Kulturkanon i undervisningen
 

Det nye maleri

For mange vil spørgsmålet, om noget er god kunst eller ikke, hænge sammen med hvorvidt værket ligner virkeligheden eller ikke. Denne ’virkelighedsgengivelse’ har rigtig nok også en lang tradition i kunsthistorien. Den har indtil et begyndende opbrud i slutningen af 1800-tallet været det, som (i forskellige variationer og med forskelligt fokus) prægede kunsten. Ikke kun i kunsten var det nye århundredes begyndelse (1900-tallet) præget af opbrud og turbulens. Verdenskrige og frygt var hverdagens omstændigheder, men også det, at storbyer og industri opstod, havde en effekt.

 

Kunstnere reagerede forskelligt på disse omstændigheder: Futuristerne så krigen, dynamikken, farten, storbyen og teknikken som noget man skulle forherlige, mens ekspressionisterne så storbyen som ødelæggende for sjælelivet. Surrealisterne valgte derimod at kigge indad mod menneskets drømme og drifter. Som en metode til at få underbevidstheden ud på lærredet, brugte mange surrealister automatskriften, hvor de uden at tænke tegnede eller skrev non-stop (i tråd med nutidens hurtigskrivning).

 

Surrealisternes metode, Freud og psykoanalysen, samt kunstnere som Miró og Picasso er elementer, som inspirerede til det ”nye maleri”, der opstod i 1930’erne.

 

Det nye maleris mission var ikke at gengive en genkendelig virkelighed, som kunsten jo ellers et langt stykke af vejen havde tradition for, i stedet skulle det være frit; man skulle eksperimentere og det stærke udtryk var centralt. Som Asger Jorn sagde: ”Der eksisterer ikke smukke danse og bevægelser, kun udtryk. Det man kalder smukt, er kun udtryk for noget” (Helhesten, årgang 1, nr. 2 1941, s.33-38 gengivet i Per Hovdenakk: Dansk Kunst 1930-50 (Borgens Forlag; 1999) s. 151)

 

Se opgave 1.

Se også kulturkanonens hjemmeside.

 

Trine Drengsgaard