemer kastet af sig.

 

Genren som perspektiveringsmulighed

Sonetgenren, kan være en anden mulighed for perspektivering. Ved at forfølge genren gennem nogle nedslag i dens lange historie kan variationer i formen og ændringer i indhold iagttages og sættes i relation til det univers, som beskrives i Sommerfugledalen. Hjemmesiden Kalliope (www.kalliope.org >Nøgleord >Sonet) giver dels en fin oversigt over genrens form og historie, dels giver siden adgang til et væld af sonetter fra Petrarca og fremefter, så nedslagene kan koncentreres om danske eksempler eller udvides til europæisk litteratur. Kun fantasien sætter her grænsen.

 

Noter:

  1. De anførte citater er hentet fra følgende udgave:
    Inger Christensen: Sommerfugledalen. Brøndums forlag, 1991
  2. Inger Christensen er citeret fra
    Peter Øvig Knudsens interview i Børn skal ikke lege under fuldmånen. Forfatterportrætter. Brøndum, Aschehoug, 1995.

 

 

Se materialet på kulturkanonens hjemmeside.