Kulturkanon i undervisningen
 

Kært barn har mange navne

- om titler og værker

 

Hvad er relationen mellem titel og værk? På et kunstmuseum er titlen som oftest skrevet med småt ved siden af værket, og ved skulpturer eller installationer kan titlen end dog være svær at finde. Betyder det, at titler ingen betydning har? At vi skal se bort fra titlen i vores tolkning? At titlen blot er en praktisk foranstaltning, for at kunne rubricere kunsten i ismer og så videre? Hvad så med de værker, vi støder på, som er benævnt ”Uden titel”? Har disse værker faktisk ingen titel, eller bliver ”Uden titel” i beskuerens øjne deres titel?

 

I kunsthistorien er der eksempler på mange forskellige måder, at bruge titler på: Titler kan benævne det, vi ser, de kan være forklarende, illustrerende, provokerende, paradoksale eller endda direkte misvisende.

 

Asger Jorns maleri ”Stalingrad, stedet som ikke er, eller modets gale latter” er et værk, som har haft mange forskellige titler. Almindeligvis dateres ”Stalingrad” til at være påbegyndt i 1957, men da Jorn i 1956 udstillede et stort maleri med navnet ”Tilbagetoget fra Rusland”, har der været spekulationer på, om dette maleri var den første version af ”Stalingrad”. I ”Sandhed med modifikationer: Om Asger Jorns Ørnens Ret I, 1950” ser Flemming Friborg ”Tilbagetoget fra Rusland”, som den første version af ”Stalingrad” og kommenterer, at denne meget konkrete titel er atypisk for Jorn. Titlen ”Tilbagetoget fra Rusland” kobler endvidere 1956-versionen med den franske historiemaler Théodore Géricaults berømte litografi af samme navn fra 1818 (se Flemming Friborgs tekst gengivet i Holger Reenberg og Torben Weirup red. 500 års verdenskunst (Gyldendal; 2004, s. 196-205).

 

Jorn har på bagsiden af ”Stalingrad” dateret maleriet til 1957 og tilføjet den første egentlige titel: ”Le fou rire” (Den gale latter). Herefter er der adskillige variationer af værkets titel: ”Stalingrad, the non-existent or the crazy laughter of courage” (1962, udstilling i Seattle), “Stalingrad, le non-lieu ou le fou rire de courage” (Stalingrad, stedet som ikke er eller modets gale latter) (1964-65, katalog fra Amsterdam, Basel og Louisiana), ”Stalingrad, utopie inachevée d’une ville qui n’existe plus ou le fou rire du courage” (Stalingrad, en ødelagt utopi af en by, som ikke eksisterer mere eller modets gale latter) (1967, udstilling i Paris). Værket endte som bekendt med titlen ”Stalingrad, stedet som ikke er, eller modets gale latter”.

 

Ifølge Jorn var god kunst gådefuld, værkerne skulle ikke være entydige og åbenlyse, ligesom titlerne ikke skulle låse værket fast i en bestemt tolkning. I et brev til Constant har Jorn skrevet: ”For mig er målet at give værket en titel, som ikke kan forveksles med andre værkers titel, og som samtidig er så lidt bedragerisk som muligt, betyder så lidt som muligt, er så neutral og abstrakt som muligt, er mest muligt fjernet fra en tilnærmelse til det, som jeg har set, det som jeg har villet. Mit ønske med titlen er at udviske mine intentioner med værket mest muligt” (Flemming Friborg i Reenberg, s. 201).

 

Se opgave 6 og opgave 7.

 

 

Trine Drengsgaard