Kulturkanon i undervisningen
 

Opgave 4

MEDIEFAG - STX

B- niveau

- anvende filmsprogets terminologi i forbindelse med analyse af film

- anvende forskellige analysemetoder

- anlægge et historisk, kulturelt og samfundsmæssigt perspektiv på film

 

At bryde regler ved hjælp af regler

Tema: Det uartige barn.

 

Idioterne handler på flere planer om at bryde regler ved hjælp af regler. I filmens historie opsætter personerne, med Stoffer i spidsen, nogle regler for sig selv. Den overordnede regel er at de skal ”spasse”, de skal opføre sig som idioter, og de må ikke falde ud af rollen når de er ude blandt andre mennesker i svømmehallen, på bodega eller på fabriksbesøg. Til gengæld giver denne ”spasse-regel” dem så mulighed for at bryde en lang række almindeligt gældende regler for opførsel: Stoffer går ind i kvindernes omklædningsrum, Jeppe og Stoffer gør tykt nar af nogle rockere – og slipper godt fra det! Idioterne gør grin med den venlige og meget pædagogiske rundviser på Rockwool.

 

  • Se programerklæringsscenen (sekvens 4, scene a) og giv et bud på hvad det er Stoffer og co. vil opnå med ”spasseriet”.
  • Giv andre eksempler på scener hvor regel/regelbrud indgår.
  • Hvilke regler fungerer internt blandt idioterne? Hvem formulerer reglerne og hvad sker der hvis et medlem af gruppen ikke overholder disse regler?

 

Det er ikke kun gruppen af idioter der gennem regler bryder regler. Som film er Idioterne også ude i samme ærinde. Kyskhedsløftet opsætter med sine ti bud et regelsæt der tvinger Lars von Trier til at bryde en lang række regler for hvordan man plejer at lave film.

 

  • Giv eksempler på hvordan von Trier i Idioterne overtræder regler for traditionelt filmsprog m.h.t. billeder, lyd, dramaturgi og tema.
  • Overvej i denne sammenhæng hvilken funktion scenen med Stoffer i kvindernes omklædningsrum (sekvens 3, scene b) og scenen med gruppeknald (sekvens 12, scene c) har. (læs evt. Lars von Trier: Idioterne, manuskript og dagbog s. 187)
  • Sammenlign Idioterne med andre dogmefilm. Hvilken instruktør tør ”spasse” mest med sin film? – begrund dine svar med konkrete eksempler fra filmene.

 

Se også materialet på kulturkanonens hjemmeside.