Kulturkanon i undervisningen
 

Introduktion

Lars von Trier Idioterne 1998

Af: Anders Dahl

 

Lanceringen af Dogme 95

I marts 1995 afholdes der en stor konference i Paris om ”filmens fremtid”. Det er er 100-året for filmens fødsel og det franske kulturministerium har inviteret en række prominente filmfolk til at gøre status og se frem: Hvor bevæger filmen sig hen? Lars von Trier er inviteret, og da det er hans tur til at give sit bud, beder han om tilladelse til at gå uden for dagsordenen. Han rejser sig op og læser i stedet manifestet DOGME 95 op. Efter endt oplæsning smider han røde løbesedler ud til journalister og publikum, der forbavset ser von Trier forlade konferencen. Efterfølgende nægter von Trier over for nysgerrige journalister at uddybe manifestet, af gruppen bag DOGME 95 har han kun bemyndigelse til at læse teksten op, ikke diskutere den.

 

Se http://www.dogme95.dk

 

Ud over Lars von Trier er Thomas Vinterberg underskriver af DOGME 95. Samme år skriver Søren Kragh-Jacobsen og Kristian Levring også under (en kort tid er Anne Wivel med, men forlader projektet), disse fire instruktører fremstår herefter som de oprindelige dogme-brødre. (se manifestet på dansk i Peter Schepelerns Lars von Triers film, tvang og befrielse)

 

Instruktøren Lars von Trier

Der er dog ingen tvivl om at von Trier er hovedkraften bag DOGME 95. Siden sin spillefilmsdebut med The Element of Crime i 1984 har han raget op i den danske filmbranche som et fyrtårn af kreativitet og nytænkning. Kigger man på langs af von Triers produktion er det tydeligt at han som en del af sin kunstneriske metode ynder at opstille regler og begrænsninger for sig selv. Fra The Element of Crime hvor belysning og farvebrug fremstår kontrolleret og originalt, over brugen af for- og bagprojektion i Europa, til det håndholdte kamera og de åbenlyse brud med traditionelt filmsprog i Breaking the Waves, gennem selvopstillede regler opnår von Trier et originalt og personligt udtryk.

 

I perioden 1992-94 laver von Trier tv-serien Riget i samarbejde med DR. Med kun 50 optagedage til rådighed vælger Trier at skære nogle af de tidskrævende elementer ved filmoptagelse væk. Serien optages uden lyssætning, med håndholdt kamera og med brud på en række filmsproglige grundregler, f.eks. overskridelse af centerlinie og jumpcuts. Serien bliver Triers store folkelige gennembrud, såvel i Danmark som i udlandet. På trods af rystede håndholdte billeder, grumsede rødbrune farver og uharmoniske klip elsker både kritikere og publikum den postmoderne leg med genrer som hospitalsserie, gys og komedie.

 

Idioterne

Riget peger tydeligt frem mod både Dogme95 og Idioterne. Manifestets Kyskhedsløfte (se www.ekkofilm.dk) trækker, med krav om bl.a. håndholdt kamera og ingen lyssætning, på erfaringerne fra tv-serien. I interviews forud for premieren er Lars von Trier meget begejstret for metoden. I Weekendavisen (11. maj 1998) kalder han optagelserne til Idioterne for ”Min mest intense filmoplevelse nogensinde” og i Politiken (10. maj 1998) siger han om optagelsernes betingelser for skuespillerne ” Det indebærer en stor frihed. Det tekniske var jo en drøm for skuespillerne. Vi satte aldrig lys op, der var ingen tidskrævende tekniske forberedelser. Vi lagde bare en grov kulisse, og så kunne skuespillerne frit bevæge sig. Vi var heller ikke noget stort hold til indspilningerne. Under selve optagelserne var der stort set kun mig selv, som også fotograferede, og en lydtekniker, der fulgte skuespillerne i deres spil.” Senere i samme interview opsumerer Trier ”Idioterne indebærer jo en befrielse fra æstetikken. ….. Jeg er ikke blevet tvunget til at træffe nogen valg. Og det føles meget befriende.”

 

Idioterne modtages med stor begejstring i dagbladene. Med sin drillesyge blanding af småvulgær plathed og livets store spørgsmål, af idealisme og kold beregning, og af alvor og komik tager den anmelderne med storm. I Information (17. juli 1998) lyder det ”Blandt meget andet er Idioterne også en vanvittig morsom film, men ej heller morskaben er helt almindelig, for man er aldrig hundrede procent sikker på, hvad eller hvem det egentlig er, man fniser så idiotisk over. Latteren bliver ligesom hængende i halsen, når man bliver klar over, at man vist var kommet til at skrige af grin over noget dybt tragisk”. Politiken (17. juli 1998) er også positiv og giver fem hjerter ud af seks mulige: "Idioterne er en vild film. En udfordring til filmiske, æstetiske og sociale konventioner. Håndholdt helt ind til marven er denne film, der er lige så morsom som den er grum og efterlader tilskueren i et smukt virvar af modstridende følelser”. Berlingske Tidende (17. juli 1998) er helt på linie: ”Idioterne er et modigt, provokerende eksperiment, der både rummer nogle af instruktørens mest bevægende og mest morsomme scener”. Kun en enkelt avis er ikke tilfreds med filmen. I det nordsjællandske bliver Frederiksborg Amts Avis (17. juli 1998) nærmest undtagelsen der bekræfter reglen, avisen slutter sin anmeldelse af med at kalde Idioterne et”teknisk og handlingsmæssigt kvalmt frastødende makværk”.

 

Idioterne: filmens handling

Karen er på bakken. Hun kører i hestevogn og slutter turen af med et restaurantbesøg. Hun har lige råd til en salat og en danskvand. På restauranten har socialpædagogen Susanne svært ved at holde styr på to evnesvage mænd Stoffer og Henrik. Stoffer henvender sig til de andre gæster i restauranten. Gæsterne svarer forlegent på hans spørgsmål, kun Karen virker afslappet og venlig da hun svarer ham. Tjeneren er nu så irriteret på de evnesvage, at han beder socialpædagogen og de to mænd om at forlade restauranten. Da Stoffer nægter at give slip på Karen, må hun følge med ud og ind i en taxa. I taxaen bryder de evnesvage og socialpædagogen ud i grin, det hele var bare for sjov og så slap de også for at betale regningen. Forundret følger Karen med de tre hjem til Søllerød. Her har de sammen med syv andre indrettet sig i en stor tom villa. De ti unge er i gang med et projekt hvor de skal finder deres ”indre idiot”. De ”spasser ud”, opfører sig som evnesvage, og forsøger herigennem at finde nye og mere sande værdier i tilværelsen. Stoffer er gruppens uofficielle leder. Han forklarer Karen om de ideer der ligger bag gruppens forskellige forsøg med at ”spasse ud”.

 

Karen falder langsomt til i gruppen. Hun er med på fabriksbesøg hos Rockwool, hun er med i svømmehallen og hun er med på skovtur. Efter nogen tid gør hun sine første forsøg med at ”spasse ud”.

 

Andre har imidlertid problemer i gruppen. Katrine og Axel har et problematiske forhold. Katrine er forelsket i Axel, men han, der har kone og barn, er kun interesseret i et overfladisk forhold. Hun opsøger han på hans job på et reklamebureau. Her udgiver hun sig for at være en stor kunde og foran forbavsede reklamefolk og en rasende Axel ”spasser hun ud”. Anderledes jævnbyrdigt er forholdet mellem Jeppe og Josephine. De to generte unge er gennem spasseriet kommet hinanden nærmere. Men deres forhold afbrydes brat da Josephines far tropper op og tager sin skrøbelige datter med. Skænderierne mellem idioterne tager til. Specielt lederen Stoffer er på kant med de andre. I forlængelse af et skænderi tvinger han alle til at deltage i den gamle flaskeleg. Den som flaskehalsen peger på skal spasse ud et sted hvor det virkeligt koster noget. Axel taber og skal spasse ud hjemme hos kone og barn. Han nægter og forlader gruppen. Næste gang peger flaskehalsen på Henrik. Han indvilliger og idioterne tager med ham på aftenskole hvor han underviser i kunsthistorie. Da det kommer til stykket kan Henrik ikke spasse ud foran sit hold af pæne nordsjællandske fruer. Da timen er ovre meddeler han de andre idioter at han ikke tager med hjem. Nu er gruppen for alvor i opløsning. Hjemme igen begynder de at pakke deres ting. Karen afbryder dem, erklærer dem sin kærlighed og proklamerer at hun, ved at spasse ud hjemme hos sin familie, vil vise at hele idiotprojektet er noget værd.

 

Susanne tager med Karen hjem til eftermiddagskaffe hos familien. Her fortæller Karens søster hvad der er gået forud for Karens møde med idioterne. Karen og hendes mand Anders har for nylig mistet en lille dreng. Kort efter dødsfaldet forlod Karen Anders uden et ord og han stod alene tilbage ved begravelsen. Da familien er samlet tages der hul på eftermiddagskaffen. Karen spasser ud og i vrede slår Anders Karen. Kort efter forlader Susanne og Karen familien igen.

 

 

Se også materialet på kulturkanonens hjemmeside.