Kulturkanon i undervisningen
 

Opgave 7

MEDIEFAG - STX

B- niveau

- anvende filmsprogets terminologi i forbindelse med analyse af film

- anvende forskellige analysemetoder

- anlægge et historisk, kulturelt og samfundsmæssigt perspektiv på film

 

 

Kulturkanon

Kulturminister Brian Mikkelsen offentliggør i december 2004 planen om at sammensætte en kanon for dansk kultur, i januar 2006 er den færdig. Undervejs diskuteres kanonens indhold og selve ideen med overhovedet at have en kulturkanon livligt. En af de kunstnere der blander sig i debatten er Lars von Trier. I et læserbrev i Politiken 11. december 2004 kalder han ideen om en kulturkanon for ”en rædsom ide” og siger at han håber meget at blive holdt udenfor (se læserbrevet på infomedia).

 

Da den færdige kulturkanon præsenteres, og Lars von Trier som forventet er med på listen, reagerer han med en videohilsen til Brian Mikkelsen. Hilsenen er en lille film hvor Trier klipper det hvide kors ud af dannebrog, syr den røde fane sammen og hejser den til tonerne af Internationale (se Triers videohilsen på www.zentropa.dk eller www.dr.dk). Efterfølgende melder en mand i Vestjylland Trier til politiet for at klippe i det danske flag.

 

  • Find eksempler på kanondebatten i den danske presse (brug f.eks. Infomedia). Opstil argumenter for og imod en kulturkanon.
  • Diskuter hvad en kanon for kultur skal/kan bruges til.
  • Lars von Trier er kendt som en instruktør med klare politiske udmeldinger, f.eks. kalder han på et pressemøde ved filmfestivalen i Cannes præsident Bush for et røvhul. Heller ikke den danske statsminister er sluppet for en kommentar fra Trier. I gratisavisen MetroXpress d. 2. februar 2005 ses en annonce med et billede af Trier der har rød maling løbende ned at jakkesættet. Teksten lyder: ”Kære Anders Fogh … dit parlamentariske grundlag er stadig svinsk! Hilsen Lars von Trier” (søg på Google: von Trier + MetroXpress) Diskuter på baggrund af læserbrev og videohilsen hvorfor Trier er imod en kulturkanon.
  • Andre af Lars von Triers film kunne være relevante i en kanon for dansk filmkunst. Giv dit personlige bud på en Trier-film du ville tage med. Giv et bud på hvorfor kanonudvalget for filmkunst netop har valgt Idioterne.

 

Se også materialet på kulturkanonens hjemmeside.