Kulturkanon i undervisningen
 

Indfaldsvinkel

Salys rytterstatue blev lavet til en kosmopolitisk indstillet regent (Fr.5), samtidig med at en nationalistisk indstilling vandt frem (under efterfølgeren Chr. 7) og førte til Salys tilbagerejse inden den endelige indvielse af over 20 års arbejde.

 

Dette er særligt interessant fordi det der binder KANON projektet sammen er en sen udløber af samme nationalitetsopfattelse, som den der ramte Saly. Diskussionen i 1700 tallet stod mellem de, der definerede fædrelandskærlighed som kærlighed til det sted, hvor man lever og har det godt (Tyge Rothe) og de der mente at man skal være født i Danmark og tale dansk for at kunne nære den ægte kærlighed til fædrelandet og dermed ære monarken på den rigtige måde (Rothbøll, Guldberg, Suhm). Underneden lå (det danske) borgerskabs opgør med adelens privilegier. At tale om borgerligt demokrati var endnu ikke muligt, begrebet fandtes ikke, men små tyve år senere brød den franske revolution ud.

 

Nu har vi haft demokrati i mere end 150 år og de fleste danskere er dybt involveret i globaliseringen. Men nationalitetsopfattelsen og kriterierne for at være dansk er endnu ikke blevet lempet, snarere tværtimod, som udblikket til Maja Lee Langvads nys udgivne digtsamling viser.